Brev

Familie Problemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Du er ikke et problembarn! Det må du aldrig tro. Du er derimod et barn, der har brug for noget hjælp, så du kan få det godt. Du har stået midt i de voksnes skænderier, som er gået udover dig. Og det er ikke okay! Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind. For det viser, at du gerne vil have, at tingene bliver anderledes.

Voksne har ansvaret for, at passe godt på deres børn og sørge for, at de har det trygt og godt derhjemme. Det er deres pligt. 

Mon du har prøvet at tale med din far? Ved han, at du er ked af, at I ikke kan tale sammen? Ved han, at du ønsker, at I igen kan få det godt? Hvis han ikke ved det, skal han have det at vide. Hvis det er svært for dig, så er det en god idé, at der er en voksen der hjælper med, at han forstår, hvordan du har det. Og at det er vigtigt, at der bliver taget hånd om det.

Du skriver, at din bror aldrig skændes med din far. Hvis du taler godt med din bror, kan du måske spørge ham, om han vil hjælpe dig med at tage snakken med din far? Mon det kunne være en idé? Det kan også være en stor hjælp, hvis man skriver det ned, som man gerne vil sige. Så er man nemlig sikker på, at man får sagt det, man gerne vil. Det kan du overveje. 

I brevet skriver du, at han ikke ved, at du har skrevet med din mor. Det skal han også vide. Også selvom han måske starter med at blive sur. Han skal ikke vide det fordi, at det ikke er okay. Men fordi, at han skal hjælpe med, at du har en god kontakt til din mor. Du har nemlig ret til at have kontakt til din mor. Så det kan han ikke bestemme helt alene. Det handler nemlig ikke om ham, men om dig. Det handler om, hvordan du kan få det godt. Og når man skader sig selv og tænker "selvmordstanker", så har man det ikke godt. Så skal man have hjælp. 

Når forældre bliver skilt, kan de have det svært med hinanden. Men det må aldrig gå udover barnet. Så derfor skal din mor og far måske lære, hvordan de ikke bliver så sure på hinanden. Men i stedet skal de lære at tænke på, hvad der er bedst for dig. Og måske er det lige netop bedst for dig, at du kan ses lidt ekstra med din mor for tiden. Måske endda at du flytter hjem til hende igen. Det skal I finde ud af sammen.

Hvis din mor (eller din far) vil, har hun også mulighed for at kontakte vores ForældreTelefon. Her kan forældre få gode råd til, hvordan de bedst hjælper og passer på deres børn. Hun kan læse mere om det her: https://bornsvilkar.dk/radgivning/foraeldretelefonen/foraeldretelefonen

Afslutningsvis vil jeg fortælle dig om det, der hedder "initiativret". Hvis du har lyst til det, kan du læse mere om det på vores hjemmeside: https://bornetelefonen.dk/tema/skilsmisse 

Initiativretten betyder, at du har ret til at kontakte Statsforvaltningen og fortælle, hvad du gerne vil have, bliver anderledes. Statsforvaltningen skal så holde et møde med dine forældre om, hvordan de laver den bedste løsning for dig. Statsforvaltningen kan også hjælpe de voksne, når det er svært at tale sammen. Hvis det ikke hjælper at tage en snak med din far og/eller mor, kan du altid overveje at prøve det. På hjemmesiden kan du også læse om Børns Vilkår bisiddere, som er en voksen, der kan gå med dig til møder i Statsforvaltningen og kommunen, hvis har brug for at kontakte dem. De har nemlig også pligt til at hjælpe dig i kommunen.

Du kan altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 og høre mere om initiativretten og bisiddere, hvis du vil. 

De allerbedste hilsner fra
BørneTelefonen 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat