Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

føler ikke jeg er noget værd

Hej jeg en pige på 16 år
Jeg føler ikke, jeg betyder noget for min familie.

Mine forældre er skilt, og hver gang de surer på mig, siger de skrid ned til din far eller flyt op til din mor. Det kan godt få mig til at føle, jeg ikke betyder noget for dem. Selv på min konfirmation, var de surer og kede, og min far var blevet sur over noget dagen efter, og sagde jeg bare kunne flytte op til min mor, Men til mine søskendes konfirmation, gjorder de alt for at gøre det til en fantastisk dag. Jeg føler mine søskende er meget vigtigere end mig, og de får altid deres vilje, og jeg får at vide jeg skal snakke pænt.

Jeg fortalte min mor om, at jeg ikke føler jeg betyde lige så meget som de andre, og hun sagde hun nok skulle begynde at vise, hvor vigtig jeg er, men det snart en måned siden, og hun har ikke gjort noget, for at føle mig vigtig endnu.

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Tusind tak fordi du deler din historie med BørneTelefonen. Jeg vil gøre mit aller bedste for at hjælpe dig lidt på vej.

I brevet skriver du, at dine forældre er skilt. Du fortæller også, at når de er sure på dig, så siger de f.eks. ”skrid ned til din far” eller ”flyt op til din mor”. Jeg kan sagtens forstå, at det kan få dig til at føle, at du ikke betyder noget for dem.

Jeg forestiller mig, at det kan føles lidt som om, man kun er til besvær eller som om, at man er helt ligegyldig. Er det mon sådan, du føler det?

Ud fra det du skriver om din og dine søskendes konfirmationer, er det også helt forståeligt, at du føler, at dine søskende er vigtigere end dig. Selvom det jo er en rigtig god ting, at din mor og far gjorde alt for at gøre deres dag fantastisk, så lyder det ikke særligt sjovt eller rimeligt på nogen måde, at de ikke kunne finde ud af at være gode venner på din dag.

Derfor synes jeg også, at du har gjort det helt rigtige ved at fortælle din mor, hvordan du har det. Det er super godt gået. Og det er virkelig positivt, at hun gerne vil vise dig, hvor vigtig du er. Det siger noget om, at du faktisk ER vigtig for hende.

Nogle gange kan det være svært for skilte forældre at holde børnene uden for konflikterne. Og nogle gange er ens mor og far heller ikke altid så gode til at forstå, hvor svært det faktisk kan være for deres børn, når forældrene ikke kan finde ud af det og lader det gå ud over dem.

Det lyder som om, at din mor måske ikke helt har forstået, hvor meget det faktisk betyder for dig, at hun viser dig, at du er vigtig for hende. Så selvom du for en måned siden har fortalt hende, hvordan du har det, så tror jeg, at jeg ville tage en snak med hende igen, hvis jeg var dig. Måske synes hun selv, at hun viser dig, at du også er vigtig? Derfor kan det være en idé, at du måske fortæller hende, hvad du godt kunne tænke dig, at hun gjorde for at vise dig, at du er vigtig for hende. Nogen gange skal vi hjælpe hinanden lidt på vej.

Det kan også være, at det ville hjælpe, hvis du viser hende dit brev og mit svar på brevet. Så ville hun måske blive klar over, at du føler, at dine søskende er vigtigere end dig, og at det føles som om, at du ikke betyder noget for hende. Tror du, at det ville give hende en bedre forståelse for, hvordan du har det indeni?

Måske kan du også prøve at tale med din far om det? Det kan være, at han ikke er opmærksom på, at det han siger og gør, påvirker dig. Har du mon forsøgt at tale med ham om det?

Det er jo dine forældres ansvar at passe godt på dig. Men hvis din mor eller far synes, at det er svært at finde ud af, hvordan de skal få det til at fungere, så du har det godt derhjemme, er de velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon på 35 55 55 57. Her kan de f.eks. få gode råd til, hvordan de kan tage bedre hensyn til dig.

Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe eller smse til BørneTelefonen på 116 111 – eller chatte med os her: https://bornetelefonen.dk/chat/. Vi vil altid gerne tale med dig.

Jeg tænker også lige på, at det måske ville være rart for dig at vide, at der er andre unge mennesker, der har oplevet noget lignende. Prøv f.eks. at se det her brev fra Børn hjælpe Børn: https://bornetelefonen.dk/bornhjaelperborn/familie/skilsmisse-17/.

Jeg synes i hvert fald ikke, at du skal gå og føle, at du ikke er noget værd. Derfor tror jeg, at mit råd til dig vil være at tage en snak med din mor igen og forklare hende, hvor meget det faktisk betyder for dig, at du føler dig vigtig for dine forældre. Måske kan I to lave nogle aftaler, hvor det er jer to sammen og dage hvor I lige får talt om, hvordan det går.

Du virker som pige, der ikke er bange for at fortælle, hvordan du har det. Det har du i hvert fald gjort rigtig godt i det her brev. Jeg håber derfor, at du vil overveje at tale med din mor eller din far om det, så du ikke skal gå og have det dårligt. Dine forældre har trods alt et ansvar for, at du har det godt.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat