Er måske deprimeret, og kan ikke snakke med nogen om det.

Hej Børnetelefonen.

Jeg er en pige på 13 år, og har snart været nede i ret lang tid.

Min kusine på 12 har haft en depression. Hun ville ikke snakke med mig, og hele hendes familie skulle til psykolog sammen med hende, for at de kunne forstå problemet. Hele hendes familie blev indblandet i hendes depression, og det varede længe, før hun fik det bedre.

Jeg har aldrig mindet særlig meget om min kusine. Derfor blev jeg, til at starte med, meget overrasket over, selv at kunne se nogle af symptomerne i min egen hverdag.
–
Vedvarende nedtrygthed
Oplevelse af tristhed eller modløshed
Øget træthed
Variation i vægten
Tanker på død eller selvmord
Ubegrundet skyldfølelse
Søvnproblemer
–
Og mange, mange flere. Jeg har ikke nogle grunde til at være deprimeret. Jeg har en mor, en far, en lillebror, og jeg bor i et hyggeligt hus. Jeg har alt hvad jeg kunne drømme om, så hvorfor skulle jeg være ked af det?

Jeg hørte mine forældre tale ned til min kusine, i perioden hun var deprimeret. De mener, at det kun er et forsøg på opmærksomhed og trøst.
Jeg føler ikke at jeg kan sige til dem, at eg har det skidt. Jeg er bange for deres reaktion, og jeg har heller ikke lyst til at indblande hele min familie i det, ligesom med min kusine.

Jeg har heller ingen veninder, eller tætte voksne jeg kan snakke med..
Jeg skal starte på en ny skole efter sommerferien, og jeg er virkelig bange for, at jeg også vil være nede til den tid. Jeg er utroligt genert og akavet, og kan ikke finde ud af, at snakke med nye mennesker.

Det er gået bedre her i sommerferien. Jeg har ikke grædt nær så ofte som jeg plejede, og jeg har kunnet smile, uden det gjorde ondt. Men når jeg tænker på skole, kan jeg mærke at det presser på igen.

Oven i alt det andet, er min farmor syg. Vi ved ikke hvad hun fejler endnu, men hun har fået det meget værre over meget kort tid. Hun har svært ved at snakke, og hun ha ingen kræfter i sine arme. Hun er faldet to gange, og har flækket det samme øjenbryn, så hun skulle på hospitalet og få 13 sting.

Jeg er virkelig bekymret for hende. Mine forældre kan ikke lide hende, men hun betyder virkelig meget for mig.
Så jeg render altså rundt og er bange for, om hun falder, eller hendes sygdom bliver værre. Det er måske derfor døden fylder så beget i mine tanker..

Jeg viser ikke over for nogen, at jeg er bekymret og ked af det. Det føles nogle gange som om, at jeg har en maske på som smiler, for ikke at gøre mine forældre bekymrede, eller vrede. Jeg har lyst til at sakke med nogen om det, men jeg ved ikke med hvem, eller hvordan.

Jeg håber virkelig at du kan hjælpe mig, eller bare give mig nogle gode råd.

Mvh. mig..