Forladt og alene..

Kære pige

Hvor er det trist og sorgfuldt at høre, at din dejlige mor er død. Lige nu er du i et kaos af sorg, tristhed og tomhed. Sådan må det være, når den du elskede og var mest knyttet til, er død. Og alligevel har du overskud til at skrive til BørneTelefonen og bede om hjælp. Det er godt, for du har brug for hjælpen, og du har brug for, at der er nogen, der kan række hånden ned til dig i dit sorte hul, så du ikke skal være der helt alene.

Du spørger, om det er ok at give op, når du er den, der plejer at kæmpe for alle andre. Jeg tænker, at du har været rigtig god til at kæmpe for din mor i de år, hun var syg. Og måske har du også været rigtig god til at hjælpe andre end din mor. Men nu oplever du, at det er dig, der har brug for hjælp, og det er svært. 

Jeg tænker på, hvilket råd din mor ville give dig? Mon hun ville synes, at du skal give op, eller mon hun ville ønske, at du kæmper for dig selv og får et godt liv?

Jeg er sikker på, at du ved, hvad hun ville svare, for det lyder som om du og din mor har haft et rigtig godt og kærligt forhold til hinanden.

Selv om jeg ikke kendte din mor, vil jeg tro, at hun ville ønske, at du får et godt liv. Hun har fulgt dig kærligt i16 år, og I har sammen gået på livets vej. Nu skal du gå den vej uden din mor. Lige nu har du mistet orienteringen og kan ikke finde vej. Men tro mig, du skal nok finde den igen.

Den sorg du føler, fylder alt i dig lige nu. Det er vigtigt for dig selv og din sorg, at du deler den med nogen. Du skriver, at efterskolen prøver at hjælpe dig. Det er godt. Måske kunne du aftale med den lærer, du har mest tillid til, at du altid kan komme og snakke, når det brænder på. Samtaler kan ikke bringe din mor tilbage, men de kan gøre sorgen lettere at leve med. Måske kunne du fortælle om din mor til din lærer, vise billeder og i det hele taget mindes jeres tid sammen. Og det er helt i orden, hvis du græder og bliver ked af det. Det er jo fordi, du og din mor elskede hinanden.

Lige nu har du afvist at snakke med en psykolog, fordi du ikke synes, du er typen. Med det mener du måske, at du aldrig har haft brug for det før. Du har været den, der hjalp andre. Måske kan du på et tidspunkt mærke, at du ændrer holdning. Men lige nu er det allervigtigste for dig, at du deler din sorg med en person, du har tillid til.

Du skriver også, at der er nogle praktiske problemer om bopæl, når du er færdig med efterskolen. Det skal lærerne også snakke med dig om, og Socialforvaltningen skal kontaktes. Så kan I i fællesskab snakke om dine muligheder.

Der er en rådgivning, der hedder Børn, Unge og Sorg, som du nok kan have glæde af. De har flere forskellige tilbud om hjælp og støtte. Også Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning og støttegrupper for unge, der har mistet en forældre, også selv om dødsårsagen ikke var kræft.

Jeg håber, at mit svar til dig har givet dig en hånd til at komme videre. Selv om du ikke kan se lyset lige nu, er det er der, også for dig.

Mange kærlige hilsener og gode tanker sender BørneTelefonen