Kære dreng på 14 år
Mange tak for dit brev.
Det er da en rigtig ærgerlig situation, du står i. Jeg kan sagtens forstå, at du ikke kan holde ud, hvis din mor hele tiden er sur på dig.
Har du prøvet at tale med hende om det?
Hvis du ikke har det, synes jeg, at du skal starte med at gøre det, inden du tænker videre over det med at flytte. Det ville jo virkelig være ærgerligt, hvis du skulle flytte fra alle dine venner, og det er ikke bare sådan lige at flytte. Der er mange ting, der skal falde på plads, og som skal laves om, hvis man flytter hjemmefra.
Når du taler med hende, er det en god ide at gøre det, når der er ro på; altså ikke midt i et skænderi, for så risikerer du bare, at stemningen bliver endnu dårligere, end du i forvejen synes, den er. Du skal altså finde et godt tidspunkt til det. Måske når I har spist aftensmad og sidder ved bordet, eller i en weekend, hvor du ved, at dine forældre ikke skal noget i løbet af dagen, så der er tid til at få snakket færdig.
Du kan med fordel prøve at skrive ned, hvad du tænker og føler; altså skrive et brev til din mor og far, så de forstår, at du er rigtig ked af situationen.
Jeg synes, at du skal skrive det til dem begge to, selvom det mest er din mor, det handler om. Og det skal du gøre, fordi de som dine forældre har et fælles ansvar for, at du trives og har det godt i hjemmet.
Du kan jo skrive (eller sige), at du synes, at det er så galt, at du har lyst til at bo hos din farmor. Jeg er sikker på, at når de høre, hvor meget det påvirker dig, så går det op for dem, at de må prøve at gøre noget for at ændre ved situationen.
Jeg tænker faktisk, at det måske i virkeligheden er noget andet end dig, din mor går og er sur over. Måske er der noget i hendes liv, der ikke helt fungerer, og som kan være med til at gøre hendes lunte meget kort, så hun nemt bliver sur og lader det gå ud over dig, og måske også over din far, som er hendes nærmeste.
Det er en meget typisk måde at reagere på, når noget ikke fungerer for én, men det er på ingen måde i orden at lade det gå ud over andre og slet ikke sine børn, som jo ikke bare kan gå deres vej, når de ikke kan holde det ud mere.
Du kan også vælge at tage en snak med din far først, så han bedre forstår dig, og så kan han og din mor tale om det bagefter. Hvis du har mod på det, vil jeg dog sige, at det vil virke stærkest og mest modent, hvis du selv bringer det op overfor dem begge.
Og jeg vil igen sige, at det kan være en god idé at skrive det i et brev, for så får du mulighed for at få det hele med, og du får mulighed for at "tale" uden at blive afbrudt.
Det er også vigtigt, at du selv er lydhør, når I taler sammen, for måske er der også nogle ting, du skal prøve at forstå og se fra deres side. Måske er der endda noget, du bliver nødt til at ændre på, så I alle sammen er med til at løse problemet.
Hvis det på ingen måder hjælper at tale med nogen af dem, og at det med at skrive et brev heller ikke får dem til at ændre på situationen, så synes jeg, at du skal tale med din farmor om, hvordan I har det derhjemme. Måske kan hun hjælpe til med at få løst problemet?
Du kan også altid tage kontakt til BørneTelefonen på 116111; enten ved at ringe, sms'e eller chatte. Det er gratis, og du er anonym.
Stort held og lykke med det!
