Kære dreng på 15 år
Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at du er ked af, at du nogen gange kommer helt op i det røde felt, fordi du føler at din familie ikke vil høre efter hvad du siger. Det er ikke rart at komme helt derud, hvor man bliver så rasende, at man kommer til at kaste rundt med tingene, fordi man ikke helt hvad man skal gøre af alt den vrede og frustration over, ikke at føle sig forstået.
Du giver som eksempel en fodboldkamp som du gerne ville have set, men ikke kunne komme til, fordi din mor ikke ville købe den tv pakke, og din far heller ikke havde fikset det. Jeg forstår selvfølgelig godt at du gerne ville se den kamp, og jeg tænker at du nok går meget op i fodbold. Mon ikke det er rigtigt?
Nogen gange kan man ikke det man så gerne vil, og så kan man blive vred over det. Men det behøver ikke at betyde at dine forældre ikke vil dig det godt, måske syntes din mor bare ikke at hun vil bruge penge på den tv-pakke, eller måske har hun ikke råd til det, og det må hun jo bestemme som den voksne.
Måske kan du finde et fritidsjob, så du tjener lidt penge til fx at betale for tv-pakken med sport. Eller måske lave en aftale med en af dine kammerater som har tv-pakken, om at se kampene sammen med ham? Du kan evt. tage popcorn med, eller hvad I kan aftale. Jeg ved ikke, om det er en mulighed for dig?
Men jeg forstår rigtig godt, at du kan blive ked af det, hvis du ikke føler at I kan tale godt sammen om tingene, og at du kunne ønske at du blev hørt mere på, så du ikke behøves at blive så vred. Kunne du mon sige til din mor og far, at du gerne vil have at I kan tale bedre sammen, fordi du er ked af det når du bliver så vred?
Jeg tænker, at de nok også godt kunne tænke sig at I kunne blive bedre til at tale sammen, så de måske gerne vil være med til at øve sig sammen med dig. Det kan være, at I kan øve jer i at give hinanden taletid, uden at blive afbrudt - det kan fx være to minutter på skift til hver. Det kan være, at I kan begynde med at sige nogle positive ting om hinanden og jeres familie, så I får øje på det der er godt. Mon, I har lyst til at give metoden her en chance, så det ikke er skænderierne der fylder det hele mellem jer? Jeg håber, at I er friske på at prøve...
Du må også meget gerne ringe til en rådgiver på 116 111 hvis du har lyst til at tale mere med en voksen om det? Du kan ringe på hverdage fra 11 - 23, og i weekender 11 - 19.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen