Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Famile

Her på det sidste har jeg skændtes med min mor meget. Jeg tror det fordi jeg har været hjemme SÅ meget. Og fet ligesom kun mig og hende i øjeblikket da min bror er flytte hjemmefra og min far er 2 måneder i Spanien. Men bliver bare så ked af det vær gang vi skændes og hved ik helt hvad jeg skal gøre bagefter.
Hjælp

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 13 år

Det lyder ikke rart for dig med så mange skænderier med din mor. Jeg forstår godt at du bliver rigtig ked af det og ikke ved hvad du skal gøre for at det kan blive bedre.

Jeg vil gerne prøve at komme med nogle forslag.

Du har selv tænkt at I måske skændes mere, fordi du har været så meget derhjemme den seneste tid. Måske har det været med til at det er oftere end før corona? Jeg hører nemlig fra mange børn og unge, at coronatiden har betydet at de problemer der var derhjemme er vokset og fylder mere end før. Så det er måske også det du oplever?

Men derfor er det også blevet endnu mere vigtigt, at I finder ud af at skændes mindre og kan snakke sammen i stedet.

Jeg tænker, at din mor heller ikke synes at det er særlig rart med jeres skænderier. Selvom hun ikke viser det, forestiller jeg mig at hun også kan være ked af det bagefter.

Din mor er den voksne og dermed den, der helst skal vide, hvordan man løser problemer så som at skændes. Men det kan være svært nogle gange – og det kan være, hun kan have det på samme måde som dig? Vi ved det ikke, men der er en mulighed.

Det lyder til at I kan skændes om det hele? Måske er I virkelig meget forskellige mennesker? Men I er i hvert fald to meget forskellige steder i livet. Du er teenager og er i gang med at udvikle dig fra barn til voksen og har nok også mere brug for privatliv?

Din mor vil gerne passe på dig, og har måske regler og ønsker om hvad du skal, som du ikke har lyst til? Selvom hun selv har været din alder, så kan hun lidt have glemt hvordan det var.

Samtidig kan hun synes at det er svært at forstå, at du hendes lille pige, nu er ældre og har egne meninger. Jeg ved at det er sådan i flere familier når man når teenageårene. Men ved jo ikke, om det er sådan for din mor og dig?

Det føles måske lidt som om at I står på hver jeres ø og råber til hinanden? I mangler måske lidt, at der bygges en bro mellem jeres øer, som I kan gå ud på og mødes på midten og snakke sammen – uden at det er nødvendigt at råbe. Men det kan være svært at bygge sådan en bro, især hvis man ikke ved hvordan den bygges. Den manglende bro kan ses som et billede på, at I ikke helt ved, hvad I skal gøre.

Mon det indimellem lykkes jer at snakke sammen uden at skændes? Hvis det er muligt, vil jeg foreslå dig at fortælle din mor, at du er ked af de mange skænderier. Fortælle at du ønsker at I finder ud af, hvordan I kan blive gode venner igen bagefter.

Du kan sige: “Mor jeg har brug for at vi snakker om at vi skændes så meget.”, “Jeg er ked af det bagefter og vil gerne have, at vi finder ud af det.”

Hvad med at vise din mor dit brev til os og vores svar? Det kan være med til at det er lidt lettere for din mor at forstå, at du virkelig er ked af det. Måske kan det billede med øerne give en slags fælles forståelse, og hjælpe jer med at snakke sammen.

Du kan også skrive din mor et brev direkte til hende. Det kan være med til at du får tænkt en ekstra gang over, hvad du vil sige til hende – og så er det lettere ikke at starte med at hæve stemmen.

Vi har også en forældretelefon, som din mor er velkommen til at ringe til, hvis hun er i tvivl eller gerne vil have nogle råd.

Se her: foraeldretelefonen Hvis du fortæller at du har skrevet til os, er det måske mere naturligt at foreslå det?

Det kan være et stort ansvar at skulle forsøge at løse skænderier uden andre voksne på sidelinjen. Jeg tænker på, om du mon har snakket med din far i telefonen om det? Det kunne måske være, at han kunne støtte dig og snakke med din mor også.

Ellers er der også den mulighed, at du fortæller en sød lærer, hvordan det går derhjemme. Det er altid rart at få lidt luft og få sagt det højt, men din lærer kan også hjælpe dig med at forberede snakken med din mor eller endda snakke med din mor sammen med dig.

Nu ved jeg, du sikkert er hjemme lidt endnu på grund af Corona, men din lærer skal stadig sørge for, at alle elever trives. Mon du kunne have mod på at skrive en besked eller sende dit brev til os til din lærer?

I kunne måske bagefter snakke over telefonen eller tage en gåtur med afstand sammen. Det kan være, du vil opleve en lettelse, når du får det sagt højt til nogen.

Jeg håber, at brevet fra os har givet dig mod på og lyst til at forsøge at snakke med din mor om jeres skænderier.

Du er også altid velkommen til at skrive igen eller også ringe/chatte på 116111.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat