Kære Pige på 14 år
Tak for dit brev hvor du fortæller, at du vil tage til Stockholm til sommer og besøge din storesøster som du ikke har set i over tre år.
Jeg kan godt forstå at du er ked af ikke at have nogen kontakt til din storesøster og at du vil gøre alt for at komme til at se hende igen, jeg tænker dog at det måske er lidt voldsomt bare sådan at rejse hele vejen til Stockholm uden hun ved at du kommer. Hvad nu hvis den adresse du har fundet ikke er hendes adresse længere eller hvis hun ikke er hjemme…?
Du fortæller i dit brev, at du har prøvet at ringe til hende, men at det nummer du fandt på hende ikke virkede. Jeg ved ikke om du er klar over det, men når man skal ringe til udlandet skal man trykke en landekode”, ellers går opkaldet ikke igennem. Jeg ved at landekoden til Sverige er 0046. Det betyder, at du inden du trykker din storesøsters telefonnummer skal trykke 0046, gjorde du det da du ringede til hende, ellers var det måske et forsøg at prøve det?
Jeg tænker at det også kan være en mulighed at se om du kan finde hende på Facebook eller at sende et brev til den adresse du har fundet på hende, så I kan få noget kontakt inden du rejser op til hende.
Du har i mellemtiden sendt os et brev mere. Her beskriver du mere om hvad der skete dengang i jeres familien. Du skriver også, at din søster har en far der bor i Sverige - måske kan du kontakte ham og spørge ham om han ved hvordan hun har og hvor hun bor?
Jeg kan dog på ingen måde anbefale dig at rejse ud af landet uden en voksen, din far eller mor, har givet tilladelse. Måske kan du fortælle, at du savner din søster, og du gerne vil i kontakt med hende. Så kan du sammen med dine forældre finde ud af mere om hvor din søster bor, og om hun har lyst til at få besøg af dig. Det vil være så ærgerligt, hvis du rejser til Stockholm og hun ikke er hjemme, eller måske endda ikke har lyst til at lukke dig ind? Så det vil være bedst, hvis du via brev eller telefon, får kontakten først....så du også passer på dig selv, og først finder ud af, om hun er klar til kontakt igen....
Hvis du har lyst er du også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 hvis du har lyst til at tale med en af de søde rådgivere om det og se hvilke råd og idéer han eller hun har.
De bedste hilsner
BørneBrevkassen