Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forældre kan ikke lide min bedste veninde

Hej der.

For nogle måneder siden startede der en nye pige i min klasse, og vi blev meget hurtig bedste veninder.

Mine forældre har mødt hende, og syntes hun var sød og var glade for at jeg havde fået en god veninde.

Da vi havde været venner et stykke tid, fandt jeg ud af at hun er adopteret af to homoseksuelle mænd, og det har jeg intet problem med.

Men da mine traditionelle forældre fandt ud af at hun har to fædre, blev de oprevede og sagde jeg ikke måtte være venner med hende mere.

Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg vil ikke stoppe med at være venner med min bedste veninde, men jeg har heller ikke lyst til at gå imod mine forældre.

Hvad skal jeg gøre? Tak på forhånd.

Knus G.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Hold da op en ærgerlig situation at stå i. Jeg kan høre, at du helst ikke vil gå imod dine forældre. Det må være dejligt for dem, at du sådan respekterer dem. Samtidig har du dog også noget meget værdifuldt sammen med din veninde. Nogle mennesker har man det bare særligt godt med. Derfor synes jeg, det er rigtig ærgerligt, hvis du opgiver dit venskab med din veninde. 

Uanset hvad dine forældre måtte mene om homoseksualitet, så er det urimeligt at "straffe" din veninde for, hvordan hun er kommet til verden, hvordan hendes opvækst har været, og hvordan hendes forældres kærlighedsliv er sat sammen. Det er ikke noget, hun kan gøre for eller har haft indflydelse på.

Det er rigtig ærgerligt, at dine forældre har den holdning, de har, men jeg tror, at det handler om utryghed, som er blevet til på baggrund af uvidenhed. Hvis de ikke kender nogen, der er homoseksuelle, kan det være, at de har nogle fordomme, som gør dem bange og utrygge. Og derfor vil de gerne beskytte dig.

Jeg vil foreslå dig at tale med dem igen. Spørg, hvad det egentlig præcist er, der gør dem utrygge ved jeres venskab. Og hvad det er, der gør dem utrygge ved homoseksualitet.
Det, der er vigtigt for dem at forstå, er, at din veninde ikke er sine forælde. Hun er din veninde, og hun betyder en masse for dig og gør dig glad i hverdagen. Dine forældre behøver heller ikke at være sammen med hendes forældre, hvis de ikke har lyst til det. Det er i forvejen ikke så tit, at veninders forældre ser hinanden, når man har jeres alder. 

Jeg ved, at det er et meget svært dilemma at stå i, men det ville være meget urimeligt, hvis du skulle vælge din veninde fra på baggrund af dine forældres utryghed. Jeg mener, at så længe du ikke bliver udsat for livsfare, smittefare, dårlig indflydelse i form af kriminalitet eller dårlig opførsel overfor andre, så bør det slet ikke komme på tale, hvem du skal have lov til at blive venner med.  

Du er også 16 år nu. Derfor er det helt naturligt, at du begynder at løsrive dig fra dine forældre. Du vil sikkert opdage, at der er flere ting, I ikke har samme holdning til. Du har ret til at have egne holdninger og livsopfattelser. Det er vigtigt, at  både du og dine forældre lærer at respektere hinanden på trods af det. 

Det kan være, at dine forældre afviser at tale med dig om din veninde. Så synes jeg du skal bede om hjælp hos din lærer. Din lærer vil kunne tale med dine forældre og forklare, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at de forbyder jeres venskab. Det vil jo gøre dig ulykkelig, få din veninde til at føle sig forkert og fordømt og også kunne betyde, at I bare begynder at ses i smug. Og dine forældre vil nok foretrække, at I kan være ærlige overfor hinanden. 

Du kan eventuelt også tage kontakt til Landsforeningen for bøsser, lesbiske: http://lgbtungdom.dk/. De har en rådgivning ligesom BørneTelefonen, hvor man både kan skrive, ringe og chatte. Her kan du jo spørge dem, om de har erfaringer med, hvordan man takler forældre, der er utrygge ved homoseksualitet. De har garanteret en masse viden, de kan dele med dig.

Overvej også at vise dine forældre dit brev og mit svar. Og så er dine forældre meget velkomne til at ringe til ForældreTelefonen på 35555557, hvis de vil tale om, hvordan de skal tackle det her.

Jeg håber det allerbedste for dig og din veninde.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat