Kære dreng på 14 år.
Tak for dit brev til brevkassen. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det er godt du skriver hertil, det lyder til I hjemme i familien er noget presset for tiden.
I dit brev, lægger jeg mærke til, at I hjemme i familien har fået en familierådgiver tilknyttet, hvordan mon det har været…? Har det været hjælpsomt, for jer som familie? Du skriver ikke noget om, hvordan familierådgiveren skal hjælpe jer derhjemme. Der er rigtigt mange måder, I som familie kan støttes og hjælpes. I hele den proces er det vigtigt, at I alle føler jer hørt og set.
Har du mon tid alene med rådgiveren, hvor det er dig der kan tale om, din oplevelse af jeres hverdag derhjemme...? Alt efter hvordan støtten er, tænker jeg, at det kan være en mulighed for dig for, at fortælle om dine oplevelser og følelser i forhold til situationen hjemme ved jer. Hvis du har mulighed for at tale med rådgiveren alene, har du også tid og ro til at blive hørt og få råd af familierådgiveren, uden at resten af familien lytter med. Mon det vil en ide, der kan hjælpe dig?
Jeg tænker det måske er en udfordring for dig og dine forældre at få talt sammen om, hvad det er for ting, der går skævt imellem jer. Er det en mulighed for dig, at du skriver til dem, hvordan du oplever jeres fælles hverdag..? Måske kan du oveni købet komme med ideer til, hvordan du vil ønske jeres hverdag sammen e. Hvad mon dine forældre vil sige til det...?
I jeres familie, har I allerede kontakt til kommunen i form af den rådgiver, som besøger jer derhjemme. Det er dog stadig en mulighed for dig, at du kontakter kommunens børne- og unge afdeling, og derinde forklarer din sag og det du har brug for hjælp til.
Alt efter hvilken kommune du bor i, er der forskellige muligheder for støtte og hjælp til jeres familie. Derfor er det svært direkte at fortælle, hvad der vil ske i jeres kommune. Du kan i alle tilfælde godt ringe og tale med en sagsbehandler i børne- og ungeafdelingen.
Med den alder du har nu, kan der være flere muligheder, for at få et pusterum hjemmefra. Har du for eksempel overvejet, om et efterskoleophold kan være en ide for dig, har du spekuleret over sådan en mulighed…? Der findes rigtig mange forskellige efterskoler, du kan evt. kigge på siden her www.efterskole.dk , hvis du tænker, at efterskole er noget for dig. For de fleste er et år på efterskole en god oplevelse, sammen med mange andre unge mennesker som har samme interesser fx for sport, teater eller hvad der nu er dine interesser?
På skolerne er der en studievejleder, det kan være en lærer fra skolen eller en udefra der har kontortid på din skole nogle timer om ugen. Måske er det en god ide, at du får en snak med din studievejleder om, hvad der er af muligheder for dig, lige netop der hvor du bor.
Du er også meget velkommen til, at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du gerne vil tale med en rådgiver om dine muligheder og hvis der er mere du har brug for hjælp til.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen.