Brev

Familie/mig selv

Hej, jeg har problemer med med min familie. Jeg føler at jeg får skæld ud over hver lille ting og at min familie hader mig. De bliver ved med at sige at de elsker mig, men det har jeg svært ved at tro på. Jeg er født forkert.

Jeg er født som det forkerte køn og ca en gang om ugen har jeg lyst til at begå selvmord. Har også inderst inde lyst til at slå andre ihjel. Intet af det her ved min familie noget om. Har mange gange haft lyst til at skrive her inde, men så har synes at det har været over grænsen. Men nu kunne jeg ikke klare det her mere.

Vil bare gerne dø.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige

Jeg kan godt forstå, at det føltes svært at skrive herind. For som du skriver, kan det føles over grænsen, at skulle bede andre om hjælp.

Det er godt, at du alligevel gjorde det. For så kan vi tænke lidt sammen over, hvad du kan gøre.

Jeg ved ikke, om noget i dit liv har ændret sig, siden du skrev herind for mange dage siden ? Jeg spørger dig, fordi problemer og tanker jo kan ændre sig. Og hvis det er tilfældet, er mit svar måske ikke helt relevant for dig.

Men måske kan du alligevel bruge nogle af svarets pointer?

Selvmordstanker har det nogle gange med at vokse og komme til at fylde det hele ud. Det lyder så hårdt, at du hver eneste uge bliver ramt at selvmordstanker.

Det kan føles næsten umuligt at afsløre, hvor dårligt man har det – for det kan forstørre følelsen af ‘forkerthed’. Det ved jeg fra andre unge, der ikke har haft lyst til at leve. Jeg ved fra dem, at man kan være bange for, om man skuffer. Man kan være bange for, om man bliver afvist. Man kan være bange for, at ingen forstår…Der kan være så mange grunde til, at man ikke får talt med andre om selvmordstankerne og det, der føles svært i livet.

Men nu har du kunnet dele tankerne med mig! At få sagt det højt til nogen, er det første skridt i den rigtige retning.

Det, du skriver om, er meget følsomt: Du skriver, at du føler dig forkert. Du har brug for at tale med nogen, der ikke er bange for at tale om ‘forkerthed’. Måske hænger følelsen af ‘forkerthed’ sammen med, at du får skæld ud for ‘hver lille ting’, som du skriver. Måske hænger følelsen sammen med, at du bliver set som en anden person end den, du egentlig er. Måske begge dele…

Mon du har en voksen, som du stoler på og er fortrolig med? Jeg spørger fordi, du måske kan bruge denne person til at skaffe mere hjælp. Du skriver, at du ikke har haft mod på at sige det til din familie, men måske har du en god person lidt længere ude i familien end dine forældre? Det kan være en moster, bedsteforælder eller en venindes mor?

Nu kender jeg slet ikke de mennesker, der er tæt på dig. Jeg ved bare, at det ikke føles let for dig at få ‘hul igennem’ til dem. Derfor har du måske i første omgang brug for at tale med en person, som kan hjælpe dig, selvom du ikke kender han eller hende personligt.

Din læge kan være sådan en person. Du kan ringe til ham eller hende, og ligeud fortælle, at du ikke har lyst til at leve. Din læge har mulighed for at hjælpe dig, for lægen har overblik over muligheder for hjælp i din kommune. Hvis du fortæller, at du har behov for at jeres samtale er fortrolig, så har lægen mulighed for ikke at fortælle dine forældre om samtalen. Nummeret står på dit gule sygesikringskort.

Jeg har også en anden mulighed, du kan prøve af: Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens rådgivning for unge – her er du virkeligt anonym. Her kan du fortælle om dit liv og dine selvmordstanker. Den voksne, du taler med har et godt overblik over mulighederne for at hjælpe dig – og vil fortælle dig om dem.

Du kan også prøve at tage kontakt til LGBT+ Ungdom Her kan du også øve dig lidt på at tale om ‘køn’ med en person, der med stor sandsynlighed kan genkende mange af de tanker og følelser, du sidder med. Det kan måske fjerne noget af ‘forkerthedsfølelsen’, som du føler dig ramt af. Du kan også høre lidt om, hvordan andre har tacklet situationen med at være ‘født forkert’. Du kan evt. ringe flere gange indtil du når igennem til en rådgiver, der kan tale med dig og forstå dig, som du har brug for.

Selvmordstanker kan næsten komme til at føles som et frirum – mest af alt, fordi man fokuserer på noget andet, end de svære ting i livet. Mange der har overlevet selvmordsforsøg fortæller om netop dette. De fortæller, at de egentlig bare havde behov hjælp til de svære problemer – og de fik det sidenhen. Det kan også ske for dig. For du er en person, der tør åbne dig for at få hjælp. Ellers havde du ikke skrevet herind.

Når du har prøvet nogle af mine forslag, kan du skrive til BørneTelefonen igen – eller ringe – hvis du har behov. Vi er der altid for dig.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat