Kære pige på 19 år,
Tusind tak for dit brev!
Jeg er glad for, du skriver, for jeg kan kan forstå, at du er meget forvirret. Jeg håber, mit svar hjælper dig.
Det lyder lidt svært at være vokset op i en familie, hvor seksualitet og kærlighed har været emner, man ikke har snakket om – og som ovenikøbet er blevet betragtet som noget skamfuldt og forkert. Det er nærmere få voksne eller unge, som tænker om sex, lyst og kærlighed på samme måde, som jeg forstår dine forældre har gjort.
Måske har du hørt det andre steder, men seksualitet, sexlyst og kærlighed er nogle af de mest naturlige ting – alle føler dem, måske på forskellige måder, og der er derfor slet ikke noget hverken forkert eller skamfuldt i at være forelsket og mærke lyst og have lyst til sex. Faktisk er kærlighed og sex noget af det, der kan udløse de allerstørste lykkefølelser hos os mennesker og helt normalt, også når man elsker hinanden.
Der kan være nogle kulturelle eller traditionelle forhold omkring sådan noget som kærlighed og sex, der gør, at nogle mennesker ser lidt anderledes på de ting. Men langt størstedelen af alle voksne (og unge) i Danmark ser på kærlighed, lyst og sex som noget helt naturligt og normalt.
Det er helt normalt at have lyst til sex og kærlighed – både for piger og drenge. Det er også helt normalt at onanere, også både for piger og drenge, alene og/eller sammen med ens kæreste. Din krop lyder helt sund og normal, så du skal ikke være bange for, at der er noget galt med dig. Det lyder bestemt ikke sådan. Jeg tænker, at du er igang med at opleve dig selv og livet på en måde, du ikke har fået lov til før, og det kan skabe lidt usikkerhed omkring. Det er også normalt, når vi prøver noget nyt.
Jeg synes, det er stærkt af dig, at du har snakket lidt med din kæreste om det hele, og han virker som en forstående og god fyr. Det lyder som om, at I tager det hele i et stille og roligt tempo, og det kan være rigtig godt, når du har haft, og stadig har, lidt blandede følelser omkring de forskellige ting. Det er vigtigt, at du ikke føler dig presset til at gøre noget, du ikke er klar til, og det er måske en god idé, hvis du og din kæreste bliver ved med at være meget åbne over for hinanden omkring, hvad I har lyst til.
Jeg kan godt forstå, at du føler dig usikker på alle de ting, der sker med din krop og i dit hoved, når du er vokset op i en familie, hvor man har set meget anderledes på tingene. Derfor tænker jeg på, om det ikke kunne være rart for dig at snakke med nogen om, hvad du oplever – og hvilke følelser, der kommer frem hos dig? Måske har du en god veninde, du har mod på at snakke lidt med? Eller måske har du lyst til at kigge lidt på Sexliniens rådgivning lige her: http://www.sexlinien.dk? Der står en masse ting om sex, og siden er henvendt til unge mennesker. Man kan også ringe, skrive eller chatte til Sexlinien, og de er gode til at svare på alle slags spørgsmål vedrørende sex – og ens følelser omkring det.
Du er også meget velkommen til at ringe herind til BørneTelefonen på 116111, hvis du har lyst til at snakke lidt mere med os. Vi er vant til at snakke om kærlighed og sex, og vi vil meget gerne tale med dig også, hvis du har lyst.
Det er sejt gået, at du prøver at følge dine lyster lidt, på trods af at du er vokset op med et lidt strengt eller tabu-agtigt forhold til seksualitet. Du lyder meget fornuftig og sund – og du kan sagtens være din opførsel bekendt! Det er helt ok!
De bedste hilsner
BørneTelfonen