Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Et godt råd måske?

Hej

jeg er en pige på 14 år

jeg begyndte at cutte for omkring 2 år siden men ved ikke hvorfor,

jeg har mange ar som jeg gerne vil fortælle folk om men er bange for de vil se på mig som om jeg kun gør det for opmærksomheden.

Det er et problem jeg ikke kan komme af med, det gør heller ikke ondt at cutte mere gør det bare fordi det hjælper mig med at tænke på noget andet,

jeg er bare mest bange for hvad mine forældre ville sige for jeg har gjort mange dumme ting som jeg ikke kan lave om på men prøver at forbedre på,

ved bare ikke hvordan jeg skulle kunne komme ud med det på, det er lang tid siden jeg har kunne gå i shorts for ellers ville man kunne se mine ar.

Jeg har bare brug for et godt råd til hvad jeg kan gøre uden at blive set ned på.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig om, hvad andre vil tænke, hvis de ser dine ar. Det er ikke rart, at vise frem, og svært at fortælle, hvordan de er kommet. Egentlig tror jeg ikke, at der er nogen, der vil se ned på dig. Jeg tror snarere de vil tænke, at det ser ud som om, at du har brug for hjælp, siden du skærer i dig selv. Jeg tror, at det bedste man kan gøre for ikke at blive set ned på er, at tale åbent og ærligt om hvordan man har det, med nogen man kender godt.

Som du skriver, kan cutting være en måde at aflede sine tanker på. Der er også mange der cutter, fordi de gerne vil gøre omverdenen opmærksom på, at de har det svært, og har brug for hjælp.

Hvis man har brug for at aflede sine tanker ved hjælp af cutting, kan det være et tegn på, at man går og kæmper med noget, som man har brug for at få snakket om. Der er mange, der ligesom du oplever, at det kan være rigtig svært at holde op med at cutte, og at det på et tidspunkt ikke gør ondt at gøre det længere. Det er bare ikke en god måde at løse problemer eller aflede tanker. Jeg tror, det ville være rigtig godt for dig, at tale med dine nære og en professionel om cuttingen. Så du kan få hjælp til de tanker, du prøver at aflede. Derved vil det også blive lettere for dig at stoppe med at cutte, så du kan undgå at få flere ar på din krop. Hvad tænker du om den idé?

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, at fortælle dine forældre om cuttingen. Det lyder som om, at det fylder rigtig meget for dig, og jeg tror, det ville være en stor lettelse, at få det sagt. Du kan starte med at fortælle eller skrive det til en anden voksen, som du er tryg ved. Det kunne fx være en sød lærer, en moster, mormor eller en anden i din familie. Den voksne kunne så hjælpe dig med at fortælle det til dine forældre.Det kan også være, at det gør det lidt nemmere at skrive eller vise dine forældre det brev, du har skrevet til brevkassen?

Når du har fået sagt det til nogle voksne, kan de (både dine forældre, lærer og andre)  får rådgivning hos www.selvskade.dk - det er gratis og du/I kan være anonyme. Eller ringe til lægen for at finde ud af hvilke former for hjælp, du kan få. Det kan fx være nogle samtaler hos en psykolog med de tanker, du går med.

Når du begynder at fortælle om cuttingen vil du nok opleve, at det bliver lettere at fortælle andre om. Hvis nogen spørger til dine ar, vil du kunne svare hvorfor du har dem. Jeg tror andre mennesker vil have stor respekt for din ærlighed omkring det, og også, at du gør noget for at holde op med det. 

Jeg håber, du får taget det næste skridt og får talt med dine forældre. Så du ikke behøver at skjule din krop derhjemme og få hjælp til tankerne.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
 

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat