Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er jeg ved at blive sindssyg

Jeg er en pige på 15 år og går i 9. klasse.

I starten af 7. klasse faldt jeg over en test som handlede om, det at være diprimeret.

Jeg tog testen og fik svaret ‘svær depression’. I starten troede jeg ikke rigtig på svaret, så jeg tog testen en gang til, men jeg fik det samme svar.

Jeg fortalte min veninde om det, som svarede “Det er da klart med den familie du har”. Og derfra gik det op for mig at jeg rent faktisk VAR depressiv.

Efter det har jeg i to år læst samtlige artikler, biografier og taget op til flere test om det at være deprimeret eller ej. Jeg frygter det svar, som hele tiden bliver kastet i hovedet på mig. Svær desprision.
Selvmords tankerne har altid været der. Og i en periode gik jeg faktisk og troede at det var normalt at tænke og at føle som jeg gjorde.

Men jeg er begyndt at frygte mig selv. Jeg har ikke kun selvmords tanker længere, men også tanker om hvordan det er nemmest at dræbe min egen far uden at blive opdaget.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har for lang tid siden isolere mig selv fra alle omkring mig. Jeg aner ikke om jeg burde snakke med nogen eller bare holde det for mig selv.

Min familie er blot et par mennesker som jeg er tvunget til at være sammen med.

Og jeg aner ikke hvorfor jeg stadig sidder her i dag.
Jeg har alle symptomerne for svær depression. Jeg er så forvirret. Jeg aner ikke hvad der er normalt. Det har jo altid været sådan.

Jeg hører tit min mors eller fars stemmer kalde på mig når jeg sidder alene for mig selv, hvis jeg er alene hjemme eller cykler eller går. I starten var det uhyggeligt men nu sker det så ofte at jeg er begyndt at leve med det.
Når jeg kigger på mig selv ser jeg kun en falsk tøs, som går og spiller stærk. En tøs der går med maske hver dag. Hun er for svag til at tage den af, og vise hvad og hvem hun faktisk er.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år!

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret efter de tests, du har taget og alt det, du har læst om depressioner. Men for at svare klart på dit spørgsmål med det samme: Nej, du er ikke ved at blive sindssyg.

Når man tager tests eller læser om sygdomme, er det helt normalt, at man pludselig føler, at man kan genkende meget af det hos sig selv, og bliver bekymret for, om man fejler en masse ting. Det gør man for det meste ikke. Alle kan have symptomer på sygdomme eller psykiske lidelser, og jo mere man læser, des mere forvirret bliver man, og des mere syg føler man sig. En test på nettet kan ikke give en svar på, om man fejler det ene eller det andet. Den eneste, der kan svare på om man fejler noget, er ens læge. Hvis man føler sig syg, er det selvfølgelig vigtigt at gå til lægen og få hjælp til at blive rask igen.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du gennem dit liv har haft nogle vanskeligheder, som du har haft svært ved at finde ud af, hvad handlede om. Hvis man har en følelse af, at noget ikke er, som det skal være, er det helt normalt, at man prøver at finde ud af, hvad der er galt, så man kan få det bedre. Jeg tænker, at testene og læsningen om depression har givet dig en form for forklaring på, hvorfor du er plaget af selvmordstanker. Det lyder som om, at din venindes udtalelse om, at ’det er klart at du har det sådan, med den familie, du har’, har været med til at overbevise dig om, at du har en depression. Er det mon sådan, du har det?

Hvis man har en følelse af, at der er noget galt med én, eller hvis man ikke har det godt, er det helt normalt at reagere ved at ’tage en maske på’, så man kan beskytte og skjule sig bag den.

Jeg tænker, at du har brug for hjælp til at finde styrken til at tage masken af, og vise hvem du faktisk er. Den styrke tror jeg, du kan få, hvis du får hjælp til at finde ud af, hvad dine selvmordstanker, din relation til dine forældre og deres tanker i dit hoved handler om, og hvordan du kan få det bedre.

En måde at få hjælp på er som sagt at gå op til din læge og snakke med ham/hende om, hvordan du har det. Lægen kan evt. give dig en henvisning til en psykolog eller psykiater, som kan hjælpe dig. Jeg tænker, at du måske ikke har lyst til at have dine forældre med til lægen? Da du er 15 år, kan du vælge at gå derop alene, eller du kan tage en veninde eller en anden voksen med. Det kan fx være en i din familie (en bedsteforælder eller moster) eller måske din venindes mor.

Hvis du har en sød lærer, kan du også tale med ham/hende om, hvordan du har det, og bede ham/hende om at hjælpe dig. Du kan også søge hjælp hos sundhedsplejersken på skolen.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart får hjælp til at få det bedre.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat