Kære pige 14 år,
1000 tak for dit brev, og for at du ikke mistede tålmodigheden med os, men giver os en chance mere. Og tak for din tillid.
Jeg kan godt forstå, at du ikke kan overskue tingene, og har lyst til at komme væk fra det hele. Og at du kan blive så fortvivlet, at du forsøger at ”slippe lidt væk” ved at skære i dig selv. Og at du har planlagt hvordan du kan slippe ”helt væk”, ved at tage dit eget liv. For der er mange svære ting i dit liv lige nu, og har været det et pænt stykke tid.
Men der ER heldigvis hjælp at få, og heldigvis kontaktede du os igen.
Du spørger, hvad du skal gøre, og jeg vil gøre mit allerbedste når jeg svarer dig.
Først vil jeg fortælle dig, hvad jeg tænker om alt det du har fortalt. For det kan være rart, at høre hvad andre tænker om det man oplever. Især når der ikke er meget støtte at hente hjemmefra.
Svaret er langt, fordi jeg gerne vil svare på alt det du har fortalt. Det er vigtige og alvorlige ting. Jeg har sat nogle overskrifter ind. Det gør det lettere at finde rundt i svaret, og måske kan det også hjælpe dig, til at få lidt overblik over nogle af de ting der er i dit liv?
Sidst i svaret vil jeg komme med nogle konkrete forslag til, hvad du kan gøre for at få hjælp. For der er ingen tvivl om, at du skal have hjælp fra nogen ansvarlige voksne. Det er alt for mange og svære ting at stå med alene.
Du har alt for mange pligter og for stort et ansvar. Staldarbejde er som du selv skriver fysisk meget hårdt og udmattende arbejde, og selvom I måske ikke har en kæmpe stor stald fyldt med dyr (?), så lyder det som et meget stort ansvar og en meget stor opgave for en på 14 år.
Mange af opgaverne forpligtiger dig også til at være hjemme på bestemte tidspunkter, og du skal hele tiden holde øje med klokken, for at kunne leve op til ansvaret. Og din pligt med at fodre lam om natten (gætter på at de skal have flaske?) er direkte uansvarlig. Sammen med din skole, lektier og div. husarbejde, så arbejder du langt mere end de fleste voksne. Det er alt, alt for meget.
Som du skriver, så hjælper det lidt, at du er glad for dyr og godt kan lide at ride. Men du har bekymrende mange pligter og ansvar. Selvom man godt kan lide det man laver, så er der grænser for, hvor meget man kan klare.
Hvorfor mon din søster ikke har nogen pligter? Hvorfor skal I ikke deles om dem? Og hvem hjælper mere til med arbejdet derhjemme?
Din mor kan ikke give dig ansvaret for, at hun syntes hun har meget arbejde. Det er hendes ansvar at passe på dig og din søster. Hvis der er for meget arbejde hjemme hos jer, til at hun kan klare det – med lidt hjælp fra jer – så er det hendes ansvar, at finde en løsning. Hun skal ikke give dig ansvar som en voksen.
Der er dårlig stemning i familien og du bliver behandlet rigtig dårligt. Jeg bliver også bekymret, når jeg hører hvordan du bliver behandlet derhjemme.
Du har ret i, at når stemningen i familien er dårlig, så påvirker det alle, og det kan blive en slags ond cirkel, hvor den dårlige stemning skaber mere dårlig stemning.
Men du skal ikke kun leve med den dårlige stemning.
For du bliver samtidig hånet, behandlet uretfærdigt, forskelsbehandlet, talt ned til, kaldt grimme ting, truet med at blive forladt, frataget kærlighed og gjort grin med. Og når du fortæller din søster, at du har det så svært at du skærer i dig selv, så bliver du afvist eller mødt af uvidenhed. Så du har helt ret i, at du lever med et ustabilt grundlag – og i nogle følelsesmæssigt utrygge rammer.
Måske tænker din mor, hendes kæreste og din søster ikke over, men det de gør med deres adfærd og ord er vold. Psykisk vold. Og det er mindst lige så alvorligt som fysisk vold. Og det er meget forkert, og forbudt.
Det lyder som om, der er opstået en kultur, hvor det er blevet ok at behandle dig dårligt., og tale grimt og nedværdigende til dig? En familie hvor de voksne ikke trives, kan nogen gange finde en syndebuk, som så bliver målet for al den frustration som familien har fyldt af. Det tror jeg måske kan være det, der er sket hjemme hos jer?
Det er din mors opgave at beskytte, hjælpe og passe på dig og din søster. Det gør hun ikke som tingene er lige nu. Måske har hun det selv svært, men så har hun ansvaret for at skaffe hjælp til både sig selv og jer.
Din mors, hendes kærestes og din søsters dårlige adfærd og psykiske vold rammer dig. MEN det sker IKKE pga. af dig eller noget du gør, og deres adfærd er på INGEN måde dit ansvar!
Du må være en utrolig stærk pige, for overhoved at kunne være i alt det her. Du tænker nogle kloge tanker og er virkelig god til, at sætte ord på det du oplever. Det er også tydeligt, at du er en kærlig og omsorgsfuld pige, men at der ikke rigtig er plads til den side af dig hjemme hos jer lige nu; Du har endda overskud i dit brev, til at tænke at de andre i familien også må være påvirket af den dårlige stemning. Det kræver også stor styrke, at turde og kunne række ud efter hjælp, når man har det så svært som du har det.
Jeg har desværre mødt mange børn og unge, der bliver udsat for svære ting og store uretfærdigheder, og ikke alle har styrken og modet til at række ud efter hjælp. Så selvom du måske ikke tænker på dig selv, på den måde, så kan jeg fortælle dig, at det er meget tydligt for mig, at du er en meget stærk, modig, klog og kærlig pige! (Og selvom det er meget alvorlige og svære ting du skriver om, så syntes jeg at kunne læse mellem linjerne, at du har en intelligent humor?)
Jeg ved det kan være svært at blive ved med at tro på sig selv, når familien fortæller dig det modsatte. Prøv om ikke du kan minde dig selv om det. Ellers så gem mit svar, og læs det igen hvis du begynder at tvivle på dig selv. Nogen gange skal der en udefra, til at minde en om alt det gode man rummer.
Du reagerer naturligt på alle de svære ting. Når mennesker er under hårdt pres, reagerer de med stress. Uanset hvor stærke de er. Du er i en meget presset situation hjemme, og derfor er du også meget stresset. Ikke kun fordi du har mange pligter, men også fordi du bliver udsat for psykisk vold. Det er meget smertefuldt og utrygt.
Du er altså IKKE sær, når du har svært ved at overskue ting i skolen, og derfor bliver nødt til at gå midt i en time. Det er en helt naturlig måde at reagere på, og en måde at beskytte sig selv.
At cutte er også en slags stressreaktion, og en måde at forsøge at slippe fra det der er svært. Hende du talte med, som selv havde prøvet at cutte, forstod det. Men hun havde ikke overskud til at blive i relationen med dig, og hun trak sig igen.
Så din søster har IKKE ret, når hun siger at cutting er en teenagepigefase. Det er tegn på, at du er udsat for et helt urimeligt pres. Og du skaber dig IKKE! Din søster taler ud af uvidenhed.
Du skriver at du er et problembarn. Men det er du IKKE. Du er et barn der har nogle meget problematiske forhold hjemme, og det er noget helt andet. Når du bryder ligegyldige regler og vil bevise at du er dig selv, så er det også en reaktion på de problemer du er udsat for. Det er en helt almindelig og kendt reaktion. Så det er IKKE kun et udtryk for, at du er teenager og derfor har en naturlig oprørstrang.
Der er flere forskellige steder du kan få hjælp, fra ansvarlige voksne, der har mulighed for aktivt at hjælpe dig:
Du (og din familie) kan få hjælp hos kommunens unge- og familierådgivning. Det er en rådgivning, som alle kommuner skal tilbyde. Du kan selv henvende dig, og få rådgivning og støtte alene. Det er gratis, og du kan være anonym. De kan både støtte dig med samtaler og gode råd, og fortælle hvordan kommunen kan hjælpe dig og din familie, hvis du fortæller hvem du er. F.eks. ved at I som familie får en kontakt- og støtteperson, der kan vejlede og holde øje med, at tingene bliver bedre for dig og resten af familien. Hvis du kan tale med din mor, og hun har lyst, så kan I også sammen eller hver for sig få rådgivning. Du kan finde kontaktoplysningerne på kommunens hjemmeside eller ved at ringe til kommunens hovednummer.
Du kan få hjælp hos os på BørneTelefonen. Du kan ringe, sms’se eller chatte med os. Hvis du syntes det er svært selv at tage kontakt kommunen, kan du tale med os om hvordan du bedst griber det an. Nogen gange kan det også være en hjælp, bare at snakke med nogen der lytter og forstår
Du kan få hjælp fra BørneTelefonens bisiddere. . Hvis du gerne vil, så kan vi også hjælpe dig, og kontakte kommunen for dig. Du kan få en bisidder, som er en voksen der ved hvad du har ret til af hjælp, og kan sikre at du bliver hørt. Mange børn og unge er glade for at have en voksen med, der er 100 % på deres side, når de skal tale med kommunen. Bisidderen vil også kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad der vil ske hvis du vælger at få hjælp fra kommunen. Og fortælle dig, hvordan du kan blive beskyttet, hvis din mor/familie reagerer negativt på, at du har søgt hjælp. Hvis du kontakter os, kan vi fortælle meget mere om hvordan det fungerer med en børnebisidder.
Du kan få hjælp fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Hvis du gerne vil vide mere om cutting, og at det ikke bare er skaberi, så kan du tjekke hjemmesiden http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/ De tilbyder også gratis personlig psykologiskrådgivning, både individuelt og i grupper, og har ligesom BørneTelefonen en bisidderordning. De ved også, at cutting ikke er problemet, men et symptom på at noget er rigtigt svært. Du kan læse mere om hvordan de hjælper på deres hjemmeside.
Det er stærkt og modigt, at du har fortalt din lærer om, hvordan du har det hjemme. Hvis du har læst lidt i brevkassen, så kan du se, at det et af de råd vi ofte giver.
Det gør vi, både fordi lærere kan være rigtig gode at snakke med. Men også fordi lærere har ekstra pligt til at hjælpe børn og unge, der oplever ting derhjemme som ikke er ok. Så når et barn/ung fortæller en lærer om urimelige forhold, vold mm. så SKAL læreren tage ansvaret for at barnet/den unge får hjælp. F.eks. ved at hjælpe og tale med barnet, tale med forældrene eller ved at kontakte kommunen, for at skaffe barnet hjælp og støtte.
Men når jeg læser dit brev, så får jeg en oplevelse af, at du ikke rigtig syntes det har hjulpet at tale med din lærer? At du i stedet oplever, at hun opsøger dig på skolen når du ikke har lyst til at tale? Og at det ripper op i alt det svære? Det lyder også som om, du er bange for, at hun vil kontakte din mor og at det måske kan gøre det hele meget værre?
Jeg kan godt forstå, hvis du syntes det er overvældende, uoverskueligt og skræmmende at have bedt om hjælp. Fordi du ikke ved præcis, hvad der vil ske, hvis andre prøver at hjælpe dig og din familie. Og ikke ved præcis, hvordan din mor og resten af familien vil reagere. Og måske er du bange for, at de vil reagerer på en meget negativ måde?
Hvis det er sådan du har det, så kunne du måske prøve at fortælle det til læreren?
Så hun ved, at det er bedre at aftale et tidspunkt at mødes og tale, end at hun opsøger dig og ripper op i tingene, når du har brug for at ”holde pause” fra det. Og at du er bange for, hvad der kan ske, hvis din mor får at vide at du har talt med andre om forholdene hjemme hos jer. At det måske kan blive uudholdeligt for dig?
Tror du hun vil kunne forstå det? Og vil kunne passe godt på dig?
Jeg tænker. Du har jo valgt HENDE, da du besluttede dig for at fortælle det til nogen. Så der må være noget ved hende, som du godt kan lide? Noget der gjorde det lige blev hende? Jeg syntes i hvert fald det lyder som om, hun rigtig gerne vil hjælpe dig. Måske skal du fortælle hende lidt mere, så hun kan hjælpe dig på en bedre måde?
Ville du måske turde vise din lærer dit brev og mit svar? Måske aftale et tidspunkt, hvor I mødtes, og hvor du lod hende læse det? Så kunne I måske snakke om, hvad det var bedste hun kunne gøre for at hjælpe dig.
Jeg ved godt, at hun så ville kunne læse, at du er så presset at du skærer i dig selv, og har tanker om at begå selvmord. Men hun ville også læse om, hvor bange du var for at hun kontaktede din mor. At hun måske ikke helt har forstået, HVOR svært det er hjemme hos dig, og at det måske ikke var hende der skulle kontakte din mor.
Hvad tror du, der ville kunne ske hvis din lærer læste brevet?
Jeg tænker i hvert fald, at det er vigtigt at der er nogen omsorgsfulde og ansvarlige voksne omkring dig, der ved HVOR svært du har det. Hvor alvorlig situationen er. Ville du have modet? Og ville hun være den rigtige at bede om hjælp?
Husk du altid kan ringe til os. Jeg håber du har kunnet bruge noget af det jeg har skrevet? Jeg ved det er overvældende, men syntes også jeg kan mærke en stor styrke og en fightervilje i dig, så jeg er ret sikker på at du nok skal finde ud af, hvordan du helst vil have hjælp.
Hvis du har brug for at tale tingene mere igennem, inden du beslutter dig for, hvad dit næste skridt skal være, så husk du altid kan ringe til os. Hvis du oplyser dit brevs id-nummer når du ringer, så behøver du ikke fortælle helt forfra, men I kan tale ud fra det du allerede har skrevet.
De varmeste tanker, ønsker og håb til dig fra BørneTelefonen
