Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forældre, nyt hus, og hjem fra USA

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S.

Hvor lyder det spændende med et ophold i Chicago i et helt år. Det må kræve mod at turde rejse hjemmefra så længe og så langt væk, og det lyder som om, at du i den grad har haft en skøn tid derovre, som måske også har modnet dig en del.

Det kan være noget af en øjenåbner at leve med en ny familie, og det lyder som om, at du har oplevet en positiv forskel i dit forhold til værtsforældrene. Det må have været ret svært at komme hjem til, at dine forældre og dit hjem er brudt op, imens du var væk.

Måske er det også på baggrund af den erfaring, du har gjort dig i løbet af det sidste år, at du nu lader til at være meget klar over, hvem du er, hvad du savner, og hvad du ønsker? Lad os begynde med hvem jeg fornemmer, at du er på baggrund af det, du fortæller i brevet.

Du lægger stor vægt på venskaber. Få og tætte venner som du stoler på, og som virkelig forstår dig. Du værner om dit personlige liv og har klare grænser for, hvor langt andre må invadere det. Du hviler meget i dig selv, og har ikke brug for at bevise noget over for nogen – du går ikke i panik over at misse en fest eller en date, men prioriterer meget klart at tilbringe tid med de mennesker, som betyder alt for dig, og som du har et nært forhold til. Selvom du måske ikke har lært det hjemmefra, så har du formået at udvikle meget tætte relationer til andre mennesker. Du er bevidst om, at det er vigtigt for dig at slå rødder, hvor du er og få følelsen af at høre til ét sted og have ro i sjælen dér.

Jeg synes, dit brev viser, at du har en utrolig stærk, afbalanceret og fin personlighed med meget klare værdier. Du er modig omkring at tage valg og kender dig selv rigtig godt.

Det eneste du kan gøre, som jeg ser det, er at blive ved at kommunikere dine ønsker og valg til din mor, dvs. tale med hende om det her, indtil hun accepterer dine valg. Det kræver, at hun accepterer, at du og hun måske ikke er så ens i jeres livsstil og behov. Tror du, at det kan være svært for hende at erkende? Ud fra det du beskriver om, at hun stadig tror, at hun er bedstevenner med din far, selvom hun har såret ham og ofte skændes med ham, lyder det som om, hun kan have tendens til kun at fokusere på det gode og kun at se det, hun selv gerne vil se. Kan der være noget om det, tror du?

Måske frygter hun reelt, at du går glip af noget, og måske er dette hendes måde at vise dig omsorg og kærlighed på. Jeg tænker, at dét at hun har stillet dig et slags ultimatum omkring din bopæl kunne tyde på, at hun har savnet dig, imens du var væk, og måske tror hun, at dét er en straf eller et fravalg af hende, at du lige nu foretrækker at falde til ro ved din far. Jeg gætter bare, men det kan måske forklare, hvorfor hun ikke giver dig den plads, du ønsker?

Hun skal måske have din hjælp til at forstå, at du elsker hende, men bare er meget anderledes end hun er, og at dét du vælger - det vælger du fordi, det er det bedste for dig, og det skal derfor ikke ses som et fravalg af hende?

Måske kan du vise hende dette brev, hvis du altså synes, jeg har forstået dit problem rigtigt. Jeg tror som sagt, at I nok skal finde en okay måde at være mor og datter på igen, som giver dig den plads, du skal have, fordi du er så klar over, hvad der skal til for at gøre dig glad.

De kærligste hilsner, BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat