Kære pige på 15 år,
Hvor er jeg bare glad for, at du har skrevet herind – for du fortjener virkelig at få noget hjælp, så dine klassekammerater kan lære, hvordan de skal opføre sig. Jeg håber, at mit svar måske kan give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre, så du igen kan begynde at overskue dine skoledage.
Jeg er rigtig ked af at læse, at din far er alvorligt syg af kræft, og det gør endnu mere ondt, når jeg læser, hvordan de andre i klassen behandler dig. De skal stoppes NU.
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at dine klassekammerater slet ikke forstår, hvor meget de sårer dig. De er i hvert fald ikke klar over, hvor voldsom svær en tid, du lige nu gennemgår. Derfor bliver jeg lidt nysgerrig efter at vide, om I mon har haft en fælles snak i klassen om, hvad det er, som din far fejler? Hvis ikke, så synes jeg helt sikkert, at I skal have en snak om det.
Det lyder også til, at dine klassekammerater ikke rigtig ved, hvorfor du går hjem kl. 12 hver dag. Måske ville det være lidt rart, hvis de andre fik årsagen at vide. Jeg ved også, at det i andre klasser har fungeret rigtig godt, når både elever og forældre får at vide, hvis en af eleverne har en syg forælder. Det ved jeg ikke, om I allerede har gjort i din klasse? Det kunne fx være, at der blev sendt en fælles besked ud til klassen og deres forældre. Hvis det er lidt svært at foreslå din lærer, kan du måske få din mor til at kontakte skolen?
Derudover skal I også have stoppet den anden del af mobningen. Mobning er et fælles ansvar, men i sidste ende er det de voksne, der skal sørge for, at alle elever trives. Derfor er det så vigtigt, at du får fortalt, hvordan du har det til din lærer eller pædagog. Måske er de slet ikke klar over, hvordan de andre børn behandler dig? Det er aldrig nogensinde ok at kalde nogen for ”luder” eller ”fucking idiot” - og det skal de lære! Har du mon mod på at tage en snak med de voksne? Hvis det er lidt svært, kan du overveje at vise dem dit brev og mit svar – for jeg synes nemlig, at det er helt tydeligt, at du har brug for de voksnes hjælp, så du kan få det godt i klassen.
Jeg får også lyst til at fortælle dig, at der findes en rådgivning, der hedder Børn, Unge og Sorg, som blandt andet hjælper børn og unge, der har en alvorligt syg forælder. Du kan finde deres hjemmeside her: www.bornungesorg.dk. Har du mon hørt om dette sted før før? De har blandt andet en gruppe af frivillige, som man kan skrive og ringe til for at tale med om de mange svære tanker og følelser, som kan følge med, når mor eller far er alvorligt syg. De frivillige der sidder på linjen har alle mistet en mor eller en far, og mange har oplevet at leve med en alvorligt syg forælder. De ved derfor, hvor svært det fx kan være at få hverdag og skole til at fungere, når man er i sorg, og de sidder klar til at lytte og støtte andre børn og unge, der måtte opleve dette. Du kan jo overveje, om det er noget for dig. Deres chat- og telefonrådgivning er åben mandag til torsdag fra kl. 17.00 - 21.00, og du kan ringe på tlf: 70 209 903.
Jeg håber så inderligt, at du kan bruge mit svar – og at du har mod til at fortælle det til de voksne omkring dig, så du kan få den hjælp, som du har ret til. Hvis du har nogen spørgsmål eller har brug for en snak, er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111.
De varmeste hilsner
BørneTelefonen