Familieproblemer: Hvor skal jeg bo for at føle mig hjemme?

Hej Børnetelefonen,
Jeg er en pige på 16 år, der bor med min mor. Mine forældre er skilt, og jeg har boet fast hos min mor siden de blev skilt for mange år siden. Allerede der besluttede mine forældre, at mine søskende og jeg kun skulle være hos min far hveranden weekend. Dette passede ham bedst, da han har forholdsvist travlt med arbejde og ikke selv ønskede ansvaret for os så mange dage i ugen (hverken min mor eller far ønskede, at vi skulle have 7/7-ordning)

Jeg har derfor boet med min mor og mine søskende i godt 8 år nu, og er startet i gymnasiet, men mit gymnasie er langt væk fra min mors bopæl, hvilket betyder, at jeg skal med offentlig transport hver eneste morgen. Min far bor blot 1 kilometer fra gymnasiet.

Her er mit problem: siden jeg blev teenager har jeg haft utrolig mange problemer med min familie. Skænderierne har både været med min mor, far og søskende, men det er især min mor, som jeg oplever problemer med. Hun stiller utrolig mange krav til mig som datter. Jeg gør det godt i skolen og er godt opdraget, men lige meget hvad jeg gør, formår hun altid at finde fejl i det, jeg foretager mig. Hun sætter mig til at støvsuge og kritiserer derefter hver eneste lille hjørne, hvor hun kan finde snavs eller støv. Hun gør meget for at holde hjemmet rent og det har jeg respekt for, så jeg forsøger mit bedste, men alligevel har hun altid behov for at finde fejl. Vores skænderier handler både om små hverdagsting som rengøring og madlavning, men også om de beslutninger, jeg f.eks tager. Jeg har netop fået arbejde og tjener derfor langt mere end hvad jeg nogensinde har fået i lommepenge. Derfor bruger jeg selvfølgelig også flere penge, end jeg plejer at gøre, hvilket ofte får hende til at sige til mig, at “jeg ikke kan styre egen økonomi”, “kaster rundt med penge” og “aldrig kommer til at klare mig i samfundet, så jeg ender op med at være på kontantløn”

Disse eksempler er blot nogle af de helt små, dumme konflikter vi har i løbet af en almindelig hverdagsuge. Problemet ligger i, at hun er utrolig sensitiv og temperamentsfuld, hvilket gør, at hun ofte ender ud i at fuldkommen nedgøre mig i alt hvad hun siger. Jeg oplever g
f.eks ofte følgende nedgørelser: “forfærdeligt menneske”, “uden nogen som helst følelser”, “til at skamme sig over” og andre nedgørende ord, der får mig til at få det psykisk dårligt.

Jeg oplever derfor til dagligt at blive chikaneret og nedgjort af min mor, og af til oplever jeg endda, at hun tager hårdt fast i min arm. En gang lukkede hun mig endda inde i vores kosteskab, fordi jeg havde problemer med at pakke støvsugeren sammen og hun synes, at jeg var i vejen.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte glemmer opgaver, kan være ret desorienteret og klodset, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan tolere hendes opførsel overfor mig. Jeg forsøger at ændre mig, men det er utrolig svært, når det er sådan jeg altid har været.

Min far forstår godt min situation. Vi har snakket om, at jeg eventuelt kan bo hos ham enkelt dage, da dette både skaber lidt ro mellem min mor og jeg (vi fungerer bedst alene på tidspunkter, hvor hverdagen ikke stresser os. F.eks en weekendaften, hvor mine søskende ikke er hjemme) og fordi han bor langt tættere på min skole og mine venner, som jeg føler mig afskåret fra, når jeg bor så langt væk.
Da min far forslog dette til min mor reagerede hun meget voldsomt og ignorerede mig i tre dage. Hun talte ikke til mig (kun når der var aftensmad eller når jeg skulle udføre opgaver), hvilket gjorde mig utrolig rastløs og ked af det, selvom jeg på mange måder foretrækker slet ikke at snakke med hende, fordi det altid ender i konflikter.

Min far samlede min mor og jeg til en samtale, der gik ud på at få os til at komme frem til en forståelse. Min mor havde set forslaget som et angreb mod hendes evne som alenemor og mod alt det, hun påstår hun har gjort for mine søskende og jeg (blandt andet betalt for privatskole og sørget for, at vi ikke blev skilmissebørn med 7/7-ordning)
Siden da har vi ikke fundet en løsning, men jeg har op til flere gange overnattet hos min far f.eks i forbindelse med fester, der var i nærheden af min skole og dermed hans bopæl. Jeg får mere og mere lyst til at flytte over hos min far (ihvertfald så mange dage som muligt på en normal skoleuge)
Som sagt har min far aldrig ønsket at have os alle dagene, men han har ikke noget imod, at jeg opholder mig der enkelte dage på ugen, så længe det er aftalt på forhånd.

Mit spørgsmål er derfor. Hvad skal jeg gøre? Jeg ønsker ikke at bo hos min mor. Hun nedbryder mig psykisk hvert eneste dag, hvilket går ud over min skolegang og mit psykiske helbred. Hvordan skal jeg lave en ordning, der sørger for, at jeg har det bedst muligt? Skal jeg evt tage kontakt til kommunen og spørge, om de vil hjælpe? Jeg ved at det vil gøre min mor utrolig ked af det igen, men jeg ønsker ikke at bo et sted, hvor jeg ikke kan slappe af og konstant skal bekymre mig om, hvilket humør min mor er i.

Håber I kan hjælpe mig.