Brev

Far og had

Hej Børnetelefonen

Jeg har et problem. Jeg tror jeg hader min far. Det hele kommer nok af, at jeg fandt ud af, min far var min mor utro, og nu synes jeg nok, det er hans skyld, at mine forældre blev skilt.

Min far har en kæreste, som jeg hader. Hun er yngre end ham, hvilket jeg slet ikke bryder mig om, men det værste er når hun prøver at fremstå gammel eller, når hun hele tiden er efter min lillesøster eller, når hun tror hun kender mig så godt. Jeg hader mit liv når hun er til stede, og det giver jeg ham nok ogs’ skylden for.

Mig og min far har haft nogle voldsomme skænderier, hvor han har måtte holde mig, så jeg ikke gik ud af døren. Jeg har prøvet flere gange bare at gå uden han ved hvorhen, og så er jeg gået hjem til min mor, hvor jeg så har været i 2 måneders tid uden at snakke og skrive med ham.

Men jeg ved ikke om jeg kan hade ham eller om det bare er overfladisk. Jeg ved det virkelig ikke…!

 

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Tak fordi du skriver om noget, der fylder rigtig meget for mange skilsmissebørn. Når familier bliver skilt ad, og livet ændrer sig kommer mange børn/unge i kontakt med følelser, der ikke har været der på den måde før - og det er helt ok. Du er ikke forkert, fordi du er vred og føler, at du måske hader din far. 
Jeg tænker, at der måske under din vrede er en sorg, som du ikke helt ved, hvordan du skal håndtere. Derfor kan vreden komme til at fylde endnu mere og gøre det svært at mærke, at du er ked af det. Kan det være sådan?

Måske er det din fars utroskab, der er grunden til, at din mor og far blev skilt. Måske ikke. Tit er en skilsmisse en slutning på et forløb, hvor mor og far ikke har formået at passe på hinanden og deres forhold. Det er derfor meget sjældent den enes forældres skyld. 

Jeg ved ikke, hvor meget du har talt med din mor og far om skilsmissen. Men måske kunne det være godt for dig at fortælle, hvordan du har det. Du kunne også sige, at du har det rigtig svært med at vide, at din far har været din mor utro. Det kan din far sikkert godt forstå. 

Samtidig tænker jeg også, at det er vigtigt, at du og din far får en snak om, hvordan det er for dig, at han har fået en ny kæreste. Mange børn synes, det er svært, at de pludselig skal bo sammen med en, de ikke rigtig kender. Og det kan tage lang tid, før man rigtig får lært hinanden at kende – måske prøver din fars kæreste faktisk sit bedste. Men da hun ikke kender dig, kan det være svært at vide, hvad hun skal gøre. Har I fået talt sammen, bare jer to?

Det kan også være, at du savner at lave nogle ting alene med din far – uden hans kæreste. Ville du have lyst til at foreslå ham, at I to lavede noget sammen?

Det kan også være, at det ville være mere rart at tale med en anden voksen, du har tillid til, fx din lærer. Det lyder som om, at det kunne hjælpe dig, at få talt om noget af alt det, der fylder inden i dig. Hvis du ikke er klar til at tale med nogen endnu, kunne det måske være en hjælp at skrive ned, hvordan du har det. Så får du det lidt ud af dit system og kan kigge på det med andre øjne.

Du er altid velkomme til at ringe til BørneTelefonen og få en snak med vores frivillige rådgivere.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat