Forældre

Hej, kald mig bare x.

Jeg bor med min søster og med min mor. Mine forældre er skilt og har været det i længe, men de bor nu ikke langt fra hinanden, og ingen af dem har fundet sig ny, og jeg, som er en 17årige pige, har en lang række problemer, jeg godt kunne tænke mig at få respons på, eller bare i det mindste, lyttet til.

Min mor har depression og social angst, og det har hun haft siden jeg startede i skole. Hun får en del hjælp fra kommunen med diverse ting, og det self. Gået bedre med tiden. Men min mor arbejder ikke og er hjemme det meste af tiden, hvilket vil sige, at hun har en del fokus på, hvad vi børn går rundt og laver, og er en del dømmende -især for mig, da jeg er den ældste, men mit problem er, at min mor aldrig er forstående. Og hver gang jeg snakker med hende om det, eller hun kan mærke jeg er nede/sur, tror hun altid, at det er min fars skyld.

Jeg har ikke kontakt til min far, hvilket jeg selv har valgt, men min lillesøster derimod, har stadig kontakt. Grunden til jeg har valgt at frakoble kontakten er, fordi jeg følte han ikke var der for mig på samme måde, som han er for min søster. Jeg har altid været sådan et barn og teenager, som altid har syntes min far var pinlig for både venner eller til begivenheder, og jeg har altid bedt ham om at skrue lidt ned, fordi jeg aldrig brød mig om den opmærksomhed jeg har fået blandt folk, når min far gjorde mig pinlig berørt. Derudover drak han også en del derhjemme. Det gjorde han før skiltsmissen (hvilket skete i første klasse), og hvilket gjorde, jeg blev nødt til at passe min søster.

Generelt når jeg havde veninder på besøg, skulle jeg også passe min søster, da han mente, at det var synd for hende, at hun ikke kunne være med. Og sådan foregik det, helt op til fjerde klasse. Imellem tiden har mine forældre altid skændtes over telefon, nogle gange dukkede min far op hos min mor, og så gik det ellers løs med skænderierne, og imens, var jeg den voksne (selvom jeg stadig var et barn på daværende tidspunkt) og tog sig af min grædende søster, selvom jeg var lige så ked af det som hende. Skænderierne gik for det meste ud på at jeg tit og ofte have brokket mig over min fars opførsel, (udover de “små” ting jeg har nævnt, har han altid presset mig i skolen, selv i første klasse, men i og med jeg ikke lige frem var den bedste, og han valgte øllerne frem for at hjælpe mig, og jeg ingen hjælp kunne få hos min mor, fordi hun altid var ked af det og brugte en del af tiden at græde sig selv i søvne, var det ikke nemmeste, at skulle være den bedste fagligt i en klasse uden hjælp) og min mor tog sig af det og skældte min far ud for det.

Men min far har aldrig forstået hvor hårdt min mor har haft det med sin depression (som bl.a. kan skyldes en abort, han tvang min mor til at gøre og en masse andre ting), har han altid omtalt hende som doven og ynkelig, både direkte sagt til mig og til min mor. Daværende situation forstod jeg ikke præcist tingene, men at føle, jeg for det meste var i skyld i deres skænderier, har altid været en byrde på mine skuldre.

Derudover har min mor altid været “efter” mig med min vægt. Hun mente simpelthen at jeg var for tynd og for lav. Hverken min mor eller far er særlige høje, så det lægger til generne, men hun pressede mig stadig til at spise hele tiden. Hun skældte tit ud, hvis ikke jeg havde spist nok eller spist for langsomt. Og den dag i dag, er hun stadig lidt efter mig mht vægten og højden, men det er slet ikke slemt mere.

-Det skal lige siges, at jeg har en muslimsk baggrund, så allerede det med mine forældre blev skilt, skabte et dårligt ry om min familie og sådan er det bare med vores kultur. Man går MEGET op rygter og ry, og hvordan og hvad andre folk tænker om en. Hvilket også er skyld i, min far gerne ville ha jeg sku være den bedste i klassen, og min mor gerne vil ha jeg spiste mere så jeg kunne ta på og blive højere. Den eneste grund til de gik op i det var, fordi de andre muslimer sku se mig som et velfungerende og fornuftig ung pige.

Nu hvor jeg er 17, (med ingen kontakt til min far), og er i den alder, hvor jeg godt kunne tænke mig at feste, være sammen med venner og veninder, har min mor en del svært ved at accepterer det. Jeg må fx. ikke gå sammen med andre der ryger offentligt i frygt for andre muslimer ser mig, og måske får det indtryk af at jeg også ryger cigaretter -hvilket jeg ikke gør, og selvom jeg har sagt til min mor, hun ikke behøver mistænke mig med alle sine spørgsmål og beskylde mig for at lugte af røg.

Jeg må heller ikke drikke, og det er virkelig ikke tit jeg får lov til at tage til fester, og det gør bare, at jeg tit og ofte føler mig virkelig udenfor i mine vennegrupper, fordi jeg over halvdelen af gangene bliver nødt til at sige nej, selvom jeg virkelig gerne vil -og det er ikke kun fordi jeg vil være en del af noget og føle mig mere velkommen, men også fordi jeg nyder at være til fester og hyggedruk, jeg nyder virkelig det selskab og humør alle er i, og det er bare noget jeg tit og ofte går glip af, hvilket mange gange om dagen og sene aftener, kan få mig til at føler mig alene.

Jeg må heller ikke være sammen med min drengevenner medmindre der er mindst en pige til stede, men det føler jeg slet ikke, at hun skal bestemme. Jeg må ingen gang hænge ud med min homovenner, fordi hun ikke vil have, andre muslimer ser mig at gå med en eller flere drenge, fordi de vil betegne det som om jeg er beskidt pige med al for mange kærester på sig. Jeg får ikke lov til at overnatte hos min veninder mere, førhen fik jeg også kun lov til det 1 gang hver fjerde måned.

Men de gange hvor jeg har været til fester, har jeg drukket, jeg har efter skole tid tilbragt min tid med drengevenner og hver dag lyver jeg for min mor mht hvem jeg er sammen med efter skole. Det får mig til at få dårlig samtvittighed, men samtidige skal hun ikke bestemme så mange ting, og ha så stort et kontrol over mit liv.

Jeg er 17 år, og snart ansvarlig nok til at flytte hjemmefra (ifølge loven), men hun lader mig aldrig vise, jeg godt kan selv, og jeg tror det fordi, hun aldrig har ku gøre tingene selv og altid haft behov for andres hjælp mht ALT.

Skal jeg være ærlig, er jeg også virkelig bange for min mor. Ikke for at hun vil slå mig ned eller noget, men for al hendes skæld ud. Hun er meget temperamentsfuld og stædig og hun kan blive sur over, selv de mindste ting. Hvis jeg fx. ikke har rullet gardinerne ned når det er blevet mørkt, flipper hun ud. Hvis jeg har lagt vores morgenmadskrukke for tæt på de andre krukker, bliver hun også sur. Små ting som disse, kan gøre hende sindssyg dermed gør det også mig skør i hovedet, fordi jeg allerede skal tage hensyn til hende og hendes regler under vores tag.

Jeg er startet på et gymnasium og har på en måde svært ved at få venner. Jeg er en meget usikker person på mange områder, men samtidig også en stædig og bestemt person. På gangen på vej til min klasse, tænker jeg tit over hvordan andre folk kigger på mig og deres dømmende blikke, kan let gøre mig usikker. Jeg rækker aldrig hånden op i klassen, fordi jeg ikke bryder mig om den opmærksomhed jeg lige pludselig for og fremlæggelser er heller ikke ligefrem mig.

Men jeg kan snildt snakke med andre nye og bekendte mennesker, men så snart jeg har fundet min egen “gruppe” af vennekreds, kan jeg slet ikke åbne mig op. Jeg fortæller meget det overordnet. Fortæller at jeg ikke må være sammen med drenge, drikke eller feste det meste af tiden, og jeg joker for det meste af det, men alle de gange jeg fortæller det, tænker andre jo ikke over, hvor svært og hvor nemt sådanne nogle små ting kan fylde i mit liv.

Men jeg har heldigvis 4 bedstevenner, som ved alt det her, eller det meste af det her. Jeg ved at ingen af dem kan relaterer til det mine problemer, men jeg har de venner, og de lytter til mig, er altid en rar følelse, men desværre går vi ikke på samme gym og jeg ser dem sjældent, fordi vi hver især har travlt med arbejde, og når vi endelig har tid, er det altid de aftener, jeg ikke må komme ud, om så det er til en fest eller ej, jeg må de fleste gange ikke være ude efter kl 22-23.

Problemet her udover alle de åndsvage regler er, at jeg har fortalt min mor hvordan jeg har det med alt det her. Især med mit sociale liv blandt venner, men alligevel forstår hun ikke, og hun prøver ikke at forstå det. Og det er det eneste jeg har brug for. En støttende og forstående mor, der vil bakke mig op uanset hvad. En mor jeg kan snakke til om så det handler om fyre, fester eller bare skolerelaterede ting uden at hun skal komme med sin “mor-prædiken” eller hendes unødvendige konstruktive kritik. Og det har jeg fortalt hende om og om igen, men hun forstår det bare ikke.

Jeg prøver virkelig at forstå hende, men det er så fandens svært. Jeg bruger en del tid hjemme, og er faktisk tit sammen med min lillesøster (mere end hvad de fleste teenager tilbringer deres tid med deres søskende), jeg tilbringer også tid med min mor, om så det er en shopping tur nede i gågaden eller en her spontan gåtur, så er jeg der altid. Men hverken min mor eller far er der for mig på den måde som jeg ønsker, og det er der bare ingen af dem som forstår. Jeg får lavet mine lektier, og møder op på arbejde og betaler en del ting selv, og selv de gange min mor spørger om jeg vil have ekstra penge, takker jeg altid nej.

Jeg har før snakket med min moster om det (dog ikke så detaljeret som min besked her), og så hun måske kunne snakke med min mor om det, men det endte med de kom op i et kæmpe skænderi, og derefter blev min bedstemor og min onkel blandet i det. Og som altid, fik jeg skylden for det, fra både min onkel og bedstemor og de sagde at jeg skal begynde at tænke på min mor og ta hensyn til min mors helbredsmæssige problemer, men hvordan kan jeg det, hvis jeg ingen gang , kan sørge for mit eget smil på læben?