Flytte hjemmefra

Kære pige/dreng på 17 år,

Tak for dit brev. Det er dejligt at læse, at vi før har kunnet hjælpe dig. Men mest af alt hvor er det godt, at du bliver ved med at fighte for at få det bedre.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg om dig, at du er meget god til at beskrive, hvordan du har det, og du er god til at reflektere over dig selv. Det er alt sammen noget, som gør det lettere for dem, som skal være med til at hjælpe dig og finde en model til, hvordan du kan få det bedre derhjemme eller et andet sted.

Det er dine forældre, der har ansvaret for dig, til du bliver 18 år og kommunen vil kontakte dine forældre, hvis det handler om at flytte hjemmefra inden du er 18 år. Jeg tænker, at det er en god ide at kontakte kommune og få deres hjælp til jer som familie. De har pligt til at hjælpe, hvis noget ikke fungerer i familien. Dine forældre vil også kunne få råd og vejledning til, hvordan de støtter dig bedst. Der er også en åben og anonym rådgivning i kommunen, både til dig som ung og til familien samlet. Vil det være en idé i første omgang? Måske findes der et sted i jeres kommune, hvor du kan flytte hen og bo. Nogen gange får man det bedre sammen, når man bor hver for sig. 

Jeg kan godt læse, at du har og har haft mange udfordringer, og at du har fået hjælp til nogle af dem. Men som jeg læser dit brev, har du lige nu brug for professionel hjælp til at få stoppet selvskaden og få lysten til livet og hverdagen igen, og fundet en løsning omkring, hvor du skal bo.

Jeg forstår godt alle dine tanker omkring ikke at skuffe og gøre dine forældre kede af det. Men forældre kan holde til rigtigt meget. Der hvor det tit går galt er, når de bliver holdt ude af deres børns liv. Forældre ved tit godt, når deres børn ikke har det godt, men de ved ikke, hvad de skal gøre, og så forøger de med omsorgsfulde spørgsmål eller regler, som er møgirriterende og gør det hele meget værre.

Jeg tænker, at det ville være godt for dig og dine forældre, hvis I fik hjælp til, hvordan I kunne lytte og støtte hinanden. Du kommer ikke uden om din forældre, før du er 18 år, og jeg ved fra andre, der har haft det som dig med sine forældre, at der findes en løsning, hvor I kan støtte hinanden. Men det kommer ikke af sig selv! I skal alle sammen ville det og øve jer i at lukke op for hinanden. Man kan sig, at I skal lære hinanden at kende på ny.

Kunne du snakke med din psykolog om at få hjælp til at snakke med dine forældre? Hvis du har tillid til din psykolog, kunne psyologen være med i samtalen med dine forældre, og I kunne sammen lægge en plan for, hvordan I kom videre. Det kan tit være rigtigt godt at have en 3. part med, der kan følge op på, om alle har holdt deres aftale. Det kan også være at psykologen kan gå med på kommunen, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg ved godt, at det måske er et lidt irriterende svar, fordi der ligger lidt flere opgaver, du skal tage hul på. Men jeg håber af hjertet, at du holder fast i din vilje til at få den hjælp, der skal til for, at du kan få det bedre.

Du kan også, som du har gjort før - ringe til BørneTelefonen 116 111 og starte med at snakke med os igen - vi er klar til at lytte.

Kærlig hilsen BørneTelefonen