Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forvirring

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige,

Mange tak for dit brev til BørneTelefonen, hvor du fortæller om dine forældres skilsmisse. Når man har det svært, er det bedste, man kan gøre, at bede om hjælp. Det har du netop gjort. Det skal du være stolt af. Jeg vil hjælpe dig, så godt som overhovedet muligt.

Først og fremmest skal du vide, at jeg godt kan forstå, at det kan være svært at være dig, når dine forældre har valgt at blive skilt, og du derefter skal vænne sig til, at din mor har fundet en ny mand at tilbringe tid med. Det er en stor omvæltning, når man ikke længere skal bo med begge sine forældre.

Jeg får også lyst til at fortælle dig, at vi herinde på BørneTelefonen snakker med mange børn og unge, der har svært ved acceptere, når deres forældre skal til at date og måske finde nye kærester, ligesom du skriver. Jeg fortæller dig dette, da det nogle gange kan være en lettelse at vide, at man ikke er den eneste.

Det er jo ikke kun din mor, som skal lære at kende en ny mand. Han skal måske også være en del af dit liv, og det er helt almindeligt, at du, som du skriver, har svært ved at acceptere det. Det vigtigste er, at du lytter til dine egne grænser og siger fra, hvis du synes, at det går for hurtigt.

Det er dine forældres ansvar, at du er tryg og har det godt derhjemme, og det skal din mor helst hjælpe dig med ved at snakke med dig om, hvordan hun kan date på en måde, så du føler, at der er også er tid til at bearbejde skilsmissen og finde jer til rette i en anden måde at være familie på.

Du skriver, at du overvejer at flytte ned til din far og bo hos ham. Er det mon rigtigt forstået, at du ikke har været hos din far siden skilsmissen, nu du skriver, at din far ringer en gang imellem, men at du har boet hos din mor?

Jeg spørger om dette, da jeg bliver nysgerrig på, om det mon kunne være en mulighed for dig at bo skiftevis hos begge dine forældre. Er det mon noget, du kunne have lyst til?

Jeg bliver også nysgerrig på, om du mon har snakket med din mor om, hvordan du har det med, at hun har fundet en ny mand? Jeg spørger fordi, at det ikke er altid, at forældre helt er opmærksomme på, hvordan deres børn har det i en skilsmisse og hele det der med nye kærester.

Hvis du har mod på det, vil jeg i hvert fald foreslå dig, at du snakker med din mor og fortæller hende, hvordan du har det med, at hun dater og er i gang med at lære en ny mand at kende, og at du også godt kunne tænke dig at se din far noget mere.

Hvis det kan være svært at sige, kan du måske vise hende dette brev og mit svar. Det kan nemlig nogle gange være lettere at få ting sagt, hvis man har skrevet det i et brev. Mon du kan genkende det? Du kan også skrive et nyt brev, hvis du har lyst. Du kan finde lidt inspiration her.

Det kan være, du kan finde et roligt tidspunkt, fx efter aftensmaden, og sige: “Mor, jeg vil gerne tale med dig om, hvordan jeg går rundt og har det lige nu.” Så kan du give hende et brev, du har skrevet, eller selv læse det op for hende.

Denne snak kan måske også få dig til at fortælle hende på en god måde, at du har overvejet at flytte lidt mere hjem til din far. Så kan I måske sammen starte med at finde forslag til forskellige løsninger.

Måske er der også nogle af dine venner eller veninder, der har stået i den samme situation som dig, som du kan tale med? Det kan nemlig være rigtig rart at tale med andre, som måske har nogle erfaringer eller gode råd til, hvordan der er at barn i en skilsmisse. Kunne det være en mulighed?

Jeg får også lyst til at fortælle dig om Børnenes Skilsmissetelefon. Det er Familieretshusets (en slags skilsmissekontor) børnetelefon, du helt anonymt kan ringe til. De er søde at snakke med og har talt med rigtig mange børn om, at det kan være virkelig svært, når ens forældre bliver skilt.

På deres hjemmeside kan du møde andre børn, der fortæller om deres udfordringer ved at have skilte forældre og uddeler gode råd. Her kan du også læse om andre tilbud, fx om hvordan du kan få hjælp til børnesamtaler, få en kontaktperson og være med i børnegrupper.

De kan også hjælpe dig med at bruge din “Initiativret”. Det betyder, du kan bede Familieretshuset arrangere et møde med dine forældre, så dygtige mennesker kan hjælpe dem til at tale bedre sammen, og du kan sige din mening om, hvor meget du gerne vil bo hvor. Så hjælper Familieretshuset din mor og far med at finde en løsning, du kan blive glad for. Hvad tænker du mon om det?

Du er også altid velkommen til at ringe ind til os på 116111, hvis du har brug for at snakke videre med en rådgiver. Måske kan du fortælle dem lidt mere om, hvad det er for nogle tanker, som fylder hos dig. Kunne du have mod på det?

Jeg håber, at du har fået en oplevelse af at være blevet lyttet til, og at du kan bruge mine tanker og råd til noget. Jeg tror på, at du kan finde modet til at snakke med din mor om, hvordan det er at være dig. Jeg hepper på dig!

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De kærligste hilsner

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat