Hej dreng på 16
Man kan nogle gange få følelsen af, at andre ikke kan lide en længere.
I din situtation er det rigtigt let. For du skriver, at din far virker ligeglad med dig. Og din papmors børn bliver sat foran dig. Måske får du ligefrem følelsen af at være lidt ‘hjemløs’, når du bor hos din far og papmor?
Det er ikke din skyld, hvis du bliver ramt af følelsen af ‘hjemløshed’.
Måske giver det slet ikke mening at placere skylden hos nogen? Heller ikke hos din papmor eller far…
Men de to skal blive bedre til at give dig plads i familien og deres liv. De skal huske på, at du har behov for plads og opmærksomhed i familien – præcis som de andre børn har.
Jeg har nogle forslag til dig:
- Dine forældre har brug for at blive mindet om, at du skal have plads og opmærksomhed i familien. Tør du vise dem dit brev? Og mit svar? Du kan også skrive et helt nyt brev til dem. Jeg kan se på dit brev til mig, at du let udtrykker dig på skrift.
- Du kan måske bruge din farfar eller farmor? Måske vil de være en støtte for dig, hvis de er med til at forklare din far, hvordan du oplever at bo hos dem?
- Taler din mor og din far godt sammen? Hvis ja, så kan din mor måske også hjælpe dig med at forklare dig over for din far? Men det er selvfølgelig kun et godt forslag, hvis de kan tale sammen i en god tone.
- Hvad med at samle al dit mod – og simpelt hen tale med din far? Du kan måske forberede en lille tale, du har klar til næste gang i er alene sammen i bil eller tog? Det kræver mod…men måske er mod ret vigtigt i denne situation?
Hvilket forslag, tror du, vil være bedst?
Du kan sætte numre på mine forslag, så du giver nr 1 til det forslag, som du tror mest på. Ud for det næstbedste forslag kan du skrive nr 2. osv.
Så kan du starte med at afprøve forslag nummer 1 og hvis det forslag ikke virker, så fortsætter du med nr 2…osv.
Hvis ingen af forslagene virker, så må du kontakte os igen. Ring fx på tlf. 116 111, så taler vi om, hvad der er af andre muligheder…
Så længe du ingenting siger om dine tanker og følelser, så tror de måske bare at alt er OK med dig? Det er vigtigt, at du afslører dine følelser en smule.
Jeg tror, at ikke mindst din far vil blive glad for, at du viser tillid og mod til at starte på en samtale. Når du får talt med din far og din papmor om problemet, så giver du dem en chance for at rette op på mønsteret. Den chance tror jeg, at de vil blive glade for at få.
Kærlig hilsen BørneTelefonen