Kære pige på 13 år
Puha, det lyder da heller ikke særlig sjovt at blive skældt ud hele tiden. Hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig.
Jeg forstår godt, at du kan komme til at føle dig ensom, når du føler, at dine forældre ikke lytter til dig. Hvis man hele tiden føler, at man skal have skældt ud over de mindste ting, kan man nemt komme til at føle sig lidt alene.
Det kan føles som om, at de er 2 mod 1. Det er aldrig en rar fornemmelse. Især ikke når det er to voksne, som måske kan sige tingene på en anden måde end dig. Det kan gøre det endnu sværere at sige fra overfor dem. Kan du genkende det?
Jeg kan også godt forstå, hvis det går dig på, at dine forældre er anderledes overfor dine søskende: De lytter til dem, men ikke til dig.
Jeg tror de fleste mennesker ville synes, det var uretfærdigt. For det er ikke rart, når man føler at ens forældre ikke lytter til det, man siger.
Jeg tænker på, om det mon hele tiden er sådan? Eller er der også tidspunkter, hvor det er hyggeligt, og hvor du synes det er rart at være sammen med dine forældre?
Der er en grund til at jeg spørger. Jeg vil nemlig gerne vil have dig til at tænke over, om du kan finde et roligt og godt tidspunkt til en samtale med dem. For jeg synes, at du skal tale med dem.
Det behøver ikke at være et tidspunkt, hvor alting er helt perfekt. Det skal bare være en situation, hvor du måske føler, at der rart og roligt.
Måske fredag aften efter aftensmad? Lørdag formiddag til morgenmaden? Eller måske et helt tredje tidspunkt, der plejer at være godt?
Når du har tænkt lidt over det, kan det være at du har fundet på et godt tidspunkt. Så kan du overveje, hvad du gerne vil sige.
Jeg tænker, at du kan prøve at skrive et brev, hvor du kan øve dig lidt. Præcis som du har gjort herind.
Jeg vil gerne rose dig for det brev. I dit brev er du rigtig god til at beskrive din situation. Det er meget tydeligt, at du bare gerne vil have det godt med dine forældre.
Du skriver: De lytter altid, til hvad min søskende siger, men næsten ikke når jeg prøver at sige noget. Føler mig enormt ensom og vil tit bare gerne have min forældres hjælp til ting, men de gider ikke at lytte.
Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestille mig, at dine forældre måske slet ikke ved, at du gerne vil have deres hjælp. Det kan nemlig nogle gange være svært for forældre at se, hvad deres barn har behov for. Og hvordan deres barn egentligt har det.
For nogle børn og forældre ender samtaler meget ofte i skænderier. Så kan ens forældre tro, at man er vred. Selvom man faktisk bare er ked af det. Har du også prøvet det?
Måske håber du, at din mor og far kan se på dig, at du er ked at det. Men det kan forældre ikke altid. Derfor er det tit en rigtig god idé at fortælle dem det.
Måske du kan prøve at skrive et brev, hvor du fortæller om, hvordan du har det (ligesom du gjorde hertil)? At du ikke føler, de lytter til dig – at det gør dig ensom, og at du bare gerne vil have deres hjælp. Hvad tænker du om det?
Hvis du har mod på det, kan du få hjælp til at skrive et brev her.
Du kan vælge at vise dine forældre brevet – eller ej! Du kan vælge bare at tale med dem. Du kan også gøre begge dele. Det er helt op til dig og hvad der føles rart.
Det vigtigste er bare, at de finder ud af, hvad deres skæld ud gør ved dig, og dine forældre stopper med det. Skæld ud gør altid ondt – og derfor skal det stoppes.
Hvis du synes det er svært at skrive et brev, kan du måske næste gang sige: “Nu gør I mig altså rigtig ked af det igen” og så kan du måske gå ind på dit værelse eller et andet mere stille sted derhjemme?
Måske du også kan ringe til en ven eller gå udenfor og gå en tur, hvis de bliver sure. Man må gerne gå, hvis de skælder ud.
Måske det også kunne være en idé at tale med en anden voksen, hvis du ikke føler, at dine forældre lytter? Det kunne fx være en lærer, et familiemedlem eller måske en helt tredje. Måske du kan komme i tanke om en, som du stoler på og som kunne være god at tale med? Det er nemlig vigtigt, at du får hjælp til den ensomhed du føler.
Du er også meget velkommen til at ringe, sms’e eller chatte til BørneTelefonen 116 111, hvis du har brug for at snakke videre med en rådgiver. Vi sidder klar til at hjælpe.
Jeg vil slutte med at sige, at det er så sejt, at du har sagt det højt nu. Jeg ved fra andre børn, at det sværeste tit er at turde sige det højt første gang. Det har du gjort nu. Jeg håber, at du nu sidder med en oplevelse af at være blevet lyttet til. At det var rart at sige det højt.
Måske det også har givet dig mod til at tale med dine forældre. Jeg tror, at det kan hjælpe dig med at få det bedre derhjemme, så du kan bruge dit liv på andre gode ting.
Kærlig hilsen fra BørneTelefonen
