Brev

Er jeg deprimeret?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tak for dit brev. Du lyder som en sød og omsorgsfuld pige, som har et helt særligt bånd til din mor. Ud fra dit brev virker det på mig, som om din mor har rigtig mange ting at tænke på for tiden, og at der er nogle ting, der gør hendes liv lidt vanskeligt. Jeg tænker, at det er meget naturligt, at du reagerer på hendes følelser, fordi I er tætte. Jeg synes, det er fint at hun ikke viser dig, at hun er meget ked af det eller frustreret. Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det måske kunne hjælpe dig en anelse, hvis du vidste mere om det, der fylder i hendes liv.

I mange sammenhænge skal man som forældre være opmærksom på, at der er nogle ting, der er voksenting, og som man ikke bør dele med sine børn. I andre situationer, hvor børnene måske kan mærke at forælderen ikke har det godt, kan det være en ide at fortælle lidt om det, der spænder ben i livet. For nogle børn og unge betyder det, at de ikke behøver at lave historie eller spekulere over, hvad der foregår. Det betyder ikke, at forælderen skal fortælle barnet alt, men måske nærmere overordnet sige, hvad det handler om, og hvem forælderen får hjælp af og taler med for at løse sit problem. Måske ville det være rart for dig?

Jeg bliver glad, når jeg læser, at du har en stedfar, som du synes om. Jeg håber, at din mor har det på samme måde, og at du måske ved, at han kan være med til at støtte hende. Ville det hjælpe dig at tale med ham om din tristhed over, at din mor er ude at rejse? Eller vil det mon være rarere at få en god snak med din mor, når hun kommer hjem, om hvor påvirket du bliver, når hun er ked af det?

I forhold til din bror tænker jeg, at det kunne være rigtig rart for din mor at ringe til ForældreTelefonen. Ligesom på BørneTelefonen sidder der dygtige rådgivere klar, og de er vant til at tale med forældre om alt fra skilsmisse til skænderier mellem børn og forældre. Du kan jo altid prøve at spørge din mor, om det ville give mening for hende. Hvis hun synes, det er en god ide at tale med dem, er nummeret 35555557.

Her til sidst vil jeg bare nævne, at jeg ikke tror, du er deprimeret. Jeg tænker nærmere, at du er en følsom og modig pige. Jeg håber, du vil bruge det mod i livet til at passe på dig selv og sige til og fra, når noget er vanskeligt. Det tænker jeg både gælder lige nu med hensyn til dine følelser omkring din mors situation, men også i forhold til din beskrivelse af dit forhold til din matematiklærer. Jeg tænker, at du enten selv skal tale med din matematiklærer og være åben og ærlig, eller få hjælp til at få en god snak med hende sammen med din mor. Hvis du fortsat kan have en oplevelse af at være deprimeret om nogle måneder, er du altid velkommen til at tale med skolens sundhedsplejerske eller din egen læge omkring dine tanker og følelser.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat