Et dilemma med forældrene

Hej, jeg er en pige på 16 år

går pt. på efterskole, men jeg har et problem… (den bliver lang men jeg vil virkelig værdsætte at ku få en form for tanker om det fra en andens perspektiv, eller råd til hvad jeg kan gøre)…..

På det seneste har jeg følt mig ekstremt frustreret, jeg har fået en kæreste nede på efterskolen og når jeg spørger om jeg må tage ham hjem på overnatning skal min pisse sure papfar have et kæmpe problem med det, jeg syntes ærligt ikke det kan være rigtigt at jeg ikke engang må invitere min kæreste med hjem, når jeg har måtte før med en tidligere kæreste. Siden jeg går i 10’nde klasse skal jeg jo så også videre på en uddannelse når året er omme, men tror simpelthen ikke jeg kan klare at bo hjemme meget længere, når jeg ikke engang kan klare det de få weekender jeg er hjemme. Så føler jeg mig nærmest tvunget til at flytte hjemmefra allerede som 17-årig når mit efterskole år er omme! (bliver 17 i april i år)

For at gå i mere detaljer hvorfor jeg føler mig så frustreret, er at der jeg var yngre følte jeg mig meget mere fri, og var slet ikke så begrænset som jeg er nu, jeg måtte godt invitere vennerne på besøg eller bare noget så simpelt som at gå ud og lave min egen mad uden at få en landen kommentar “Skal du nu æde igen” eller et form for opsyn fra min papfars side af!

Min papfar er en ekstrem led person og vi har tidligere været igennem en meget ubehagelig oplevelse hvor politiet var indblandet, så jeg syntes simpelthen ikke det kan være rigtigt han skal behandle mig som lige ud sagt lort, og få mig til at føle mig uvelkommen i mit eget hjem! Lige siden det der skete mellem ham og mig føler jeg han har personligt sat et mål for at gøre mit liv værre, og for at sige det så har jeg aldrig gennem de 3 år siden det skete fået en undskyldning for det der skete, og istedet en “undskyld du troede det forkerte”!

Det kan altså godt være det ham der betaler regninger men nu bor jeg her altså også! Nu er jeg heldigvis på efterskole indtil videre så jeg kan dog’ slippe væk fra det for det meste, men når jeg så er hjemme er det kun ned af bakke…

min mor lider af ptsd så er også lettere påvirkelig og hvis der er noget der ikke passer min papfars hoved, så skifter hun lige pludselig også mening, jeg har endda hørt på hvordan min papfar har sagt at jeg er yderst mærkelig hvorefter min mor får samme holdning og vælger at sige det lige ud i mit ansigt.

Min mor er også ekstremt led og siger ting som “du er tyk,” “du er egoistisk” “ville ønske du var anderledes” og jeg har det virkelig som om det forkert af hende at opføre sig sådan over for mig. Jeg kan huske en period hvor min papfar og mor sagde de skulle skiltes, og følte der endelig var en vej ud for mig, og alt ville blive bedre derfra… Men det gik såmænd også i vasken.

min mor og jeg har været gennem tykt og ja- kun mere tykt der stort set gennem hele min barndom har mig og hende skændtes, og føler jeg har været tvunget til at “modne” i en MEGET ung alder pga af dette. Så føler jeg også hun har svigtet mig ekstremt meget i den periode der var mellem min papfar og mig, hun begynde at komme med undskyldninger og sagde det nok bare var mig der var forkert på den, hvorefter nu lyder det til at den ubehagelig hændelse mellem min papfar og jeg aldrig er fundet sted- i hendes hoved ihverfald, og hvad end min papfar påstår og siger er rigtigt og intet andet!

Der var endda en episode hvor jeg prøvet at snakke om noget meget svært med min mor, om at jeg havde mistanke om at jeg var faldet ned i en form for depression og havde intet der glædet mig mere, hvorpå hun bare sagde jeg var fjollet og begynde atter at snakke om sig selv, mig mig mig- hun har selv haft et svært liv og så kan hun åbenbart ikke indse at andre i verdenen også kan have det svært, især hendes egen datter.
I en yderligere episode hvorpå jeg blev sendt i plejefamilie pga jeg ikke ku bo hjemme med min papfar på tidspunktet følte jeg mig virkelig fravalgt fra min mors side af… det skal siges at jeg kæmpet hårdt for at komme hjem igen fordi min mor lovet alle de her ting nok skulle ændre sig hvis jeg kom hjem igen, men det lader til det blev glemt…

Det eneste jeg får i hoved fra dem er brok, eller nej”hvorfor ringer du aldrig” må jeg tage til Næstved? – nej “må jeg få mine lommepenge” – nej” må jeg noget så fucking simpelt som at tage på macdonalds “nej”

Jeg er træt af jeg bliver set ned på og behandles som en 10 årig, jeg er 16 år gammel! Og har aldrig lavet ballade som så, eller gjort noget der kunne have påtvunget denne adfærd fra dem, jeg synes virkelig det er strit af dem og fuldstændig unødvendigt når jeg virkelig har det svært og syntes kun jeg opføre mig pænt overfor dem.

Det skal siges at min papfar og mor godt ved det her med jeg drømmer om at flytte hjemmefra, men i min papfars øjne glæder han sig kun!