Forvirret.

Kære BB.

Før vi starter, vil jeg gerne lige pointere, at jeg ikke skriver det her brev, for at få opmærksomhed eller medlidenhed, kun får at få et ærligt svar.

Kort livshistorie eller hvad du ville kalde det:

Jeg har aldrig mødt min biologiske far, det eneste jeg har fået fortalt om ham er, at han er lige som min mor, en alkoholiker og har/er på stoffer. (Ved ikke om han er det mere, eller hvis han er i lige) Jeg har ikke set min mor i over 4 år nu, da vi aldrig rigtig har kunnet sammen, så derfor bar jeg sammen med min papfar (Som er for mig min “rigtige far, da jeg har kendt ham lige siden jeg var 3.)

Den sidste gang jeg så min mor, var 2 dage efter jeg kom hjem da jeg havde stukket af, det endte med at vi blev nød til at tilkalde politiet, da hun blev for voldelig og begyndte at råbe og banke på vores naboers døre (Hun var fuld), så da de kom blev de nød til at trække hende ned af trapperne. Jeg kan huske min søster begyndte at stortudede, men jeg pænt ligeglad. Jeg hader min mor og jeg hader de der personer der siger, at jeg elsker hende inderst inde og hun elsker mig, for jeg ved det er løgn.

fx. Jeg var til nytår hos hende, min lillesøster og nogle af min mors venner (inde jeg stak af) og vi kom oppe og endte med at vi begyndte at råbe af hinanden og pressede mig op af en væk så jeg ikke kunne komme væk der fra og truede med at slå mig og sige at hun ville ønske hun aldrig havde fået sådan en forkælet unge og at jeg skulle dø, indtil min lillesøster kom ind og afbrudte, så jeg tog den chance og løb ud af døren, som den kylling jeg var. Men viste at min mor ikke ville ger min lillesøster noget, da hun forguder hende. (Min mor var også fuld der, så regner ikke med hun husker noget af det)

Min papfar/far har jeg ikke nogle problemer med, kun hans kæreste, hun er noget den største so der findes, fortryder virkelig jeg ikke pandede hende en da hun tog fat i mig.

Mere om mig:
Jeg mistede min mødom da jeg var 12… og tro mig.. jeg fortryder det.. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det.. og det værste var at en af mine veninder var der.. og græder hver gang jeg begynder at tænkte på det.. (Ved godt det ikke er noget og græde over, da det er min egen skyld.) Ham jeg smittede den til, snakkede jeg med indtil for over 1½ år side. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler han bare gjorte det, for at gøre det, men han siger han elsker/elskede mig. (elsker også ham.)

Men vi kom op i et skænderi, og.. jeg sagde noget der ikke var pænt overhoved… Han skrev til mig han var syg og ikke havde så langt tid igen og det eneste jeg tænkte på var at det var bullshit, så jeg skrev til ham at han ikke skulle skrive til mig mere og at jeg var pænt ligeglad med ham.. og har ikke hørt fra ham side. (Han er ikke død)

Jeg startede med at cutte/selvskade da jeg var 12, så.. 4 år nu.. I starten var det ikke så slemt, men det er blevet værre her for tiden.. Jeg føler en trang for det..

Min far ved ikke jeg gør det.. Og det skal han heller ikke, for så ender det med at jeg skal gå til psykolog igen.. Og det gider jeg ikke…

Jeg ved ikke om det er normalt for en som mig, men jeg har det som om jeg er langsomt ved at forsvinde.. Jeg har de her tanker, som jeg ved man ikke burde have.. fx. hvis jeg bliver irriteret eller sur på en.. forstiller jeg mig rive deres øjne ud eller hvis jeg står med en kniv ved siden af dem, hvad der endelig ville ske hvis jeg stak dem ned.. ikke at jeg kunne finde på det..

Jeg har haft selvmordstanker lige siden jeg var 12-13 år. Den eneste grund til jeg ikke har gjort det, er nok fordi jeg ikke vil være selvvisk.. Men jeg vil så gerne ende det… Jeg ved godt at andre personer har det være end mig og ville ønske de var mig, og ville med glæde gerne gave dem det, hvis jeg kunne.

Jeg ved ikke hvorfor.. men jeg føler mig bare så forkert, på så mange måder. Jeg føler mig alene.. Jeg ved der er personer der elsker mig.. Men jeg har det ikke sådan.. Og jeg ved også det min egen skyld jeg er alene… Hvis min familie viste, hvad jeg skrev til jer, ville de bleve så skuffede.. Eller… Jeg ved ikke…

Det er ligesom om, hver gang der er noget familie halløj, bliver jeg altid kritiseret.. fx. at jeg aldrig socialisere mig, at jeg er for stor og skal tabe mig, mine karakter, eller at jeg ikke har et job.

Jeg ville ønske jeg kunne få mig selv til at sige til min far hvordan jeg har det, for ved jeg har brug for hjælp.. men jeg vil ikke være en større skuffelse for ham.,

**
Har sikkert mere og skrive om, men kan ikke komme på noget, så derfor ville jeg spørger om nogle spørgsmål:

1. Har mit liv været dårligt nok til, at jeg kan tillade mig, at havde det som jeg har det (Med at cutte og selvmordstanker?? eller er jeg bare en forkælet unge der mangler opmærksomhed og er derfor at hun cutter, artig?

2. Burde jeg skrive til ham, eller skal jeg glemme ham fuldstændig?? For.. Holder meget af ham, men igen.. jeg er en kylling..

3. Hvordan kan jeg få hjælp, uden min far finder ud af det?

4. Er jeg en slem og selvisk person?? eller noget i den stil???

Det var nok det jeg ville jeg ville spørger om.. Undskyld, hvis brevet blev for langt..