Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Flytte hjemmefra som 14 årig

Hejsa,

jeg er en pige på 14, jeg er rigtig træt af at bo hjemme fortiden, og jeg ved godt det bliver hårdt arbejde at flytte allerede nu. Men er det muligt? Jeg har en voksen ven som siger det er lidt urealistisk allerede nu, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Min mor er psykisk syg så jeg er bange for at bo hos hende igen, da hun ret ustabil nogle gang. Min far er aldrig hjemme, fordi han arbejder fra klokken 14-24. Jeg har først fri klokken 15:15 så jeg ser ham aldrig i hverdagene.

Sådan har det været med ham siden jeg var 12. Jeg har Stortset klaret mig selv i 2 år. Så der er ikke rigtig noget der er nyt for mig med alt det praktiske, andet end arbejdede.

Jeg vil virkelig gerne ud herfra, og jeg har endda fundet en lejlighed, tæt på mine forældre. Er det muligt?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du, tak for dit brev.

Jeg tænker, at det er rigtig godt at du har skrevet herind, for det lyder som om, du går rundt med nogle store tanker omkring dit liv og din fremtid.

Når du beskriver, at du har været vant til at være alene og gøre nærmest alt selv, fra du var 12 år, bliver jeg bekymret for dig. Selvom du nu er 14 år, tænker jeg stadig, at du er et barn – eller hvert fald et ungt menneske. Jeg tænker, at du har behov for, at der er nogen i dit liv, der påtager sig voksenopgaverne, så du kan have tid til at fokusere på skole, venner og alt det andet teenagelivet bringer med sig.

Du fortæller, at du har en voksen ven, og at du har spurgt ham eller hende om det at flytte hjemmefra. Det er rart at høre, at du har en voksen i dit liv, du kan stole på og læne dig op ad. Jeg tænker, at din voksne ven har ret, når han/hun siger, at det er lidt urealistisk at flytte hjemmefra nu. Det kommer dog alligevel an på flere ting, så som dine forældres økonomi og kommunens indsigt i jeres familie. Derfor vil jeg herunder forsøge at beskrive, hvilke muligheder du har:

I de fleste kommuner findes der ungdomsboliger, som man kan skrive sig op til, såfremt ens forældre vil skrive under på lejekontrakten og betale huslejen. Dine forældre skal involveres, fordi du endnu ikke er myndig, og dermed skal de tage ansvaret for, at lejen bliver betalt. Som oftest er betingelsen, at den unge er under uddannelse, så det er som udgangspunkt ikke muligt at betale huslejen selv.

Hvis kommunen skal hjælpe dig med at flytte i egen lejlighed, kaldes det at blive anbragt. En anbringelse kan godt være frivillig, hvis både den unge og forældrene godkender anbringelsen. Det er dog langt fra sikkert, at det kan lade sig gøre. Kommunen skal først og fremmest vurdere, om anbringelsen er nødvendig, og derudover skal kommunen undersøge, om det er mest hensigtsmæssigt, at du flytter i egen lejlighed eller for eksempel til en plejefamilie. Det er med andre ord ikke bare sådan lige til at flytte hjemmefra, inden man er fyldt 18 år.

Kunne du i stedet for forestille dig at tage et år på en efterskole? Måske ved du ikke så meget om efterskoler, men det er skoler, man kan bo på og gå i enten 8., 9. eller 10. klasse. Mange efterskoler har forskellige linjer med forskelligt fokus. For eksempel kan man gå på en sportslinje, en kreativ linje eller noget helt tredje. Det er en god måde at lære nye mennesker at kende og være en del af nye omgivelser.

Hvis efterskole kunne være noget for dig, kan du prøve at spørge din skoles uddannelsesvejleder eller søge på forskellige efterskoler på nettet. Om efteråret afholdes Efterskolernes dag. Der er det muligt at besøge efterskolerne og dermed blive klogere på, om det kunne være noget for dig.

Uanset om du tænker at efterskole er en mulighed for dig eller ej, så synes jeg du skal tale med din far om jeres nuværende situation derhjemme. Jeg ved ikke, om du ønsker at bo hjemme, hvis det blev anderledes, men jeg synes det er vigtigt, at han ved, hvordan du har det. Du kan evt. vise dit brev og mit svar.

Måske har du lyst til, at en bisidder fra BørneTelefonen hjælper dig med at finde ud af, hvad mulighederne er i din kommune? En bisidder er en voksen, der kender lovgivningen, som kan støtte dig og fortælle dig hvilke rettigheder du har. Du kan læse mere om det her: En bisidder fra BørneTelefonen

Jeg håber, at du har fået svar på dit spørgsmål. Husk at du altid er velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen på 116 111.

Med venlig hilsen BørneTelefonen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Studenterrådgivningen

Psykologhjælp og andre tilbud til studerende på videregående uddannelse
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat