Kære dreng på 13 år
Tak for dit brev, hvor du fortæller, at du er blevet vildt forelsket i din grandkusine. Jeg håber, at mit svar måske kan give dig nogle ideer til, hvad du kan prøve.
Når jeg læser dit brev, kan jeg næsten mærke din forelskelse, og jeg tænker sådan på, om du mon har prøvet at være forelsket før eller om det er din første forelskelse?! Når man er forelsket er der desværre altid en risiko for, at den person, som man er vild med, ikke kan gengælde ens følelser. Derfor må man altså gøre op med sig selv, om fordele eller ulemperne er flest.
Måske har du allerede forsøgt at forestille dig, hvad det værste kunne være, hvis du fortæller, hvordan du har det. Du skriver i hvert fald, at du er ”bange for, at hun skal synes, at du er underlig”. Og til det har jeg lyst til at spørge – og hvad så? At fortælle andre, at man synes, de er søde - og måske endda at man er forelsket i dem - er et kompliment, og heldigvis holder de fleste mennesker at få et kompliment. Prøv at forestil dig, hvordan du selv ville have det, hvis der var en, der sagde til dig, at hun var vild med dig? Først ville man måske blive lidt overrasket og måske endda også synes, at den anden var lidt "underlig", men bagefter er jeg ret sikker på, at man - lige meget om man gengælder følelserne eller ej - ville være glad for at vide, at der var en, der kunne lide én.
Jeg kan ikke lade vær med at lægge mærke til, at du har skrevet, at du også tror, at hun kan lide dig – og det er da endnu et argument for at fortælle hende, hvordan du har det? Tænk, hvis hun har de samme følelser, men bare ikke tør at gøre noget ved det, fordi hun ikke ved, hvordan du ville reagere?!
Når man skal fortælle andre, at man kan lide dem, er der mange måder, man kan gøre det på. Der er ikke én rigtig måde, der er ”mest rigtig”, så derfor skal man vælge en måde, som der passer godt til en selv. Måske har du lyst til at ”advare” hende lidt i forvejen. Det kan du fx gøre, hvis du sender hende en sms og spørger, om I kan lave en aftale sammen, da der er noget, du meget gerne vil fortælle hende. På den måde ved hun, at du har noget på hjerte, som du gerne vil ud med, og det kan måske også hjælpe dig med at få det sagt, når I så ses. Det kan også være, at du hellere vil skrive et brev til hende, hvor du fortæller hende, hvordan du har det. Du behøver ikke komme med den helt store kærlighedserklæring, hvis du gerne vil starte med at mærke, hvordan hun måske har det, men du kunne fx fortælle hende, at du virkelig har det godt, når du er sammen med hende, og at du ville ønske, at I kunne være meget mere sammen, hvis det altså også er noget, som hun har lyst til? På den måde lægger du også op til, at hun har mulighed for at sige, hvordan hun har det med dig...
En anden mulighed, som du kan prøve, hvis du har lyst, er at vise hende dit brev hertil. I brevet får du nemlig klart og præcist forklaret, hvordan du har det - og så er det sødt, at du tænker så meget på hende, at du har brugt tid på at få et godt råd fra brevkassen..
Jeg håber, du kunne bruge mit svar og måske får sagt noget til din grandkusine?! Hvis ikke – eller hvis du har brug for et andet råd, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111. Hvis du tænker det er underligt fordi I er grandkusine og grandfætter, og på den måde er i familie langt ude, så er er der ikke noget i loven, der siger det er forbudt. Så er det mere, hvis du tænker det er underligt eller du er bekymret for at din familie synes det...? En grandkusine forstår man som, en af dine forældres fætters eller kusines datter. Det betyder, at du og din grandkusine har fælles oldeforældre.
Du kan også kigge lidt mere her https://bornetelefonen.dk/tema/forelskelse , hvor vi har mere information og gode råd.
De bedste hilsner
BørneTelefonen