Brev

familieproblemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig,

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig. Det lyder som om du og din søsters grænser overskrides af din mor, og at dine forældre har svært ved at forstå hvordan I har det.

Forældre må hverken bruge psykisk (fx nedgøre, true) vold eller fysisk vold (fx slå, losse, skubbe). Børn har ret til at blive passet godt på derhjemme.

Det lyder som om, din mor havde svært ved dette, da din søster sagde hun ikke ville med ned til jeres mormor. Uanset om din mor har slået din søster eller ej, er situationen meget ubehagelig og utryg for dig og din søster.

I dit brev fornemmer jeg, at du godt ved, at det er forbudt at være opføre sig på den måde. Og I har brug for noget hjælp…

Hvis man ikke er tryg hjemme, kan det være svært selv at bede om hjælp. Ofte tænker børn: ”Hvad sker der mon med vores familie, hvis jeg fortæller det til nogen?” og ”Vil min forældre blive sure på mig, hvis jeg siger det til andre?”

Ud fra dit brev, tænker du måske også: “Sender mine forældre mig på efterskole, hvis de opdager jeg har fortalt det til nogle?”

Du skal vide, at jeres familie har ret til at få hjælp, så jeres forældre kan få hjælp til ikke at bruge hverken psykisk eller fysisk vold.

Den hjælp kan de få gratis i kommunen, hvis man snakker med sin kommunes børne- og familieafdeling om det. En lærer eller en anden voksen du er tryg ved, kan hjælpe med, at der kommer hjælp til jeres familie, hvis du fortæller dem om det, I oplever.

Voksne har pligt til at tage kontakt til kommunen, når børn fortæller, at de ikke er trygge derhjemme.

Når jeg læser dit brev, ser jeg en meget stærk pige for mig. Du beskriver, hvordan du spørger din mor direkte, om hun har slået din søster – det er meget modigt, skal du vide.

Du er også god til at se de positive ting omkring dig. Du beskriver, at du har få, men gode venner og at du er glad for undervisningen, der hvor du er nu. Du kæmper for at holde fast i de følelser, der gør dig glad, og det er stærkt gået.

Jeg kan fortælle dig, at jeg har talt med andre børn og unge, der har været i samme situation som dig med efterskoleophold, og det er sådan, at dine forældre kan bestemme, hvad de synes er bedst for dig indtil du er fyldt 18 år.

Det betyder, at de godt kan bestemme nogle ting, som du ikke er enig i, fx om du skal på efterskole, men du har altid ret til at sige din mening om det, de beslutter.

Jeg synes du skal prøve at tale med din lærer omkring dine forældres overvejelser om efterskole. Din lærer kan hjælpe dig med at tale med dine forældre, om at du har det godt dér, hvor du er lige nu, og at du ikke ønsker at komme på efterskole.

Jeg håber, at brevet gav dig de svar, som du søgte. Hvis du eller din søster har brug for nogen at tale mere med, så har I altid os på: 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat