Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

familieproblemer

Hejsa

1. problem

Jeg ved ikke om min mor, har slået min lillesøster.

I dag havde vi et stort skænderi. Min lillesøster har som altid svært ved, at finde noget tøj hun kan tage på. (Hun er meget opmærksom på, om det er pænt, eller om det kradser osv.)

Min mor, far og søster skulle ned til min mormor for første gang i lang tid. Jeg skulle ikke med, da jeg skulle forberede mig på noget skolearbejde.

Anyways, min lillesøster havde så fået den idé, at hun ikke skulle med ned og besøge min mormor.
Min mor flippede så helt ud, og sagde at vores mormor er gammel og at vi ikke ved, hvor længe hun vil være her endnu. Det er jeg også helt enig i.

Efter lidt råben og skrigen, tramper min mor ind på min søsters værelse. Jeg kan ikke høre noget klask eller noget, bare ren stilhed. så råber min mor, “Du skulle bare have været født i en burka, og have født dit første barn! Så kan du kraftedeme lærer det ka’ du!” og andre tarvelige ting om min søster.

Da min mor så kommer ind på mit værelse for at sige farvel (da de skal kører ned til min mormor) spørger jeg hende, om hun har slået min lillesøster. Hun siger så, “Hun skal være heldig, at jeg ikke lossede hende i røven! Det er lige hvad hun fortjener!”. Jeg bliver så i tvivl, om hun rent faktisk har slået min søster, eller om hun har behersket sig selv.

Min mor er ikke lige sådan at tale med. Hun lytter aldrig rigtigt til andre end sig selv, når det handler om opdragelsen af børn.

2. problem

Jeg har som sagt, en meget streng mor. Her på det sidste, har både min mor og min far truet mig med, at sende min på efterskole. De kan ”ikke holde ud at være sammen med mig længere”. Jeg laver åbenbart for meget ballade ifølge dem, og mener at jeg har en attitude når jeg taler.

Jeg har den bedste klasse lige nu, med få, men gode venner. Jeg har flyttet skole 4 gange og nu har jeg endelig fundet noget godt. Både rigtig gode venner og virkelig god undervisning.

Måske har jeg en attitude og hvis jeg har, så vil jeg gerne slippe af med den. Men kan mine forældre godt sende mig på efterskole, hvis jeg ikke selv vil?

Hvad skal jeg gøre?

Mvh.
-Mig-

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig,

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig. Det lyder som om du og din søsters grænser overskrides af din mor, og at dine forældre har svært ved at forstå hvordan I har det.

Forældre må hverken bruge psykisk (fx nedgøre, true) vold eller fysisk vold (fx slå, losse, skubbe). Børn har ret til at blive passet godt på derhjemme.

Det lyder som om, din mor havde svært ved dette, da din søster sagde hun ikke ville med ned til jeres mormor. Uanset om din mor har slået din søster eller ej, er situationen meget ubehagelig og utryg for dig og din søster.

I dit brev fornemmer jeg, at du godt ved, at det er forbudt at være opføre sig på den måde. Og I har brug for noget hjælp…

Hvis man ikke er tryg hjemme, kan det være svært selv at bede om hjælp. Ofte tænker børn: ”Hvad sker der mon med vores familie, hvis jeg fortæller det til nogen?” og ”Vil min forældre blive sure på mig, hvis jeg siger det til andre?”

Ud fra dit brev, tænker du måske også: “Sender mine forældre mig på efterskole, hvis de opdager jeg har fortalt det til nogle?”

Du skal vide, at jeres familie har ret til at få hjælp, så jeres forældre kan få hjælp til ikke at bruge hverken psykisk eller fysisk vold.

Den hjælp kan de få gratis i kommunen, hvis man snakker med sin kommunes børne- og familieafdeling om det. En lærer eller en anden voksen du er tryg ved, kan hjælpe med, at der kommer hjælp til jeres familie, hvis du fortæller dem om det, I oplever.

Voksne har pligt til at tage kontakt til kommunen, når børn fortæller, at de ikke er trygge derhjemme.

Når jeg læser dit brev, ser jeg en meget stærk pige for mig. Du beskriver, hvordan du spørger din mor direkte, om hun har slået din søster – det er meget modigt, skal du vide.

Du er også god til at se de positive ting omkring dig. Du beskriver, at du har få, men gode venner og at du er glad for undervisningen, der hvor du er nu. Du kæmper for at holde fast i de følelser, der gør dig glad, og det er stærkt gået.

Jeg kan fortælle dig, at jeg har talt med andre børn og unge, der har været i samme situation som dig med efterskoleophold, og det er sådan, at dine forældre kan bestemme, hvad de synes er bedst for dig indtil du er fyldt 18 år.

Det betyder, at de godt kan bestemme nogle ting, som du ikke er enig i, fx om du skal på efterskole, men du har altid ret til at sige din mening om det, de beslutter.

Jeg synes du skal prøve at tale med din lærer omkring dine forældres overvejelser om efterskole. Din lærer kan hjælpe dig med at tale med dine forældre, om at du har det godt dér, hvor du er lige nu, og at du ikke ønsker at komme på efterskole.

Jeg håber, at brevet gav dig de svar, som du søgte. Hvis du eller din søster har brug for nogen at tale mere med, så har I altid os på: 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat