Brev

For mange regler !!!

Hej 🙂

jeg er en pige på 13 år, og mine forældre er skilt.

Jeg bor sammen med min mor, min mors kæreste, min lillesøster og min papbror.

Jeg kan godt lide min papfar, men nogen gange synes jeg godt at der kan være for mange regler. Fx når vi skal spise, så skal vi siddet ordenligt med vores serviet, og vi må ikke tørre noget op med vores stofserviet hvis vi har spildt. Og her for nygeligt lavede ham og min mor en regl om at man skulle vente med at tage noget mere mad, før alle havde spist op.

Jeg synes det er en latterlig regl, for det er ikke fedt at være den der sidder og spiser mens alle venter på en, og det er heller ikke fedt at side og vente på at alle andre bliver færdige med at spise, og så er der ingen andre jeg kender der har sådan nogle underlige regler om alt muligt når de skal spise.

Så her kommer spørgsmålet, skal jeg bare leve med de regler, eller skal jeg sige det til min mor? Ved nemlig ikke om hun bliver sur over at jeg siger det?
Håber i vil svare 🙂 knus en lidt forvirret pige 🙂

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Mange tak for dit brev. Hvor er det dejligt, at du skriver ind om noget, som mange børn og unge kender til – nemlig nye regler hos en papforældre og hvor svært det kan være.

Jeg kan sagtens forstå, at du synes, det er svært med alle de regler, når I skal spise – og særligt når det er nyt for dig. Aftensmaden er en af de få stunder, en familie har sammen i en travl hverdag. Så det er ærgerligt, hvis den stund gør dig irriteret og utilpas. Det skulle gerne være det modsatte – altså en stund, hvor I er samlet og får hygget, slappet af og snakket med hinanden.

Du stiller spørgsmålet, om du skal leve med reglerne eller sige det til din mor?
Jeg tænker ikke, at du bare skal leve med reglerne, hvis de gør dig utilpas. Så en ide kunne være at tage den/de regler, der gør spise-situationen svær. Måske serviet-reglen kan overleves – altså at det ikke er den værste af reglerne?
Men en ide kunne være at fremlægge dine tanker omkring, hvornår man må tage 2. gang, for både din mor og papfar. Jeg lagde mærke til, at du skrev, at du godt kunne lide ham, så måske det er bedre at sige det til både ham og din mor, fremfor kun din mor?

Du kunne – inden aftensmaden – bede dem om at sætte sig ned og så fortælle dem det, du også har skrevet her. Men undgå at bruge ord som ’latterlig’, for så føler din papfar og mor, at du ikke respekterer dem, og så kommer I galt fra start.

Prøv i stedet at gøre det tydeligt, at det er reglen, du ikke bryder dig om, fordi den får dig til at føle dig utilpas, hvis det fx er dig, der er den de alle venter på. Måske du kunne foreslå, at de andre ved bordet kan spørge den person, der endnu ikke er færdig, om det er OK at de tager 2. gang?

Nu ved jeg ikke hvor gammel din papbror er, men måske I kunne slå jer sammen og fremlægge jeres sag for din mor og papfar? Måske han også synes, det er en ærgerlig regel?

Jeg gætter på, at din papfar og mor ser en værdi i at have reglerne – altså er reglerne vigtige for dem og de mener nok også, at reglerne styrker din papbror og dig.
Men hvis der er en regel, der gør en utilpas, eller som man virkelig ikke forstår, så kan man jo prøve at tage snakken med dem, der laver reglen og se om der er en god grund til, at den er der. Måske går det op for dem, at det godt kan være på en anden måde, når de hører, hvordan det føles fra din side.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat