Er det egentlig psykisk vold og hvad skal jeg gøre ved det?

Kære pige på 17

Tak for dit brev. Det er helt fint, at dit brev ikke er kortfattet. Der er nemlig mange detaljer, der er vigtige at få med. Jeg vil forsøge at give dig nogle idéer, som du kan overveje. Jeg har mange ting, jeg gerne vil sige til dig og foreslå dig – og derved bliver mit svar måske også lidt langt.

Aller først vil jeg gerne fortælle dig, at du lyder som en pige, der kender sig selv rigtig godt – både dine styrker, men også de ting, du godt kunne arbejde lidt med. Du har et godt øje for din egen rolle i skænderierne med din far og at du også selv kan have et stort temperament. Du ved, hvem du er og hvad du står for. Og du har modet til at stå ved det.

Du har også nogle gode overvejelser omkring, at det er din far, der er den voksne – og at det derfor overordnet er hans ansvar, at jeres skænderier eskalerer. Men ligesom du måske har oplevet, er temperamentet noget, man måske med tiden bliver bedre til at kontrollere – men det er stadig en del af, hvem man er.

Mange tænker måske, at det er en dårlig ting at have et stort temperament. Men det kan også være en god ting. Folk med temperament er ofte mere handlekraftige. De er i bedre kontakt med deres følelser. De er mere opmærksomme på, hvor deres egne grænser går – og de har modet til at sige fra, hvis andre overskrider dem. Temperamentet er en del af personligheden – og derfor ikke noget, man skal ændre. Men for at bruge det på den bedste måde, kan det være en god ting at øve sig i at temperamentet kun skal overtage kontrollen, når man selv ønsker det.

Derfor udvikler man nogle strategier, man benytter sig af, når temperamentet er ved at tage over. Nogle tæller måske til 10 for at få lidt ro på – og nogle trækker sig fra en situation, der ellers måske kunne løbe løbsk. Og nogle gør måske noget helt andet. Er der nogle strategier, der virker for dig, hvis du er i situationer, hvor du ikke har lyst til, at temperamentet skal tage over?

I dit brev kan det lyde som om, at din fars strategi er at forsøge at trække sig fra situationer. Det kan være en fin strategi. For man får lige et overblik for sig selv, hvor man lige kan overveje situationen. På den måde kan man måske undgå, at man kommer til at sige eller gøre noget, der gør andre kede af det.

Du spørger i overskriften i dit brev, om det er psykisk vold. Det kan godt være svært at svare på, men jeg vil gerne give dig et bud. På den ene side kan det godt være psykisk vold, når din fars temperament påvirker familien og gør, at andre er mere forsigtige, når de er omkring ham. Men jeg tror ikke, det er din fars ønske, at hans temperament skal påvirke familien. Måske har han bare brug for en anden måde at kunne fortælle, hvornår han har brug for en pause?

Din far kommer måske til at sige ”stop” på en måde, der kan virke som en indirekte trussel? Og det kan virke som at hans temperament skal bestemme, hvornår diskussionen skal stoppe? Måske kunne man snakke med ham om, at det er i orden at sige ”jeg har lige brug for noget tid for mig selv”?

Så kunne han lige gå for sig selv og tænke det igennem. Og måske kunne han så finde ud af, at du faktisk havde en god pointe, og at han faktisk var enig? På den måde stopper diskussioner ikke, når han er ved at miste temperamentet. De får blot en pause. Er det noget, du vil kunne foreslå din far? Eller måske er det noget, I sammen kan snakke om i jeres familie?

Måske vil du gerne snakke med din far om det her, men er måske bekymret for, at det bliver en snak, hvor enten din far eller dig mister temperamentet? Så kunne du overveje at skrive et brev til ham i stedet? Her kan du nemlig stille og roligt finde de rigtige ord – så du samtidig får fortalt ham, at du elsker ham højt. På den måde kunne et brev måske blive en god start på en god og anderledes snak mellem din far og dig?

Den aftale, familien kan lave omkring din fars temperament, vil så naturligvis gælde jer alle. I vil alle få mulighed for at trække sig fra en situation – og komme tilbage til den senere. Det kan alle nemlig have behov for en gang imellem. Også dem der ikke har et stort temperament. På den måde både tror og håber jeg, at I alle kan få det bedre derhjemme.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer – og at du måske har fået lyst til at overveje nogle af dem. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen