Familie

Kære dig   Tak for dit brev. Det lyder godt nok som om du går med nogle rigtig triste tanker, og jeg håber at mit svar kan hjælpe dig. Du skriver, at du hader din mor, og at det er fordi hun ikke giver dig noget frihed. Først og fremmest tænker jeg, at det i din alder er en naturlig følelse, at ønske sin mor langt væk. Du har måske hørt det før, men det er faktisk sådan i de flestes tilfælde, at de tanker går over igen, jo ældre man bliver. Jeg kan dog godt forstå det er rigtig frustrerende ikke at få lov til det samme som ens veninder, især når man ikke får en forklaring på hvorfor. Du skriver, at din mor bare siger nej. Har du mon prøvet at forklare hende, at du har brug for en grund til det, for at forstå hendes beslutning? Ligesom det måske kan virke logisk for dig hvorfor du burde få lov, kan det også være at hun tænker, det er logisk at du ikke får lov. Hvis man ikke får talt om de tanker, der ligger bag – på begge sider – kan det dog være rigtig svært at acceptere den andens holdning. Når alt kommer til alt, så er det din mor der bestemmer. Måske kan du prøve at tale med hende om, at du respekterer, at det er hende, der bestemmer, men at du har brug for at høre begrundelsen for hendes beslutninger, for at du kan se meningen med det? I dit brev nævner du kun din mor og jeg bliver nysgerrig på, om der bor flere sammen med jer? Din far eller nogle søskende evt.? Hvis der bor andre, kunne det måske være en idé at inddrage dem, og høre deres holdning om de ting du gerne vil. Hvis du har ældre søskende kan du måske endda se på dem som eksempel på, hvad de fik lov til i din alder? Hvis de har været i nogle lignende situationer har de måske idéer til, hvordan du kan vise din mor, at du er ansvarlig og godt kan tage med dine veninder uden at der sker noget. Som du selv skriver, er det meget muligt at det er fordi din mor bekymrer sig for dig og gerne vil passe på dig. Du skriver også, at hun så skal tænke over, hvordan du har det med det. Men måske er det slet ikke så let som det lige lyder, måske kan hun ikke forestille sig, hvordan det er at være dig? Jeg tænker på, om hun måske selv har haft en barndom med meget lidt frihed og derfor tænker at det er normalt? Det kan nogle gange være svært at bryde et familie-/opdragelsesmønster hvis man aldrig har oplevet andet selv. Måske kunne det være et emne du kunne tale med din mor om? Du kunne prøve at stille hende spørgsmål om hendes egen barndom og vise, at du er interesseret i at høre om det. På den måde kan det være at hun selv bliver opmærksom på, at mange ting har ændret sig gennem tiderne – især i forhold til børn og unges måde at være sammen på, det tøj man går i og hvor meget man får lov til. Du skriver, at du ikke har nogen at tale med om det, men jeg tænker faktisk at der altid findes én eller anden man kan tale med.Jeg tænker på, om det kunne være en hjælp at prøve at tale med en af dine veninders forældre? Du kunne evt. prøve at spørge dem om, hvad der gør at de f.eks. godt tør lade dine veninder tage i Djurs Sommerland. Det kan være de kan forklare dig hvilke bekymringer der kan være, og hvilke aftaler de evt. har lavet med deres børn, for at sikre, at alt går godt. Så kan du måske bruge det til inspiration til at tale med din mor om det igen? Måske kan det endda være, at din mor kunne have lyst til også at tale med dem? Du skriver, at du flere gange i år har overvejet selvmord. Jeg bliver rigtig ked af det og bekymret over at høre det og jeg tænker om der er andre ting end det med din mor, som går dig på? Jeg synes i hvert fald det er rigtig vigtigt at du får talt med nogen om de tanker du går rundt med. Som du selv skriver, kan det være rigtig rart bare at komme ud med det. Det er ikke sikkert du vil finde nogen som har det gyldne svar på de ting du går og tumler med, men bare det at komme ud med det til nogen kan være et stort skridt på vejen til at få det bedre. Det er ikke altid man har lyst til at tale med sin bedste veninde, eller et familiemedlem osv. Men måske findes der nogen andre i dit netværk som kunne bruges? Måske har du en god lærer som er rar at tale med? Der er også den mulighed, at gå til en skolepsykolog, hvis du helst vil tale med en som ikke kender dig og din familie i forvejen. Hvis du synes det kunne være en mulighed, kan du prøve at spørge din lærer om han/hun vil hjælpe dig med at komme i gang med det. Du behøves ikke forklare din lærer, hvad det handler om. Du er også meget velkommen til at skrive her igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111 hvis der er andet du har brug for at tale om, og få hjælp til. Jeg håber i hvert fald mit svar kan hjælpe dig og at du finder en måde at få løst det med din mor, så du kan blive glad igen. Mange hilsner BørneTelefonen