Forvirring

Jeg lægger endnu engang søvnløs med tankerne kørende på fuld drøn. Jeg læser endnu engang det gamle brev i skrev til mig omkring mit problem. Endnu engang om det samme skriver jeg igen.

Min papbror og jeg har et virkelig mærkelig forhold. Jeg holder så meget af ham, og så endda kun efter et år. Vi har allerede været så mange ting igennem, og alligevel står vi her.

Som i skrev sidst til mig, så er jeg en pige med et varmt hjerte, som er meget hjælpsom, specielt overfor folk jeg holder af. Min mor vælger altid sin kæreste frem for mig, så som i også skriver, så føler jeg mig virkelig tilovers. Og som i endnu engang skrev, så lod det som at min papbror forstår det, og derfor giver mig præcis, hvad jeg trænger til. – nemlig omsorg og kærlighed. Jeg tror virkelig i har fat i noget.

Jeg tror ikke, det er en såkaldt forelskelse, bare tanken om at blive holdt af og elsket.

Når vi er i byen sammen, er det som om han kører et spil over for mig. Som jeg skrev sidst ’’siden den aften, hvor han lagde an på mig første gang, og jeg afviste ham, har han været virkelig kold over for mig, men når jeg så er kold over for ham, bliver han alligevel sur og begynder at flirte med mig igen”

Normalt er jeg en person, som virkelig kan læse hurtigt folk, men ham kan jeg virkelig ikke læse. Han forvirrer mig så meget. Det ene sekund er han virkelig flirtende, hvor det andet sekund sviner han mig til og er en idiot.

Specielt når vi er i byen sammen. Der leger han virkelig med mig.

Jeg starter altid med at lade ham være, for jeg ved aldrig, hvad humør han er i. Nogle gange begynder han at prøve få min opmærksomhed, fx ved at kaste isterninger efter mig. Jeg prøver at virke afvisende, men så bliver han alligevel sur. Når jeg så ikke er afvisende længere, og prøver at virke åben over for ham, bliver han igen sur og ændre sig. Når jeg så endnu engang er afvisende, begynder han igen med at få min opmærksomhed og gøre det hele godt igen.

Han forvirrer mig sådan, og jeg kan snart ikke klare det længere. Jeg har ikke sovet ordenligt i 3 uger nu, han kører rundt i mine tanker hele tiden.

Vi var til en byfest for nogle dage siden. Jeg havde prøvet og have en flirt, for netop og glemme mine tanker omkring min papbror, men det gik selvfølgelig galt. Jeg brød grædende sammen, og som altid var min papbror der for mig. Men det resulterede så også i, at vi næsten kyssede. Vores læber ramte hinanden, men lige i det vi skulle til at springe ud i det han havde prøvet så længe på, sagde han: ’’Jeg kan ikke.. Vores forældre er sammen’’.

Jeg har indset, at jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for en at snakke om dette med, men jeg kender ingen, som jeg ved, jeg kan snakke med det om, netop fordi det er lidt et forbudt emne.

Jeg har gået til psykolog før uden held, men nu kunne jeg virkelig godt bruge en, som jeg ved altid vil være der for at lytte, men synes godt nok det er svært at komme ind i det system.

Jeg vil bare gerne have hjælp nu, jeg kan ikke mere, jeg vil væk herfra, væk fra alting. Hvorfor leve, når man alligevel hader sig selv og andre?