Hej dig på 14 år.
Tak for dit brev til brevkassen, hvor du flot beskriver hvordan det er hjemme hos dig.
Du skriver at du skændes med dine forældre om alt, og at du derfor er træt af at bo sammen med dem. Det lyder til at stemningen i jeres familie ikke er så rar lige nu, og at din mor måske mangler overskud pga. hendes sygdom.
Det lyder også til, at der har været stor opmærksomhed på jeres situation, og at mange ting har været sat i værk, for at hjælpe. Men situationen er ikke blevet meget bedre. Skyldes det mon at hjælpen ikke har været brugbar? Eller skyldes det måske, at I ikke har haft overskud til at foretage nogle nødvendige ændringer i familien? Uanset hvad, er det rigtigt godt, at du kan snakke med din far om tingene. På mig virker det bare som om, I begge har svært ved at bruge det, I har snakket om, bagefter i dagligdagen. Man skal virkelig være indstillet på at yde en indsats, hvis man vil ændre sin situation. Det kan godt betyde at man f.eks. skal undlade at sige sin mening, tie og samtykke, lytte uden at protestere, og i det hele taget lægge lidt bånd på sig selv. Det gælder især de voksne, fx når I spiser, så stemningen kan blive bedre. Den måde man snakker sammen i sin familie, kan være afgørende for hvordan stemningen er.
Det virker som om dine forældre er ivrige efter at opdrage på dig, og at du føler de bruger enhver lejlighed til det. Det føler du sikkert er belastende, og de føler sikkert ikke du hører efter? Men det lyder også som om de har for meget øje på de fejl du laver, og måske helt glemmer at rose dig for det du gør godt. Mon, det kan være sådan det er hjemme hos dig? Det er helt normalt, at mange teenagere oplever at forholdet til deres forældre er noget anstrengt, og når din mor samtidig har PTSD, så er det nok også en del ting hun ikke helt kan overskue eller holde til? Og det kan være svært for jer alle at holde til, og måske ønsker I alle at det bliver bedre hjemme hos jer, men kan ikke lige finde vejen dertil? Måske har det været rart at være i jeres familie før din mors depressionen og PTSD. Taler I mon nogen gange om det, eller om hvordan I kan hjælpes til at få det bedre? At I kan lave nogle aftaler sammen om at huske at rose hinanden, give et kram eller spille et spil sammen. Sådan så I får nogle positive oplevelser med hinanden. Mon i kan finde frem til det sammen?
Det kan også være at I har for en støtteperson i hjemmet, måske kan dine forældre tale med en sagsbehandler om det? Så i fik hjælp til at ændrer stemningen i familien
Du skriver, at du har mest lyst til at flytte væk, og det kan jeg godt følge dig i, for det kan være svært at holde til at være i skænderier og derfor kan du trænge til et frirum. Der er nogle muligheder som I kan tale om derhjemme og med din sagsbehandler. En mulighed kan være, at du kommer i noget man kalder aflastning, det kan være nogle dage i ugen eller om måneden hvor du er i en plejefamilie og er hjemme de andre dage. Det kan også være en venskabsfamilie gennem Red Barnet, det kan du læse mere om her http://www.redbarnet.dk/Venskabsfamilier.aspx?ID=131
En tredje mulighed kunne være at tale med din sagsbehandleren om komme på efterskole, det sker sommetider at kommunen gerne vil hjælpe med at betale for et ophold på en efterskole? Og hvis kommunen ikke vil det, kan det være at I derhjemme kan finde ud at hvor meget det vil koste hvis selv skal betale. Jeg ved at der gives tilskud efter hvor meget ens forældre tjener, altså at jo mindre de tjener jo mere kan man få i tilskud. Ville det mon være noget du og dine forældre kan undersøge sammen? Ellers vil jeg foreslå at du tager sagen i egen hånd, da du virker til at være en fornuftig pige, som er bevidst om sin egen situation.
En sidste løsning kan være, at beslutter dig for, at du ikke vil skændes med dem, lad være med at sige dem imod, også selv om du er uenig, lyt til hvad de siger, når I sidder og spiser, undgå at lade dig provokere. Idet hele taget, vis dig som den fornuftige teenager, der ikke hidser sig op, og tænk gerne inde i dig selv: ’I får ret og jeg får fred’.
Jeg ved ikke om du kan bruge mit råd, men tænk over det, nogen gange skal der kun små ændringer til fra en selv, for at løse store problemer. Har du brug for en mere direkte snak med en voksen, vil jeg anbefale dig at ringe til Børnetelefonen på 116 111, eller logge dig på vores chat.
De bedste hilsner
Børnebrevkassen.
