Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forældre skal skilles

Hej,

igår skændtes min mor og far, min far sagde mens jeg var i rummet “nej jeg gider ikke spise med jer, din mor har lige sagt at hun vil skilles”.

Det var ikke meningen at de ville sige det til mig. Tidligere den dag satte min far et tv op på mit værelse og imens talte han i telefon med hans ven, han sagde “jeg er lige igang med at sætte min datters tv op, selvom det skal tages ned om et halvt år”.

Med det tænker jeg han mener når de er blevet skilt og skal flytte fra hindanden. Så jeg ved godt at mine forældre nok skal skilles men jeg har ikke talt med dem om det.

Min lillebror (på 8) ved ik noget, og min mor har mange gange i dag spurgt om jeg var okay. Mit spørgsmål er om jeg skal tale med dem om det eller bare ignorere at jeg ved det indtil de fortæller det.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Sikke en svær situation du er blevet sat i. Men hvor er det godt, at du skriver til BørneTelefonen for at få hjælp.

Jeg forestiller mig, at det var rigtig ubehageligt for dig at overhøre, at din mor og far talte om at blive skilt. Det lyder som om, at særligt din far var frustreret og måske ked af det, og derfor kom til at sige nogle ting som ikke var så smarte.

Det var sikkert ikke meningen, at du skulle høre det, din far sagde. Men når vi bliver frustrerede eller vrede, kommer vi indimellem til at sige ting, som vi ikke mener og eller ikke burde. Det kender du måske fra dig selv?

Jeg tænker, at dine forældre gerne ville have fortalt dig det på en stille og rolig måde, hvis de skal skilles. Men nu skete det altså på den måde, at du hørte det, mens de var uvenner.

Når man først har hørt noget, kan man ikke lade som om, man ikke ved det. Jeg forestiller mig, at det har givet dig en masse tanker og bekymringer? Det er ikke let at stå i den situation, når man er 13 år.

Derfor tænker jeg også, at du skal tale med dine forældre om det, du hørte. Det er nogle svære ting at gå rundt med alene.

Måske vil det også være en form for lettelse for dine forældre, at du faktisk ved det? Så kan de få mulighed for at forklare, hvad der sker, og du kan få mulighed for at fortælle dem, hvordan du har det.

Hvis du synes, at det er svært at starte snakken, kan du eventuelt vise dem dit brev og mit svar.

Når du har talt med dine forældre, kan det være, at du har endnu flere tanker om skilsmisse – måske fordi din mor eller far ikke kan give dig et klart svar. Jeg ved fra andre unge, at det så kan føles som en hjælp at tale med en voksen fra Børnenes Skilsmissetelefon. Her kan man gratis og anonymt få hjælp til de tanker og spørgsmål, man har.

Her på BørneTelefonen har vi en temaside om skilsmisse. Her kan du læse gode råd og breve fra andre børn, hvis forældre skal skilles eller er skilt. Måske finder du der andre, som står i en lignende situation som dig eller som deler nogle af dine tanker.

Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111. Her sidder der en voksen klar til tale med dig og rådgive dig, hvis du har lyst til det. Det er også gratis og anonymt.

Jeg håber, at du får talt med dine forældre. Så kan dine forældre få at vide, at du har hørt, at de har talt om skilsmisse. Så får de muligheden for at få talt ordentligt med dig og sørge for, at I alle har det bedst muligt.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat