Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Familie

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit brev. Hvor er det bare godt, du skriver igen… Både fordi din situation måske har ændret sig, og også fordi det en gang imellem kan være rart at fortælle sin historie på ny.

Jeg kan godt forstå, du går med en masse spørgsmål, og jeg vil gøre mit bedste for at svare på det hele, men jeg bliver også nødt til at sige, at jeg jo desværre kun kan skrive, hvad jeg tænker… Og kan måske ikke give dig konkrete forslag og svar på, hvad du skal og ikke skal. Det håber jeg er ok?

For det første synes jeg, du lyder som en rigtig sej og stærk pige. Du har turdet stå ved dig selv og de ting, som du synes, der betyder noget. Samtidig læser jeg også, at du nu er nået til et punkt, hvor det kan være svært at skulle håndtere din situation, hvilket er fuldt forståeligt. Derfor synes jeg, det er så flot, du skriver – det er jo også en måde at passe på dig selv.

Jeg spekulerer på, om der mon er nogle lærere eller om dine forældre er klar over, at du bliver mobbet? Jeg kan nemlig godt forstå, du ønsker at komme i D-klassen, men forstår også samtidig din bekymring om, at lærerne kunne finde på at sige nej, fordi det er for en kort periode (set med deres øjne). Men jeg tænker, at for dig vil det føles som lidt lang tid at skulle blive i en klasse, hvor du ikke trives. Så derfor får jeg lyst til at spørge dig, om du mon har forklaret din klasselærer eller dine forældre, hvor betydningsfuldt det vil være for dig at gå i D-klassen, selvom det kun er for en ’kort’ periode..?

Når det er sagt, så bliver jeg ret bekymret, når du fortæller, at du sulter og skader dig selv… Jeg kan godt forstå, at situationen i skolen og de problemer du oplever med din familie, påvirker dig meget. Og jeg tænker på, om du ville have lyst til at snakke med en voksen om det..?

Kender du mon skolens sundhedsplejerske? Måske kunne hun være rar for dig at snakke med? Jeg ved, at nogen synes, det kan være godt at gå til sundhedsplejersken, fordi hun/han ikke kender én så godt og omvendt.

Du skriver, at du interesserer dig for musik, kunst og drama… Går du mon til noget, hvor du har mulighed for at dyrke de interesser og måske udtrykke nogle af dine følelser gennem kunst f.eks.? Jeg tænker på, at du måske har en skøn dramalærer eller en sød musiklærer, som du kan lide at snakke med? En gang imellem kan de steder, man oplever som ’fristeder’ (hvis du gør det?) være et rart sted at betro sig… Hvordan ville du have det med det? Ville det være en mulighed?

Som jeg også skrev i starten, har jeg svært ved at svare dig helt konkret på, hvorvidt det vil være en god idé at bo det ene eller det andet sted, men jeg forstår det som om, du har brug for at have en voksen at snakke med, og som kan hjælpe dig med at blive hørt ift. din situation hos din mor og far/fars nye kone.

Jeg tænker derfor, at dit eget forslag om at få en bisidder kunne være en anden mulighed for dig. Bisidderne kan kontaktes mandag til torsdag mellem kl. 9 og 16 samt fredag fra kl. 9-15 på tlf.: 35 55 55 59. Du kan også ringe gratis til  BørneTelefonen og tale anonymt med en af vores frivillige rådgivere, som vil hjælpe dig videre, eller du kan skrive til UngeChatten.

Jeg vil også fortælle dig, at der findes en forening, der hedder LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade). Rådgiverne hos LMS ved rigtig meget om, hvordan man kan hjælpe piger (og drenge), der håndtere svære situationer ved at skade sig selv og ikke spise. Ville du have mod på at kontakte dem? Du kan læse lidt om det her >>

Her til sidst vil jeg sige, at jeg er glad for, at du skrev. Jeg håber, du måske kan finde mod til at fortælle lidt om, hvordan du har det – måske bare til en enkelt veninde. Bare så du kan have følelsen af at komme i skole og vide, at der er én, der holder lidt øje med dig, også selvom hun ikke kan gøre noget…

Jeg håber, at du, i mit svar, kan finde en form for trøst og måske finde lidt mod til at bede en voksen om hjælp, så du ikke skal bekymre dig i stilhed, indtil du skal på efterskole…

Kærlig hilsen

BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat