Forvirret over livet
Hej BB.
Jeg er en pige på 18 år, som er glad uden på, men forvirret inden i.
Jeg har det rigtig godt med min kæreste, venner og familie.
Men bort fra det, så er jeg rigtig forvirret over mig selv. Det kan være hårdt for mig at se, om jeg er “barn” eller “voksen”. Det er svært for mig at forklare, men jeg prøver alligevel.
Mine forældre er meget overbeskyttende. Jeg må ikke så meget i min fritid. Jeg må f.eks. ikke sove med mine veninder eller være så tit sammen med nogen efter jeg har været i skole. jeg må ikke tage til en anden by med en veninde heller. Når jeg er sammen med min kæreste, føler jeg også, at de presser min lillesøster til at komme med – Hvilket jeg synes er hyggeligt nok, men er træls, når man gerne vil være sammen med en man virkelig elsker.
Det har altid været sådan, at de behandler mig som “et barn”. Lidt ligesom et barn, som ikke kan klare sig selv. I modsætning til min lillesøster, så må hun en del! Hun måtte gå til overnatninger, shoppe dage og måtte endda have en frittidsaktivitet efter skole – Hvilket jeg ikke måtte.
Jeg synes ikke det er fair. Jeg siger det ikke på en barnlig måde, men det tager mig lidt på.
Jeg har gået glip af meget socialt. Jeg havde veninder, som stoppede med at invitere mig til fødselsdage eller spise-hygge. Jeg kommer hele tiden med dumme undskyldninger om, at jeg skal læse lektier eller læse op til en prøve, da alle mine venner ved jeg går på gymnasiet.
Når mine forældre er sure på mig, så skal jeg lige pludselig klare mig selv. Jeg må ikke røre NOGET SOM HELST af det mad, som de har lavet, jeg skal selv købe mine ting og jeg skal passe mig selv. Nogen gange, så fjerner min mor også bind fra skabet af, fordi det er hende som har betalt for det, og derfor må jeg IKKE bruge dem.. Men det er heldigvis kun når hun er sur på mig.
Men hvordan kan jeg købe mine ting selv, når jeg heller ikke må arbejde for mine forældre? Hvor skal jeg dog for pengene fra? Jeg får heller ikke SU endnu, men jeg vil gemme de penge til når jeg virkelig mangler dem.
Når mine forældre lige pludselig ikke er sure på mig, så skal jeg lige ikke klare mig selv længere……
Jeg er lige fyldt 18 år, og alligevel skal jeg have tilladelse for at være sammen med veninder, hygge dage, kæreste dage… Selv når jeg skal lave lektier med vennerne, så skal jeg spørger om lov først.
Mine forældre har sagt til mig, at jeg skal begynde at klare mig selv.
Hvordan kan jeg det, hvis de ikke vil give mig lov? Jeg har også fortalt dem, at det ikke er uretfærdigt… Det gøre en smule ondt på mig, for jeg har oplevet så meget i mit liv..
Dengang var jeg så deprimeret, at jeg knap nok kunne tænke (Det er nogle andre årsager, som jeg har kæmpet igennem…) Men jeg er blevet gladere efterhånden.
Jeg spurgte min far, om jeg måtte rejse alene engang næste år, da min kæreste og jeg har snakket om at tage på ferie sammen. Han svarede mig ikke selvom jeg spurgte 3-4 gange… Men efter 5 gang da jeg sagde: “Skal vi snart rejse med familien?”, så reagerede han…
Som 18 årig har jeg mine egen rettigheder, har jeg ikke?
Jeg føler de er trætte af mig.. Nogen gange høre jeg dem snakke om, at de håber jeg engang flytter hjemme fra snart, hvilket også gøre ondt på mig, da jeg er forvirret…
Der er så mange ting jeg vil skrive, men jeg ved ikke om jeg skriver det på en forkert måde eller rigtig måde. Jeg vil bare ikke være forvirret længere. Jeg vil gerne ud. Jeg vil gerne opleve. Jeg vil gerne være fri for forvirringen…. Jeg kan ikke engang snakke med mine forældre om det ,for det har jeg prøvet…….
Mvh.
A….
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.