Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forældre vil have, jeg skal ringe noget mere

Kære brevkassen,

Jeg er en pige på 15 år, som har en dejlig familie. Mine forældre er skildt, siden jeg var 7. Da de blev skildt var jeg rigtig glad, ja det er ikke noget man tit hører, men det var fordi de skændtes hele tiden, derfor var der ro og fred da de gik hvert til sit.

Jeg er stadig glad for det og har nu en bonusmor og bonus far. De er rigtig søde, men problemet kommer så nu:

Min bonusmor synes jeg skal begynde at ringe til min rigtige far når jeg er hos min mor. Det havde jeg så også gjort, hvis jeg tog mig sammen og turde. Jeg ved ikke med ordet turde, men det tror jeg godt man kan kalde det.

Jeg har det ikke så godt socialt og er en introvert, så når det kommer til at ringe, er det ikke så sjovt. Jeg hader det simpelthen og er vildt nervøs når jeg gør det, men jeg vil heller ikke have at min far skal tro at jeg er ligeglad med ham, for det er jeg ikke. Hvad skal jeg gøre???

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 15

Det er godt at høre, at du blev rigtig glad, da du hørte, at de skulle skilles. Det giver nemlig så meget fred og ro, når man ikke konstant skal høre på skænderier. Det er heldigt, at du har en mor og far, der er så gode til at være skilt. Og du har endda en bonusmor og en bonus far, der er rigtig søde.

Du skriver, at du er introvert og ikke har det så godt socialt. Så det med at ringe er ikke så sjovt. Faktisk bliver du helt vildt nervøs og tør ikke. Så det med at ringe til den forælder, du ikke er hos, er du slet ikke vant til! Det betyder jo på den anden side, at din far er vant til, at du ikke ringer - når du er hos mor. Din far vil derfor ikke tænke over, om du skulle være blevet ligeglad med ham.

Derfor kan det godt være, at det er svært for dig at slippe tanken alligevel. Hvis det er sådan, kunne du skrive et lille brev eller sende en mail til ham. I den kunne du fortælle, at du aldrig er ligeglad med ham og tænker på ham – selvom du ikke ringer, når du er hos mor. Så er er du helt sikker på, at han ved det. 

De fleste kender det med at være bange for noget - det er du ikke alene om! Det ville være godt, hvis du også kunne tale med din far, mor - eller måske bonus mor om, hvordan du har det med at ringe. Du kan vælge et tidspunkt, hvor du måske er alene med en af dem – og hvor der er fred og ro. Mange taler godt, når de fx kører i bil sammen. Nogle gange er det sværeste at få begyndt. Men de fleste oplever, at det går meget nemmere, når først de starter på at tale åbent om det, der er svært..

Vi taler på BørneTelefonen med mange unge, der er introverte og har det svært med det sociale. Hvis du en dag vil tale med os om det – kan du bare ringe til BørneTelefonen. Det er også en mulighed at tale med en anden rådgivning, der ved noget om at have det sådan - det er www.Headspace.dk. På den måde kan du også få øvet dig lidt på at tale om det, der er svært.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat