Ensomheden tager over

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.

Jeg er en 18 årige pige, som ikke længere kender sig selv. Jeg har været cutter i fem år, stoppede i 9 klasse, da min kontaktlærer hjalp mig rigtigt meget. Nu er jeg begyndt igen, og jeg ønsker kun at skærer dybere og dybere.

Jeg kan ikke kende mig selv, det er som om, jeg går inde i en bobble hverdag, hvor jeg prøver at komme ud. Det er som om, de ting jeg foretager mig, er ikke nogle jeg foretager mig. Jeg føler, der er en, som har besat min krop, og prøver at få mig længere og længere ned.

Min forældre blev skilt, da jeg gik på efterskole i 9 klasse. Jeg flyttede hjem til min far, da min mor og jeg ikke rigtigt kan sammen. Det var der mange, som ikke kunne forholde sig til, da jeg er vokset op med en voldelig far. Jeg ville så gerne have et far-datter forhold, selvom jeg inderste inde godt vidste, det aldrig ville ske. Han vil aldrig kunne tage det ansvar at være far.

Det stykke tid, jeg havde min adr hos ham, fik jeg hverken penge, tøj eller noget som helst. Alt hvad der hed børnepenge gik til min far. Men hvis jeg så skulle have tøj, var det alligevel mig selv, som skulle sørge for at tjene penge ind, så jeg kunne få købt noget tøj.

Jeg flyttede hjem til min mor lige i starten af sommerferien 2015, hvilket min far ikke var glad for. Jeg havde glædet mig til endelig og have en familie, endelig at kunne komme hjem til en hverdag, som jeg vidste elskede mig. Men der gik ikke længe, før min mor fandt sig i kæresten, som hun nærmeste flyttede hjem til.

Så der stod jeg. Jeg var lige startet i 1g, min mor var flyttet ud, så nu stod jeg med en lejlighed selv og et studie jeg skulle gennemfører, selvom jeg vidste, det ville blive hårdt.

Det tog rigtigt meget på mig, men også på min mor og mit forhold, da jeg prøvede at sige nogle ting til hende. Fx at jeg følte mig svigtet efter hun havde forladt mig og valgt hendes kæreste frem for mig, men hun kunne ikke se det fra min side, så hun blev sur og derfor skændes vi næsten hver evige eneste dag.

Jeg er nu flyttet hjem til min farmor og farfar. Jeg laver ikke en skid, da jeg ikke har overskud til noget overhovedet. Mit selvværd og min selvtillid er helt i bund, hvilket helt klart er en af grundene til jeg altid føler mig trist.

Jeg kan ikke længere se nogle grund til at leve. Jeg kan ikke se, hvad jeg skal gøre godt for verden længere, da jeg altid har fået af vide af min far, at jeg skulle have være en plet på lagnet, men i stedet blev jeg en plet på samfundet.

Jeg ved virkelig ikke længere, hvor dette fører hen. Jeg vil bare snart have en ende, om det så må være med et reb om halsen, det er jeg ligeglad, vil bare gerne snart føle mig fri. Jeg tænker tit på at det psykiske sygehus vil være den eneste mulighed for mig, da jeg ikke har nogle, jeg kan snakke med. Jeg kan hverken snakke med min mor, min far eller nogen andre i familien.

Jeg er en meget lukket person, og derfor kan jeg heller ikke bare gå ned til studievejlederen og snakke med hende. Jeg ville så gerne kunne være åben og fortælle en, hvordan jeg egentlig har det. Men jeg kan ikke. Hver gang jeg prøver, lukker jeg alligevel en bubble omkring mig, og fortæller kun nogle små ting. Det er som om jeg er pinligt berørt over at indrømme, jeg faktisk ikke har det godt.

Det værste er mit studie. Jeg har rigtigt meget fravær. Jeg kæmpe på livet løs for at komme igennem det. Det trækker så meget tænder ud hver evige eneste dag, men jeg ved det er noget, jeg skal igennem.