Kære du
Tak for dit brev. Jeg synes det er rigtig godt, at du har skrevet for jeg kan læse i dit brev, at du virker meget fortvivlet. Jeg ved, der er mange andre, der har det ligesom du og føler, at de ikke gør lige præcis dét eller kan lige præcis dét, som deres forældre ønsker. Det kan være en hård situation at stå i. Jeg er sikker på, at andre også vil få meget ud af at læse dit brev og måske endda mærke følelsen af ikke at være alene.
Når du skriver, at det kun er din hest der gør, at du ikke har taget dine piller, så bliver jeg i tvivl om, hvad du mener. Jeg forstår det sådan, at du har mærket tanker om selvmord. Mon det er rigtigt? Jeg synes det er rigtig sejt af dig, at du tør skrive det og endnu mere sejt af dig, at du også samtidig kan mærke, hvad det er der gør dig glad. Det er jeg meget imponeret over du kan, samtidig med at du også har det svært. Den evne tænker jeg, du skal prøve at holde fast ved.
Du har helt ret i, at du er som du er. Jeg tænker på, om det med at være som du er, hænger sammen med, at dine forældre ønsker, at du er klogere? Du skriver også, at der ikke er noget du kan gøre ved det. Nogle gange kan vi jo faktisk godt kan ændre nogle ting, men spørgsmålet er om vi har lyst til det. Det spørgsmål tænker jeg også på i den her sammenhæng: Har du mon lyst til at være, som dine forældre gerne vil have det? Og hvad mon det er dine forældre forventer af dig, når de råber, at du skal blive klogere... - har de fortalt dig det?
Jeg synes, det må være rigtig hårdt for dig, at du ikke har lyst til at komme hjem. Jeg tror, du er godt på vej til at kunne beskrive, hvordan du kan tænke dig, at det er derhjemme og det kan måske være med til at du kan få det bedre. Jeg vil gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvad du måske kan gøre, for at forandre situationen.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at dine forældre kan komme til at forstå, hvordan du har det med at være hjemme. Ud fra dit brev kan jeg forstå, at du har prøvet at snakke med dem, men at det ikke er gået så godt. Er der mon andre voksne, som du kan få til at hjælpe dig? Har du fx en lærer som du har tillid til, om som du kan fortælle om, hvordan du har det derhjemme? Måske vil den lærer så kunne hjælpe dig med at tale med dine forældre om det? Det kan også være, at du har en storesøster eller storebror, der kan være med i snakken? Nogle gange hjælper det, når der er andre end familien med til at snakke sammen, om dét der er svært.
Jeg har en fornemmelse af, at du føler dig rigtig godt tilpas på rideskolen, eller hvor din hest står. Er det mon rigtigt? Måske er der nogle voksne dér, som ser en helt anden side af dig end hvad dine forældre ser. Hvis der er det, kunne den voksne måske hjælpe til med at snakke med dine forældre. Tror du det kunne være en mulighed?
Jeg synes, at du i dit brev er rigtig god til at forklare, hvordan du kommer til at føle, når du er derhjemme – at du er i et sort hul, når du hører dine forældre tale om dig. Det sorte hul, forstå jeg som en måde der beskriver, at du ikke helt ved hvad du skal stille op og gøre ved tingene derhjemme... Jeg får en klar oplevelse af, at det, at de råber og skændes ikke hjælper dig, men gør dig utryg i stedet. Det kan jeg sagtens følge dig i, det hjælper ingen at blive råbt af eller skældt ud. Så når de fortæller dig, at du skal blive klogere - hvad er det så, de synes, du skal blive klogere på, og hvordan? Har de nogle forslag til hvad og hvordan du kan blive klogere? På hvilken måde kan de støtte dig, hvad mon de kan gøre anderledes for at hjælpe dig? Mon det er muligt at spørge dem om det, på en måde, hvor de forstå, at det vil være hjælpsomt, hvis de kan fortælle hvad I sammen kan gøre? Skal der noget særligt til, noget de kan hjælpe med eller er der andre muligheder som I kan finde frem til?
Jeg tænker på, om det mon ville være muligt for dig at skrive et brev til dine forældre? I brevet kunne du skrive om dine følelser ved at være hjemme. Du kunne også fortælle dem, hvorfor det er så rart at være ved din hest, og hvorfor du føler dig godt tilpas derude. På den måde kunne du give dine forældre nogle eksempler på, hvordan du ønsker, det skal være derhjemme.
Hvis du synes det er svært at forklare, kan du måske begynde med at stille dig selv disse to spørgsmål: Hvorfor har jeg det svært, når jeg er derhjemme? Hvorfor er det så rart at være ved min hest? Du har jo allerede forklaret noget af det i brevet hertil.
Jeg har givet dig to forslag til, hvad du kan gøre for at forandre situationen, du kan inddrage andre voksne i snakken med dine forældre, eller du kan skrive et brev til dine forældre. Det kan være du tænker, at du godt kan bruge en af ideerne men at du ikke ved, hvordan du skal komme videre. Hvis det er sådan, og hvis du har lyst til det, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Hvis du har lyst kan du læse dit brev og svaret højt og på den måde få hjælp til at komme videre. Man kan godt synes at en idé måske er meget god men ikke lige vide, hvordan man skal gribe den an.
Jeg tænker, at dit brev kan være et skridt mod vejen til, at din situation forandrer sig. Du har i hvert fald vist dig selv, at du har mod og styrke til at ændre på din situation, og det synes jeg er så sejt af dig.
Jeg vil ønske dig rigtig rigtig meget held og lykke med det hele.
De bedste tanker og kram fra BørneTelefonen
