Er det alvorlig?

Kære F

Hvor er det godt, at du er begyndt at åbne op for, hvad du går og tumler med i dit liv. Du har både henvendt dig til andre på Facebook-gruppen, og nu skriver du til os. Bare det at dele sine tanker og følelser med andre mennesker, kan betyde at man begynder at løse op for problemerne, som ellers bare tårner sig op. Det kræver masser af mod – især når man er en 16-årig pige, som er bange for at blive svigtet af andre. Så klap dig selv på skulderen!

Du stiller to konkrete spørgsmål i dit brev som jeg gerne vil svare på så godt jeg kan.

Er det alvorligt og er det vold, spørger du, angående de episoder du har oplevet med dine forældre. Ja, det er vold når mennesker slår eller truer med at slå på hinanden, og det er rigtig alvorligt når voksne slår på børn, for barnet er jo fysisk meget svagere og 100 % afhængig af deres forældre. Også med hensyn til psykisk omsorg, som kærlighed og tryghed - så vold er altid alvorligt for et barn.

I familier med 1 voksen + 1 barn (det lyder ikke som om, at du har søskende?) er man ekstra sårbare overfor problemer. For der er ingen anden voksen, som forælderen eller barnet kan gå til, og få støtte og hjælp fra. Man har kun hinanden. Og det kan derfor ske, at konfliktniveauet bliver højt, og måske ligefrem ender med vold.

Dine forældre gør deres bedste, fornemmer jeg. Men det lyder på dit brev som om, at de er udmattede meget af tiden. Er det rigtigt?

Når enlige forældre rammes af dårlig økonomi og/eller arbejder for meget, så kan børnene lige præcis opleve at være en byrde, sådan som du beskriver det. Og det er selvfølgelig ikke fair, og jeg kan godt forstå, hvis du bliver rigtig ked af det.

Når du skriver, at det kilder i dine arme for at skære i dem, og at du ingen venner har at tale ordentlig med, så bliver jeg bekymret. Det tyder på, at alle de negative følelser du har, ikke har et sted at blive læsset af – det hober sig bare op indeni, har jeg mon ret i det?

Du spørger hvad du skal gøre, og mit råd er, at du fortæller om dine følelser til nogen. Det kan være, at det føles okay for dig, at tale med din mor eller far om de følelser du har? 

Du skriver, at din far er god til at lytte. Kan du tale med ham, om nogen af de ting der står i dit brev? Måske kan du bede om, at han sætter sig ned og bare lytter – tror du, at du kunne det?

Hvis din mor er svær at få kontakt til, så kunne du evt. vise hende dit brev som en begyndelse? Måske en ”god” dag, hvor hun ikke har været på arbejde. Kunne du sige til hende, at du savner hende og gerne vil have, at hun laver noget sammen med dig? Du kan evt. foreslå noget, du godt kan lide at lave med hende. 

Det kan også være, at du hellere vil tale med en anden voksen om det først. Måske en lærer eller vejleder på din skole?

Du skriver, at du er bange for at blive fjernet hjemmefra, hvis du fortæller om det. Jeg ved, at rigtig mange børn og unge går og holder på dét der er svært, fordi de tænker, at de bliver fjernet. Men der skal rigtig meget til for, at kommunen fjerner et barn. Så det tror jeg bestemt ikke vil ske. 

Men nogle gange, skal familier (både børn og forældre) have hjælp og støtte til, at få det bedre. Og dét kan man tale med kommunen om. At tale med kommunen, er ofte en start til, at få hjælp og støtte i familien. Det kan være, at dine forældre skal have hjælp til, at blive bedre til at passe på dig og dem selv. Kommunen skal lytte til, hvad du/I har behov for og ønsker.

I alle kommuner, kan man henvende sig anonymt, i noget der hedder "åben anonym rådgivning". Her kan du, eller dine forældre, henvende sig og fortælle om dét der er svært. Hvis man har mod på det, kan man herefter fortælle hvem man er, så man kan få noget hjælp.

I nogle kommuner, findes der også en "Ungerådgivning". Her kan du også henvende dig anonym og fortælle om, hvordan du har det. Du kan søge på ungerådgivning + navnet på din kommune, på nettet.

Jeg vil afslutte med at sige til dig, at ja - jeg tror virkelig, at det vil hjælpe dig at komme på efterskole! Både for at få en pause fra skænderier og for at få mulighed for, at komme ud af din skal og få én eller to kammerater, som du kan have det sjovt, rart og fortroligt med. Du har allerede udvist mod og initiativ - tror du, at du kan fortsætte med det, når du er landet på efterskolen?

Du har en alder, hvor venskaber kan komme til at betyde mere og mere. Og det må du ikke snyde dig selv for. Jeg håber, at efterskolen vil give dig gode erfaringer med at turde lukke nogle venner ind i dit hjerte.

Jeg håber mit svar har været brugbart – ellers kan du altid kontakte os igen, også hvis konfliktniveauet derhjemme bliver mere end du kan klare.

De kærligste hilsner, BørneTelefonen