Kære pige på 14 år
Der er ikke noget værre end at føle, at man er det sorte får i familien. Det får én til at føle, at man ikke er god nok; at man er forkert og uønsket.
De følelser er vigtige at tage alvorligt. Derfor synes jeg, at du skal fortælle dine forældre, at du har en oplevelse af, at de bedre kan lide dine søstre end dig.
Jeg tror ikke, at det er sådan, de har det. Men hvis du føler det sådan, så skal de have det at vide. Det er vigtigt, at de er opmærksomme på, at de skal give dig mere positiv anerkendelse og opmærksomhed. Det har du brug for.
Man behøver ikke at være god i skolen eller til gymnastik for at være god nok.
Jeg er sikker på, at du kan en masse ting, men lige nu føler du, at det kun er skolen og gymnastik, man skal være god til for at være god nok. Er det rigtigt?
Hvis det er svært at få øje på, hvad du er god til, vil jeg foreslå dig, at du skriver en liste over alle de ting, du ved, du er god til. Og den må gerne rumme de allermindste ting som fx at gå ud med skraldet, rydde op på værelset, huske fødselsdage eller andre småting.
Og så skal du skrive, hvad der gør dig glad derhjemme – generelt de ting, der er gode i din familie.
Hvis du er bange for, at dine forældre ikke tager dig alvorlig, så vil jeg anbefale dig, at du taler med din klasselærer eller en anden voksen på skolen. Det er nemlig sådan, at skolen har pligt til at hjælpe, når en elev ikke trives. Også når det handler om hjemmesituationen.
Hvis der er mistanke om, at du har en depression, så skal skolen også reagere med det samme.
Til det vil jeg dog sige, at de test, man selv kan tage på nettet, er utroværdige. De er ikke videnskabelige eller grundige nok.
Der skal en læge eller psykolog til at stille sådan en diagnose.
Man kan finde så meget skidt på nettet, der ikke hjælper det fjerneste. Tværtimod kan det gøre det hele meget værre, fordi man lader nettet sætte én i bås. Det må du endelig ikke gøre.
Hvis du er bange for, om du har en depression, så skal du have en tid hos lægen, så du kan tale med en fagperson om, hvordan du har det.
Angående din hjemmesituation, så går det ikke, at du skal være bange for din far. Han må ikke slå dig. Det er ulovligt.
Og det er godt nok heller ikke særlig smart at true med at smide dig ud.
Bare rolig, din far kan ikke bare smide dig ud. Han har pligt til at forsørge alle sine børn og sikre sig, at de trives og har det godt, til de fylder 18 år.
Jeg synes, at det lyder som om, at der er nogle ting i din familie, som ikke helt fungerer, og som der er brug for hjælp til at få løst.
Når din far bliver aggressiv og siger sådanne ting, så er der formodentlig noget, han har svært ved at håndtere af én eller anden grund. Og det går bl.a. udover dig. Det er ikke i orden.
Kan du tale fortroligt med din mor?
Hvis du kan dét, vil jeg råde dig til at tale med hende om tingene. Altså alle de ting, du har skrevet i dette brev.
Hvis du er bange for ham, og din mor ikke tager det alvorligt, så kan du også vælge at fortælle dét til din klasselærer. Det er nemlig vigtigt, at du ikke går og holder det for dig selv.
Når man går med tingene selv uden at få hjælp, så bliver man efterhånden spist op indefra. Det betyder, at man bliver mere og mere trist og frustreret. Og når man har det sådan, vil det efterhånden gå mere og mere udover ens trivsel.
Man føler sig mindre og mindre værd, man mister måske appetitten, man kan måske ikke koncentrere sig i skolen, man bliver mere og mere indadvendt og så videre.
Det bliver en ond cirkel, så den proces skal du have stoppet, inden den kommer for godt i gang. Derfor skal du have talt med nogen om det, så du kan få hjælp.
Hvis det er svært at få det sagt mundtligt, så kunne du måske skrive et brev til dine forældre. Du kunne fx bruge en del af dét, du har skrevet herind. På den måde får du mulighed for at “tale ud” uden at blive afbrudt, og du ved også, at du får sagt det hele. Det synes jeg, at du skal overveje!
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
