Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er alt for forvirret omkring ALTING!!!!

Hej BB!

Jeg er en pige på 12, 13 om 2 måneder, jeg har det enlig fint nok med mig selv og min krop, selvom der selfølgelig er nogle ting jeg ville ændre hvis jeg kunne, men det har vi sikkert allesammen.

Problemet er bare at jeg ikke har det godt der hvor jeg er, og bor..

Jeg har en søster på 15, og 2 “ikke skilte” forældre, og de skændtes rigtig meget, engang blev jeg meget ked af det, HVERGANG de skændtes, men det rører mig ikke, det er bare sådan mit liv er nu, åbenbart..

Men altså der er sket rigtig meget dårligt her de sidste 3 år, såsom at se/høre mine forældre have sex, at de skændtes, selvmordsforsøg og tanker, falske venner.. Så der har været rigtig meget, men det er altsammen væk, jeg har stadig falske venner, og mine forældre skændtes stadig, de sover heller ikke i samme seng længere og min far er pisse deprimeret og min mor er så skide sur hele tiden..

Min far prøver at være sød, men det kikser bare altid, og jeg har enlig ondt af ham, men det er hans egen skyld at man er nød til at råbe ad ham, han forstår ingenting, han snakker heletiden om hvor lidt penge vi har, og hvordan vi overhovedet klarer os.. Jeg skal konfirmeres i 2017, og tror ikke jeg får de samme penge som min søster, men jeg må vel nøjes..

Jeg ved det lyder underligt, men ville ønske at mine forældre blev skilt, bare for at få lidt fred, så ville jeg bo hos min mor, det er altid far, der er skyld i at hun bliver sur, og ja.. Det gør det ikke meget bedre når man føler sig som et ekstra barn, som mine forældre rik, bare så deres første barn ikke var selv..

Jeg er mega dårlig til alting, okay er god i skolen, men det med pligter og sådan, jeg ved ikke hvornår jeg skal gøre ting uden at mine forældre skælder mig ud.. Det er mega hårdt kg jeg ønsker ikke at være i min familie længere:(, Altså jeg vil ikke i pleje familie vel, men bare væk i lang tid..

Jeg håber rigtig meget at du kan hjælpe mig, og give nogle gode råd til hvordan jeg skal håndtere der her..

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år.

Du har været gennem mange svære ting i din opvækst. Nogle af tingene er du kommet videre med, og det er rigtig flot. Du klarer dig okay godt i skolen, og du har det fint med dig selv og din krop.

Det er godt at høre. 

Men i familien lever du under pres. Jeg kan godt forstå, at det bliver svært for dig derhjemme, når du oplever, at dine forældre ikke har det godt. Det smitter selvfølgelig også af på dig og din trivsel. Og det er sikkert også derfor, du ikke altid kan overkomme pligterne derhjemme – uden at I kommer op og skændes. 

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du ikke er den eneste, der ikke trives i din familie. Dine forældre har skændtes i mange år, men har valgt at blive sammen og ikke gøre noget ved det. Du er den, der nu beder om hjælp. Det er godt gjort af dig. For jeg er helt enig med dig i, at tingene ikke skal fortsætte som hidtil. Og at dine forældre får gjort noget ved trivslen derhjemme. Det er nemlig deres ansvar. 

Jeg tænker på, om I mon nogensinde får talt sammen i din familie om, hvordan I har det? Eller er det sådan, at hver af jer går alene med jeres problemer?

Jeg tænker også på, om dine forældre ved, at du føler dig så presset, at du ikke ønsker at være i familien mere? 

Jeg vil foreslå, at du viser dit brev og mit svar til en eller begge dine forældre. Måske er du bekymret for, om de bliver kede af det? Mit gæt er, at de allerede godt ved, at det er på tide at gøre noget ved tingen derhjemme. Derfor vil de sikkert blive stolte af dig – fordi du er så sej og modig, at du beder om hjælp til jeres familie. 

Hvis du synes, det er for svært at tale med dine forældre, så kunne du måske vise brevet til din lærer eller en anden voksen, der kan hjælpe dig med at snakke med dine forældre om problemerne. For det er meget vigtigt, at du ikke går med de her ting alene.

Sommetider skal der ikke så meget til, før der kan ske ændringer. Nogle gange kan det være et spørgsmål om, at bare 1 person får fortalt højt, at der er problemer. Og det gør du jo nu!

Det er sådan, at familier, der ikke trives, kan få hjælp fra kommunen. Måske kunne din familie have glæde af det. Dine forældre kan derfor kontakte familieafdeling i din kommune. 

Hvis du gerne selv vil høre om de muligheder, der er for hjælp, så kan du bede din lærer om at hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen. På BørneTelefonen har vi også det, der hedder en bisidder. Det er en voksen, der kan tage med dig til kommunen. Den mulighed kan du læse mere om her: https://bornetelefonen.dk/bisidder.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat