Kære pige på 15 år
Jeg kan godt forstå, at det ikke må være særlig fedt at dine forældre ikke kan enes. Du fortæller, at dine forældre tror at du og dine søskende vælger side. Jeg kan godt forstå, at det må være hårdt.
Du viser, at du forsøger at holde dig udenfor deres skænderier. Det viser en styrke, at du ikke blander dig, men at du holder dig objektiv.
Du og dine søskende skal have det godt og føle jer trygge derhjemme. Det er dine forældres ansvar at passe på dig og sørge for at du har det godt.
Derfor får jeg også lyst til at fortælle dig, at det hverken er din eller dine søskendes skyld, at dine forældre er uvenner. Nogen gange kan de voksne bare have det lidt svært.
Jeg synes faktisk, det lyder til, at dine forældre godt kunne bruge noget hjælp. Både så de kan få det bedre med hinanden, og så I børn ikke bliver fanget midt i det hele.
Jeg kommer til at tænke på, om dig og dine søskende mon har snakket med jeres forældre om hvordan I går og har det? Måske I kunne forsøge at tale med dem om, hvordan I oplever dem og de bemærkninger de kommer med om hinanden. Mon det kan hjælpe at I alle søskende går til dem sammen – det er nemlig ikke et ansvar, du skal stå med helt selv. Hvad tænker du mon om at tale med dine søskende om den ide?
Måske det kan være svært at sige højt til dine forældre, hvordan I har det. Derfor kan en ide også være, at dig og dine søskende skriver et brev til jeres forældre. BørneTelefonen har lavet en guide til, hvordan man skriver et godt brev. Hvis du har lyst, kan du læse mere om det på linket Skriv det til nogen.
Jeg oplever andre unge, der skriver til BørneTelefonen og fortæller om, at deres forældre er uvenner. Derfor er du og dine søskende ikke alene. Der er andre der har det som jer.
Nogen gange kan det være godt at tale med en anden voksen, om hvad der sker mellem ens forældre. Jeg tænker på, om du mon har en god lærer, et tæt familiemedlem eller en helt tredje, som du også kan tale med?
Det kan måske være rart, at det er en person som kender dig og din familie godt. Måske det er en bedsteforældre, som ved hvordan dine forældres forhold er. Den person kan være med til at fortælle dine forældre om, hvordan deres forhold påvirker jeres familie. Har du mon mod på at tale med en, du føler dig tryg ved, om jeres situation?
Hvis du nu finder ud af, at det slet ikke bliver bedre, selvom du og dine søskende måske får snakket med jeres forældre. Så kan dine forældre faktisk få hjælp fra kommunen. Kommunen hjælper mange familier, som har det svært med fx skænderier.
Din lærer kan hjælpe dig med at kontakte kommunen, men vi kan også hjælpe dig med kontakt, hvis du ringer til os på BørneTelefonen på 116111.
Du har allerede vist, at du er god til at bede om hjælp. Det tænker jeg, er en styrke du kan bruge, hvis I søskende vælger at tale med jeres forældre sammen. Så dine forældre for fremtiden kan få et bedre forhold til hinanden og passe godt på jer.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen