Kære dreng på 15 år.
Tak for dit brev til brevkassen. Hvor er det godt, du skriver. Jeg håber, at mit svar kan komme med nogle idéer til, hvad du kan gøre, så dig og din far kan finde ud af, hvordan du kan fungere bedst muligt.
Når jeg læser dit brev, er det meget klart for mig, at din far er for ambitiøs i forhold til dit fodboldspil. Det er desværre det, der indimellem kan ske med forældre. Så kan de stille nogle helt enorme krav til noget, man ellers også selv går op i, men som – fordi man hele tiden skal tale om det – kommer til at fylde så meget, at man måske ”helt mister lysten”, som du selv skriver. Lysten til spillet, som gør dig motiveret og glad - den skal holde fast i er din drivkraft, den skal din far ikke tage fra dig...fordi hans interesse og ambitioner på dine vegne overtager og skygger for, hvordan du har det og hvordan du lærer bedst.
Du skriver også, at du har prøvet at tale med din far, men at det ikke har hjulpet. Det er rigtig modigt, at du har forsøgt det, og hvor er det ærgerligt, at du ikke føler, at han lyttede til dig.
Jeg tænker på, om du måske har nogle andre omkring dig, fx din mor, måske nogle bedsteforældre eller nogle søskende, som du måske kunne fortælle, hvordan du har det. Det kan være, at de kan hjælpe dig med at tale med din far, så han ”virkelig” kan forstå og respekterer, at du ikke kan holde til, at han hele tiden ”presser” dig. Det kan også være din træner eller nogen i klubben, som ved at det er vigtigt med pauser og frirum for at holde begejstringen og for at lade op. Det har både krop og hoved brug for. Det ofte når vi har mulighed for at lade op, at vi bliver rigtig dygtige - for så er der ro til at træning og øvelser kan 'lande' i kroppen og blive en del af dit spil, når du igen står på banen.
Det er nemlig helt naturligt, at man har behov for frirum – især nu hvor du er kommet i puberteten og sikkert også har nogle andre ting, som du gerne vil bruge din fritid på. Når man bliver ældre begynder det sociale at fylde på en anden måde end da man var yngre. Det er ikke længere nok bare at spille fodbold med sine venner, men man vil også gerne kunne slappe af, hygge med kammeraterne, gå til fest, måske er pigerne også lidt mere interessante, flere lektier osv. Ja, der er mange ting, der skal passes – og det kan være svært at nå det hele. Især når man også dyrker sport på eliteplan. Det gælder om at finde en god balance, og der kan man ofte få god hjælp i de klubber, som har meget erfaring med unge elitespillere - ellers kan Team Danmark eller Dansk Idrætspsykologisk Forening måske være en hjælp for dig? Enten ved, at du selv kontakter eller hvis din far snakker med dem og finder ud af, at forældrepres kan føre til stress og udbrændthed hos unge elitespillere. Altså at man kan blive så træt, mæt og fyldt op af ens sportsgren, at man stopper - selvom man har talentet. Det ved jeg, der er psykologer i Danmark, i dansk idrætspsykologisk forening, der forsker i. Dertil kan han også få vejledning i motivation på en passende og positiv måde, som ikke bliver til at presse hans ambitioner over på dig.
Det er rigtig vigtigt, at din far lærer, at han gerne må bakke dig op og motivere dig, men at han også skal lytte til dig og dine behov. Hvis du har mod på det, kunne du måske også vise din far dit brev til brevkasse og mit svar? Jeg synes i hvert fald, at du på en meget klar måde får sagt, at du i bedste/værste fald helt mister lysten til fodbold, hvis det fortsætter på denne måde. Måske er din far slet ikke klar over, at det går dig så meget på? Så er det vigtigt, at I finder en balance og aftaler omkring, hvornår du har brug for pauser og frirum.
Jeg håber, du har mod på at tale med din far igen – eller måske bede om hjælp fra nogle andre, der kan hjælpe dig med at få din far til at acceptere - respektere, at det er dit liv og derfor også dine behov og ønsker, som er vigtigst, uanset hvilke veje du vælger i dit liv.
Har du brug for flere råd – eller bare en snak, er du også meget velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116111.
De bedste hilsner
BørneTelefonen.
