Kære pige på 14 år
Jeg forstår virkelig, at det er en meget stor forandring i dit og jeres liv. Det er svært, og det kan sagtens tage lang tid, før det hele føles ”okay” igen. Derfor er det også helt okay, at du synes det er svært, dumt og irriterende.
Så først og fremmest vil jeg sige, det er rigtig godt, at du har skrevet, så du ikke skal gå med det hele selv. Du har været så god til at beskrive, hvordan du har det.
Det er super hårdt, når ens forældre skilles. Og ligeså svært når ens forældre finder nye kærester, og også hvis der kommer nye bonussøskende til. For så skal alle lære hinanden at kende og måske også finde frem til en ny hverdag, nye holdninger og nye måder at gøre tingene på.
Du har allerede prøvet mange ting; Du har prøvet at være glad for din fars vegne, og du har prøvet på ikke at tænke på det.
Men du skriver også, at du alligevel synes, det er svært, og at det faktisk også gør dig ked af det, at din far skal giftes igen. Og selv når man er glad på andres vegne, kan man godt stadig blive ked af det eller sur samtidig.
Jeg fornemmer, at det fylder en del, at når du er på besøg kommer til at passe på og have ansvar for din bonusbror eller -søster. Mon din far ved, at du føler det på den måde? Og at du hellere ville, at det var anderledes?
Nu tænker jeg bare højt: Måske tror din far og kæresten, at du kan lide at være sammen med hendes barn? Måske prøver de at give jer tid til at lære hinanden at kende?
Jeg tænker, at det kan være en rigtig god idé at snakke med dem om, hvordan du gerne vil have det. For det er helt okay, hvis du ikke har lyst til at passe kærestens barn.
Det kan måske også være hjælpsomt at vise din far brevet her og mit svar? Du har nemlig været så god til at forklare, hvordan du har det. Eller måske du kan tale med en anden i familien, hvis du synes, det er svært at tale med din far om?
Du skriver også, at det er lidt irriterende med din fars kæreste, når hun blander sig og hjælper dig, når du ikke har brug for hjælp. Som du selv skriver, så tænker jeg også, at hun gør det for at være god ved dig og hjælpe dig. Men mon hun ved, at du ikke ønsker det?Mon du også har mod på at snakke med hende eller din far om det?
Nogle gange kan det også hjælpe at bruge tid sammen, for så lærer man hinanden bedre at kende. Er der noget, du måske kunne have lyst til at lave sammen med din fars kæreste? Hvis der er det, kan du måske foreslå hende eller din far, at I kan finde tid til at lave det sammen.
Jeg hører også fra mange andre børn og unge, der har stået i lignende situationer, at de stadig har brug for alene-tid med deres egen far eller mor. Måske er det noget, du kan genkende?
Hvis du har det sådan, kan du måske også snakke med din far om, at du savner ham og gerne – bare engang imellem – vil have lidt alene-tid med ham.
For når der kommer nye kærester og nye familier, så tager det lidt ekstra tid, og i farten kan de voksne godt til tider glemme, at man også nogle gange har brug for bare at være sammen med fx far alene. Derfor kan det være en god idé at minde ham om det.
Der findes også noget der hedder ”Børnenes Skilsmissetelefon”, som du kan fortælle om alle de tanker, du går rundt med. Deres nummer er 20600550. De har også børnegrupper, man kan være med i, hvor man kan snakke med andre, der også har forældre der er gået fra hinanden.
Jeg forstår, at det hele er gået hurtigt. Med flere oplevelser sammen og som tiden går, håber jeg, at du vil opleve at det bliver lettere. Ligesom jeg håber, at du vil blive ved med at bruge din fantastiske evne til at mærke efter og fortælle, hvordan du har det, og hvad du har brug for.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
