Kære pige på 14 år,
Det lyder som om, at du har en rigtig god føling med, hvad du synes er sjovt, og hvad du ikke synes er sjovt. Det er ret sejt, at du kan mærke, at du synes, niveauet på fodboldholdet er for højt, og at træneren stiller for store krav til, hvad I skal kunne.
Selvom du allerede har prøvet at tale med dine forældre om det, kunne du måske prøve at tale med dem igen? Har du mon fået fortalt dem, at det ikke er fordi, du ikke gider gå til fodbold? Men at det handler om, at du ikke føler, at du er god nok, og at det ikke er sjovt at være der, når I bliver presset sådan?
Har du en fornemmelse af, om de andre på holdet synes, at det er sjovt eller fedt at gå til træning? Eller er der flere, der har det ligesom dig? Hvis I er flere, der har det sådan, kunne det jo nemlig være, at dine forældre kunne snakke med træneren om forventningerne til holdet?
Hvis du tænker, at det er helt håbløst at prøve at tale med dine forældre igen, kan du måske også prøve at gå direkte til din træner? Hvis du fortæller ham, at du godt kan lide at gå til fodbold, at du synes, han er en rigtig god træner, men at du ikke føler, du er god nok til at gå på holdet – og derfor heller ikke altid synes, at det er rart og sjovt at være med, kan det være, at han har nogle gode tips til, hvordan det kunne blive sjovere for dig. Det kan også være, at han kender et andet hold, som måske ville passe bedre til det, du har lyst til?
Det skal være sjovt at gå til fritidsinteresser, og det er mega sejt af dig, at du kan mærke, at det ikke er sjovt for dig at gå på det hold, du går på lige nu. Der er helt sikkert noget, du og dine forældre kan gøre, så du får en fritidsinteresse, du bliver glad for.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen