Kære pige på 13
Tak for dit brev, som jeg tror, at rigtig mange kan genkende noget af sig selv og sine tanker og følelser i. Jeg tror, at andre kan genkende savnet til den forælder, man ikke bor hos – men kun ser en gang imellem. Og jeg tror også, at mange kan genkende en følelse, du måske også har: Følelsen af, at man skal ”vælge” mellem sin mor og far. Og følelsen af, at man helst ikke vil gøre nogen ked af det. Alle de følelser og tanker er helt normale – og helt okay. Og jeg vil rigtig gerne forsøge at give dig og måske dine forældre nogle idéer til, hvad I kan gøre.
Det er altid en stor omvæltning, når den ene af forældrene rejser til et andet land. Er det noget, du har haft mulighed for at snakke med din mor og far om? Måske har du holdt tankerne for dig selv, fordi du helst ikke ville gøre nogen ked af det? Men dine tanker er helt i orden. Og jeg tror faktisk også, at både din mor og far allerede ved, at det her er en svær situation for dig. Og det er helt naturligt, at savnet til din mor bliver ekstra stort lige efter, hun har været der. Er der nogle muligheder for, at din mor og dig kunne snakke sammen – fx over Skype? På den måde kan man godt føle, at man er tæt på hinanden – selvom den fysiske afstand kan være stor. Måske er der også mulighed for, at du kan besøge hende før end om 2 måneder? Eller at hun kan besøge dig? Ville det være noget, du kunne undersøge?
Du skriver i brevet, at din søster sagde, at hun havde planer om at flytte med din mor. Måske er det fordi, din søster også savner jeres mor? Og måske kunne hun ligesom dig mærke, at savnet blev større, lige efter hun var taget afsted igen? Ville det være noget, du kunne snakke med din søster om? Måske kunne I støtte hinanden? Og samtidig kunne jeres far måske også være god at snakke med? Jeg er sikker på, at han godt kan sætte sig ind i, at I begge savner jeres mor rigtig meget.
Det kan også være, at du har brug for nogen at snakke med, som ikke er fra din familie? Der er nemlig mange timer hver dag, hvor du ikke er hjemme. Og i de timer kan du også komme til at savne. Derfor kunne det måske være godt, hvis der var en voksen omkring dig, der ved, at det lige nu er en lidt svær periode for dig, hvor der er sket mange ting. Har du en sød lærer, du kunne have lyst til at fortælle lidt om, hvordan du nogle gange har det? Eller som du måske kunne have lyst til at vise dit rigtig gode brev her til brevkassen – evt. sammen med mit svar?
Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer. Hvis du har brug for flere, eller bare har brug for en at snakke med, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.
Kærlig hilsen BørneTelefonen